Rejser til Frankrig

  • Lavendelmark i Provence
    Lavendelmark i Provence
  • Chalon Sur Saone
    Chalon Sur Saone
  • Epernay
    Epernay
  • Rouen og katedralen
    Rouen og katedralen

Mange forbinder rejser til Frankrig med landets hovedstad Paris. Rigtigt nok er Paris den mest besøgte destination i Europa, men Frankrig er så meget mere end lysets by. Frankrig er det største land i EU, og lige så stort det er, lige så mange ansigter har det. Man nærmest snubler over kulturværdier og seværdigheder. Hele 49 af dem står opført på UNESCO’s liste over verdenskulturarv.

Frankrigs charme strækker sig langt ud over de velkendte turistmål og ind i de mere afsidesliggende regioner, hvor hver en egn byder på sine egne unikke oplevelser. Fra de vidtstrakte lavendelmarker i Provence til de dramatiske klipper i Bretagne, fra de frodige vinmarker i Bordeaux til de sneklædte tinder i Alperne – hver region har sin egen karakter og historie at fortælle. Frankrigs landskab er som et levende maleri, hvor hver penselstrøg afslører en ny skønhed.

Madkulturen er dybt forankret i den franske livsstil, og det afspejles i alt fra de daglige markeder fyldt med friske råvarer til de udsøgte retter på Michelin-restauranter. Men lige så vigtigt er det at nævne de små, hyggelige bistroer og caféer, hvor man kan nyde en simpel, men perfekt tilberedt ret, ofte ledsaget af en fyldig lokal vin. Hver region har sine specialiteter – det sprøde baguette i Paris, den cremede ost i Normandiet, de friske skaldyr ved kysterne, og den fyldige cassoulet i sydvest. At spise i Frankrig er ikke bare et måltid, det er en oplevelse, en ceremoni, hvor man værdsætter råvarernes kvalitet, kokkens håndværk og selskabets gode samtaler.

Filtrer efter dine ønsker

Ingen rejser fundet

Værd at vide om Frankrig

Fold alle ud

Det franske køkken

Hver region i Frankrig har sit eget karakteristiske køkken. Det franske køkken er kendt for raffinement med brug af smør, olie, fløde, vin og ost, og har en rig historie med både fine og rustikke retter. Vin og ost er vigtige elementer - både som ingredienser og som tilbehør. Franskmænd sætter pris på god mad og er stolte over deres kulinariske traditioner. Moderne fransk madkultur er også påvirket af eksotiske retter, især med inspiration fra især Nordafrika.

En klassisk fransk morgenmad består af friske croissanter, brød og kaffe. Frokost spises typisk mellem kl. 12 og 14, mens aftensmaden serveres efter kl. 20.00. I storbyerne spiser mange frokost ude, mens det på ladet ofte er almindeligt at tage hjem. Fælles for alle regioner er fokus på råvarernes kvalitet. De lokale markeder er populære og byder på alt fra friskfanget fisk til sæsonens frugt og grønt.

Drikkepenge

Drikkepenge er som regel inkluderet i restaurantpriserne. Har man fået en god behandling, er det dog velset at give lidt ekstra – ofte ved at lægge en mønt i en sparebøtte ved baren

Drikkevand

Vand fra hanen kan som udgangspunkt drikkes, men smager ofte af klor. Hvis du har sart mave eller er i tvivl, anbefales det at købe vand på flaske. Drik ikke vand fra fontæner eller lignende.

Elektricitet

Strømstyrken i Frankrig er den samme som i Danmark, og adapter er som regel unødvendig.

Forhold for bevægelseshæmmede

Rejser til Frankrig er ikke egnet for bevægelseshæmmede. Hos Best Travel forudsættes det, at alle deltagere er 100% selvhjulpne. Man skal kunne håndtere sin egen bagage, gå på trapper og følge med på udflugter, som ofte indebærer gåture på 3-5 km i varierende terræn. 
På alle vores rejser skal man være i almindelig god form, og dermed selv kunne gå (evt. med sin kuffert) på både vej, fortov og til tider let ujævnt terræn.

Læs mere herom i vores betingelser.

Helligdage i Frankrig

1/1 Nytårsdag

Palmesøndag – ikke fast dato

Skærtorsdag – ikke fast dato

Langfredag – ikke fast dato

Påskedag – ikke fast dato

Anden påskedag – ikke fast dato

1/5 Arbejdernes dag

8/5 Sejrsdag (2. Verdenskrig)

Kristi Himmelfart – ikke fast dato

Pinsedag – ikke fast dato

 Anden pinsedag – ikke fast dato

14/7 Bastilledagen 

1/11 Allehelgensdag

11/11 Våbenstilstandsdagen

25/12 Juledag

Hotel- og busstandard

Hoteller i Frankrig har generelt samme standard som i resten af Vesteuropa – i storbyer og på landet kan kvaliteten dog variere lidt. Busser er moderne og komfortable. Toiletterne i busserne er kun til nødsituationer, da der holdes pause cirka hver anden time.

Kreditkort og valuta

De mest almindelige kreditkort accepteres bredt, men ofte kræves et minimumsbeløb. Små butikker, kunsthåndværkere og lokale markeder – især uden for byerne – modtager ikke altid kort, så det er en god idé at medbringe kontanter. Frankrig bruger euro (€).

Skik og brug

En rejse til Frankrig er ikke kun besøg til interessante seværdigheder, men også at opleve det spændende kulturliv og mødet med befolkningen. Her kommer nogle regler for god etikette, så du får så meget ud af rejsen som muligt:

Franskmænd er høflige mennesker, og det som afspejles i sproget. Børn lærer tidligt at sige ”Merci”, ”Pardon” og ”S’il vous plaît”. Man tiltaler hinanden med den formelle vous-form, indtil man kender hinanden godt. Hils altid, når du går ind i en butik eller møder nogen – det forventes.

Ved første møde giver man hånd og har øjenkontakt. Kender man hinanden, giver kvinder typisk to kindkys – først på højre kind, så venstre. Mænd giver ofte et knus.

Frankrig er et af verdens største vinlande, og vin nydes ofte til maden – men i moderate mængder. Det er usædvanligt at se berusede personer offentligt.

Vær generøs, og vis god stil – f.eks. ved at tilbyde en kop kaffe eller give lidt drikkepenge, selv hvis de er inkluderet i prisen.

Tidsopfattelsen er lidt løsere i det private, og man kan godt komme lidt for sent uden at det opfattes som respektløst. I erhvervslivet forventes der dog præcision.

Franskmænd klæder sig generelt stilfuldt. Undgå joggingtøj, medmindre du skal motionere.

Ved besøg i kirker skal man være tækkeligt klædt – dæk skuldre og ben. Den katolske tro fylder stadig meget i hverdagen, og familien spiller en stor rolle i det sociale liv.

Sprog

Fransk er det officielle sprog, men der tales også regionale sprog som bretonsk, baskisk, flamsk, catalansk og korsikansk.

Franskmænd har en stærk kulturel og følelsesmæssig tilknytning til deres sprog og har tradition for at beskytte det. Samtidig er der i dag større åbenhed over for engelsk – især i de større byer og blandt den yngre generation. Skiltning på engelsk og engelsktalende personale er blevet mere udbredt, og turister bliver i stigende grad mødt med hjælpsomhed.
Det bliver værdsat, hvis man forsøger sig med nogle høflige franske gloser. Det skaber smil og åbner døre.

Miniparlør – høflighedsfraser:

  • S’il vous plaît – venligst
  • Merci – tak 
  • Bonjour - goddag (siges indtil ca. kl. 18)
  • Bonsoir – god aften (siges fra ca. kl. 18)
  • Pardon – undskyld

Tidsforskel

Der er ingen tidsforskel mellem Danmark og Frankrig. 

Vejret

Frankrig har et varieret klima afhængigt af regionen. I nord og vest er vejret mildt og ofte lidt fugtigt med kølige vintre og behagelige somre. Sydfrankrig byder på middelhavsklima med varme, tørre somre og milde vintre. I Alperne og Pyrenæerne er vintrene kolde og snefyldte, mens somrene er friske og solrige. På Korsika er foråret mildt, og efteråret kan føles som sommer langt ind i oktober. 

Historien

Forskellige herskere har gennem århundreder sat deres præg på landet. Før Frankrig blev til, var det gallere, romere og germanske folkestammer, der regerede. Først i middelalderen er der tale om det egentlige Frankrig, der dengang delvist var besat af englænderne. I årene efter 1500 begynder Frankrig at blomstre og bliver til en af de mest magtfulde stater i Europa med kolonier på flere kontinenter. Hele verden vendte blikket mod Frankrig, der blev et forbillede. Under adelsvældet konkurrerede man nærmest i at opføre slotte og andre pragtbygninger, som den dag i dag kan besøges. Revolutionen var en logisk konsekvens, og vejen var banet for en republik, der dog i 150 år skulle skifte status til både konge- og kejserrige, bl.a. under Napoleon Bonaparte. Verdenskrigene hærgede, grænser blev flyttet og kolonier gik tabt. I dag har den franske stat stadigvæk oversøiske departementer og territorier, som er lige så franske som Frankrig selv.

Storslået natur

Overalt i Frankrig finder man storslået natur. I Normandiet og Bretagne ud mod den Engelske Kanal kan man nyde de rå og vilde klippekyster og både Atlanterhavet og Middelhavet lokker med skønneste sandstrande. Maleriske vinklædte flodlandskaber med de smukkeste slotte og marker med blomstrende solsikker og duftende lavendler bidrager til Frankrigs nærmest glansbilledagtige idyl. Med Vogeserne i nord, Centralmassivet i midten, Pyrenæerne i syd og Alperne i vest og Mont Blanc som kongen over dem alle skal man aldrig køre langt for at blive betaget af høje tinder og dybe dale. Alle disse forskellige landskaber krydres med de mest maleriske blomsterpyntede landsbyer, fascinerende storbyer med spændende seværdigheder og det franske ”savoir vivre” – den franske livsstil.

De franske livsnydere

For om nogen ved franskmændene at ”nyde livet”. Her går urene lidt anderledes. Man tager sig tid til de vigtigste ting i livet. Det er den daglige kop kaffe på den lokale café- måske med en croissant til, man forinden har købt hos bageren. Det er søndage med langvarige hyggelige familiemiddage på restaurant. Det er et godt glas vin efter et slag boule eller indkøb på torvet. Der skal ikke herske tvivl om at franskmænd er et folkefærd, der forstår at hygge sig, selvom man i hverdagen er mere formel end i Danmark. Skrønen om den arrogante franskmand, der ikke taler andet end fransk er heldigvis efterhånden blevet manet i jorden.

Kultur, mad og vin

I århundreder har mennesker i Europa kopieret Frankrig, hvis kultur gjaldt som særdeles fornem og forbilledlig. Den dag i dag er landet kendt for mode, musik, mad, vin og litteratur.  Det franske køkken – uanset om det er traditionelle retter eller Nouvelle Cuisine - er verdensberømt. Således er det også Frankrig, der kårer verdens bedste kokke og restauranter. Landet har, begunstiget af det rigtige klima, den største vinproduktion i verden, som er blevet perfektioneret gennem de seneste 2.600 år. Frankrig var også det første land, der indførte en streng vinlov, som yderligere har bidraget til kvaliteten. Derfor er den franske vinverden noget mere kompleks end i andre lande. Et spændende område at dykke ned i.

Kontakt Best Travel

Har du brug for hjælp?

 

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt. Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.