Buckingham Palace, London
Tower Bridge, London
Det skotske højland

God Save the Queen

Briterne elsker teaterforestillinger, farverige shows og musik. Ja, faktisk er de fleste i verden vilde med Shakespeare-skuespil, Les Misérables, Phantom of the Opera - og berømthederne inden for pop og rock som The Beatles, Rolling Stones, Elton John, Madonna - you name it! Briterne har også en særlig tradition inden for krimigenren med talrige Hitchcocks film, Sherlock Holmes, Agatha Christie, James Bond, Miss Marple, Barnaby osv.

Selvom der blot er en ganske lille flyvning mellem Danmark og Storbritannien  – møder vi alligevel et anderledes og meget charmerende land - kun adskilt af Den Engelske Kanal fra det europæiske kontinent.  

At rejse i Storbritannien

At rejse i Storbritannien er en rejse gennem historiske begivenheder og et møde med enestående arkitektur, kunst og litteratur. En mosaik af stemningsfulde oplevelser i det idylliske landskab med nationalparker, blomsterrige Barnaby-landsbyer og eventyrlige badebyer, der ligger som perler på snor langs Den Engelske Riviera. Fantastiske storbyer som London, Edinburgh og Belfast. Det skotske højland med over 800 øer, endeløse miles af eventyrlige kyststrækninger og spændende whisky destillerier. At besøge England, Skotland, Wales, Nordirland - eller nogle af de fantastiske øer som Hebriderne, Shetlandsøerne, Isle of Man, Isle of Wight eller en af Kanaløerne - er som at rejse i en tidsmaskine. Over 5.000 års historie er sået i den britiske jord. Historien er overalt, og vil du forstå briterne - er du nødt til at få et blik ind i deres fortid.

Tower Bridge, London
Det skotske højland
Irland og Nordirland

Det Britiske Imperium

Det Britiske Imperium var et resultat af opdagelsestiden. Imperiet strakte sig over meget store dele af verden med kolonier på de fleste af klodens kontinenter. Det var en førende stormagt både politisk og økonomisk. Indien blev imperiets vigtigste besiddelse, hvor ekspansionen fortsatte med det britiske ostindiske kompagni, East India Company. Imperiets vækst gav befolkningen en følelse af selvtillid. Fortalt med den grove pensel begyndte det at smuldre, da den indiske nationalisme eskalerede bl.a. med Gandhis kampagner. Trods forsøg på at dæmme op for uroen var modstanden så stor, at Indien kort efter 2. verdenskrig fik sin selvstændighed. Det Britiske Imperium sluttede i 1997 med overdragelsen af Hong Kong til Folkerepublikken Kina. I dag har en stor del af de nye nationer bevaret forbindelsen med Storbritannien gennem medlemskabet af Commonwealth.

For Storbritannien har opløsningen af imperiet betydet økonomisk tilbagegang, og landet betragtes ikke længere som en verdensmagt. Imperiet har efterladt betydelige spor i den moderne verdensudvikling bl.a. med udbredelsen af demokrati og ikke mindst det engelske sprog og kultur. Man kan dog undre sig over, at det var muligt for Storbritannien med England, Skotland og Wales, som jo blot er en ø!   

Gadebilledet i storbyerne afspejler i dag en multikulturel befolkning. Alt fra turbanklædte mænd til traditionel jakkeklædte forretningsfolk. En sammensat kultur med en unik atmosfære. Her findes restauranter med mad fra det meste af verden.

Den lange periode som kolonimagt har uden tvivl spillet en afgørende rolle for briterne - både følelsesmæssig, kulturelt og den nationale selvforståelse.  

Briterne er en attraktion i sig selv

Den enestående britiske humor kommer til udtryk i mange morsomme tv-serier. ”Halløj på badehotellet” med hotellet Fawlty Towers og John Cleese i hovedrollen - og i ”Fint skal det være” med den snobbede Hyacinth Bucket, der terroriserer sine omgivelser med forsøget på at være i et højere hierarki end hun har belæg for.

Storbritannien er et klasseinddelt samfund med enorme lønforskelle. Adelen, borgerskabet, arbejderklassen og de hjemløse. I forstæderne ses husmødre købe ind i Tesco. I London shopper de fine damer i det elegante stormagasin Harrods, og i Bath finder vi overklassen nyde en five o’clock tea med champagne på den fornemme The Pump Room Restaurant. Vi kender fænomenet fra tv-serien ”Upstairs & Downstairs”, selv om det er en forældet version af nutidens virkelighed.

Det britiske skolesystem er et af de ældste og mest respekterede i verden. Skolen kombinerer moderne uddannelse med gamle traditioner. I landet findes mange dyre privatskoler og flere verdensberømte universiteter. I gadebilledet ses børn og unge i skoleuniform i forsøget på at gøre klasseforskellene mindre synlige.  

Briterne går konservativt klædt, og er generelt et reserveret folkefærd, hvor høflighed og traditioner lever stærkere end i Danmark. Køkultur og ordet ”please” har stor betydning i dagligdagen. Dog vil du hurtigt opdage, at briterne er meget varme og spændende mennesker, som man let bliver venner med. Pubben er mødestedet for hyggesnak. Livet leves i de stemningsfulde pubber, der næsten findes på ethvert gadehjørne.  

Man får et indtryk af ægte britisk gæstfrihed ved at bo på de typiske britiske hoteller, fremfor de store internationale hoteller. Det er en hyggelig, sjov og anderledes oplevelse med hotellernes lange labyrintagtige gange, hvor man næsten kan fare vild. Knirkende gulve, tykke tæpper, uensartede og lidt gammeldags indrettede værelser med til tider lidt mystiske sanitære forhold. Ofte skal vinduer åbnes opad, og tit er der kun en elevator på hotellet. Det er det hele værd! At vågne op til en traditionel English breakfast med æg, bacon, stegte tomater, ristet toast osv. Ren nydelse!   

Scones
Pub
Telephone

Britisk politik

I 1970erne var Storbritannien plaget af svære økonomiske problemer, som var meget ydmygende for briterne. Margaret Thatcher blev Storbritanniens konservative premierminister fra 1979-90. Hendes jernhårde økonomiske politik skulle få en udbrændt nation til vågne op. Mange elskede at hade hende. Hendes politik medførte økonomisk vækst, men samtidig blev forskellen mellem rig og fattig større.

Brexit blev valgresultatet efter folkeafstemningen i 2016. Storbritannien og Gibraltar trådte endeligt ud af EU pr. 31/1-2020 efter 43 års medlemskab. At sige farvel til unionen har for mange briter været måden at blive herre i eget hus.

God Save Her Majesty The Queen, Elizabeth II

Efter flere år med skandaler er det britiske kongehus igen blevet populært ikke mindst på grund af prins William og Kate. I 2022 satte den 96-årige britiske monark Dronning Elizabeth II en fremragende rekord ved at have siddet 70 år på tronen – længere end nogen anden. Lykken var desværre kortvarig, da dronningen, ikke længe efter sit jubilæum, døde af alderdom i en alder af 96 år. Storbritannien, Nordirland og 14 andre Commonwealth-lande herunder Australien, New Zealand, Canada og Jamaica havde mistet deres dronning.  En begivenhed, der affødte reaktioner fra alle verdens ledere, der kun havde rosende ord tilovers for Her Majesty The Queen, Elizabeth II. Det britiske monarki er med stolthed blandt verdens ældste.

Få passion for Storbritannien med Best Travel

Det er let at blive anglofil – at tabe sit hjerte til Storbritannien. Landet er en tidslomme mellem gammelt og nyt, tradition og forandring. Gammeldags på en meget charmerende måde, for briternes generelle holdning er: Hvorfor lave om på noget, der fungerer? Overalt sprudler det af hygge og atmosfære.

Har du brug for hjælp?

Kontakt Best Travel

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.

Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.

Din henvendelse