La Sagrada Familia
La Rambla
Barcelona

Spanien

Barcelona

Pris pr. person fra
kr. 5.995

Tag med til den fortryllende storby med kultur, arkitektur og madscene i verdensklasseVi bor med fremragende beliggenhed i hjertet af Barcelona og tæt på stranden. En potpourri af sanseoplevelser på den bedste årstid i én af Europas mest inspirerende byer.

Cataloniens hovedstad ligger anlagt som et smukt kludetæppe mellem havet og bjergene. Glæd dig til at opleve Barcelonas middelalderlige bygninger, der ligger gemt i det gotiske kvarters skyggefulde gader – og til modernismens mesterværker, der blomstrer rundt omkring i byen. At besøge Spaniens næststørste by er en fornøjelse udover det sædvanlige. Den elegante by er fuld af atmosfære og med plads til alle sanseoplevelser. Det summer af kreativitet i Eixample kvarteret, hvor stjernearkitekten Antoni Gaudí (1852-1926) er blevet hele byens varemærke. Hans fantasifulde katedral, La Sagrada Família, er både smuk, særpræget og fascinerende. Det er let at forstå, at besøgende kommer fra hele verden, for at se hans mesterværker med finurlige kreationer. Der er også mulighed for på egen hånd at se Pablo Picassos store værker eller at tage med på en ekstraudflugt til museet med mange af Joan Mirós farverige mesterværker. Barcelona har et kæmpe udbud af seværdigheder, her er noget for enhver smag! Vi tager opdagelseshatten på, og udforsker den eventyrlige storby.

Med BEST TRAVEL bor vi på byens bedst beliggende hotel i det gotiske kvarter i gåafstand til rigtig mange seværdigheder. Det er super let at komme omkring - også med metrostation lige i nærheden. Vi har inkluderet et klippekort TMB T-Caual zone 1 (10 metroture), hvor hvert klip er gyldigt i 75 minutter.

Barcelonas vidtfavnende gane går fra fisk, skaldyr, jamón ibérico skinke, paella, elegante tapas-barer og fornemme gourmetrestauranter. De solbeskinnede strande langs Middelhavet er en fin kulisse til storbyen. Forkæl dig selv på en stemningsfuld bar ved solnedgang med et glas spanske bobler. Tag også med på turen til cava-vinlandet, hvor vi smager på Spaniens svar på champagne.

Rejs med til betagende Barcelona – byen, man aldrig bliver træt af.  

Barcelona 2023

Rejseplan

  • Dag 1 - Velkommen til Barcelona! Aftenbyrundtur
  • Dag 2 - La Rambla, Det Gotiske Kvarter & La Sagrada Família udefra
  • Dag 3 - Barcelona på egen hånd
  • Dag 4 - Fridag eller ekstraudflugt: Vingårdsbesøg & cavasmagninger
  • Dag 5 - Fridag eller ekstraudflugt: Fundació Joan Miró
Hent pdf-udgave af rejsen
Stepmap Map Barcelona 2022 V2

Inkluderet i prisen

Direkte fly til Barcelona t/r inkl. bagage

Lufthavnstransfer t/r

Bustransport i Spanien

4 nætter på Hotel Rialto ***

4 x morgenmad

2 x tapas-frokost

Klippekort TMB T-Caual zone 1 (10 metroture)

Udflugter iflg. program:

  • Aftenrundtur i Barcelona
  • Spadseretur på La Rambla
  • Byvandring i Det Gotiske Kvarter
  • Entré til domkirken

Dansk rejseleder på rejsemålet

Ikke inkluderet i prisen

Øvrige måltider og drikkevarer

Turistskat ca. EUR 16,-

Drikkepenge

Afbestillings- og rejseforsikring Læs mere

Dobbeltværelse til enebrug kr. 900

Fast plads i bussen kr. 200-300

Ekstraudflugt: Vingårdsbesøg & cavasmagninger kr. 650

Ekstraudflugt: Fundació Joan Miró kr. 395

Dag 1

Velkommen til Barcelona! Aftenbyrundtur

Direkte fly til Barcelona, hvor vi modtages af vores erfarne rejseleder i lufthavnen. Efter ankomst tager vi på en lille aftenbyrundtur, der giver os et spændende førstehåndsindtryk af storbyen. På turen kommer vi forbi et af Gaudís hovedværker, det forunderlige hus, Casa Milà. Den gigantiske bygning er inspireret af naturens former. Husets facade er som klippevægge, og vinduerne som huler. Da huset stod færdigt, var det i dén grad genstand for latterliggørelse, man kaldte det for ”La Pedrera ” – stenbruddet.

Vi ser også den kendte plads, Portal de la Pau, med den store statue af søhelten Christoffer Columbus, der blev lavet som en hyldest for hans opdagelse af Amerika. 

Herefter indkvarteres vi på vores hotel i hjertet af byen.

Dag 2

La Rambla, Det Gotiske Kvarter & La Sagrada Família udefra

Efter morgenmad tager vi på byvandring. Turen starter på den berømte La Rambla, der ligger mellem Plaça de Catalunya og havet. Vi mærker byens sjæl på den livlige gågade, hvor blomstersælgere, gadeartister og karikaturtegnere befinder sig mellem fortovscaféer og skyggefulde træer.

Vi kikker ind på det meget farverige fødemarked, La Boqueria, der tælles blandt Europas bedste. Byens indbyggere er ikke uden grund stolte af deres kulinariske arv. Det er nærmest en fornøjelse at fare vild på det 2.500 m2 store marked med over 300 boder. Her findes et kæmpeudvalg af stort set alt inden for det spanske køkken. Luften er spækket med skønne maddufte.

La Rambla
La Boqueria
La Boqueria

Vi spoler tiden tilbage til middelalderen på turen gennem Det Gotiske Kvarter. Myriader af smalle gader snor sig mellem fortryllende pladser, svulmende middelalderbygninger, trendy caféer, stilfulde restauranter, tapas-barer og smarte modebutikker. Midt i det hele rager domkirkens skarpslebne silhuet i vejret. Vi besøger den store gotiske kirke, der er dedikeret til Barcelonas skytshelgen, Santa Eulàlia, der som kristen, nægtede at tilbede templets guder. Som straf blev hun udsat for skrækkelige lidelser, og kun 13 år gammel blev hun henrettet.

Klostergårdens smukke have og 13 gæs refererer til hvert af skytshelgens leveår.

På byvandringen kommer vi også forbi én af Barcelonas fornemme bygninger, Picassomuseet, der rummer en af de mest omfattende samlinger af den spanske kunstner Pablo Picasso (1881-1973).

Med metro fortsætter vi til den nye bydel Eixample, hvor vi har god tid til at beundre én af Spaniens allermest besøgte seværdigheder - symbolet for Barcelona - Gaudís ufuldendte kirke, La Sagrada Família. Et forbløffende arkitektonisk mesterværk - selv om det har været under opførsel i næsten 140 år. Gaudí havde udtænkt et banebrydende design, der rykkede alle kendte, arkitektoniske stilarter. Udefra ligner kirken et eventyrslot med farverige spir og fantasiblomster.

Tårnene rager over 100 meter op i luften. 12 tårne repræsenterer apostlene, 4 tårne evangelisterne og 2 tårne Jesus og Jomfru Maria. Af frygt for at projektet blev stoppet efter hans død, bestemte han sig for at begynde på den ydre del, fremfor det centrale skib. Selv om kirkens eneste indtægtskilde er borgernes frivillighed og private donatorer, håber man stadig byggeriet vil stå færdigt i 2026! Det er så stor en oplevelse at se kirken udefra, at man gerne går rundt om kirken flere gange. UNESCO har erklæret facaden som et verdensarvssted.

Gaudí brugte 43 år af sit liv på kirken. Han ønskede at skabe en katedral som en hyldest til Den Hellige Familie – La Sagrada Família (Marie, Josef og det lille Jesusbarn). Han arbejdede ud fra filosofien om, at naturen er Guds værk, og derfor er der overalt naturlige symboler i katedralen. Vi hører også om Gaudís liv lige fra afvisningen på arkitektskolen, rutsjeturen mellem over- og underklassen samt hans tragiske død. På dagens udflugt nyder vi en typisk tapas-frokost på en hyggelig lokal restaurant.

Under opholdet i Barcelona kan vi varmt anbefale et besøg på egen hånd i selve kirkerummet. Her opleves et enestående interiør, der blev færdigt i 2010, hvor det blev indviet af pave Benedict XVL. Søjler, med en trælignende struktur, skaber effekten af en levende skov med lys, der strømmer ind fra de utallige farvede ruder. Det er så smukt, at det næsten ikke kan beskrives – det skal ses med egne øjne. Billetter skal bestilles hjemmefra på kirkens hjemmeside: https://sagradafamilia.org/en/tickets-individuals. Entréen koster ca. EUR 26 med audioguide-app, som er tilgængeligt på 16 sprog (svensk). 

Dag 3

Barcelona på egen hånd

Dagen er afsat til at udforske den fantastiske by på egen hånd. Vi kan anbefale et besøg i Picassomuseet, hvor især den blå og den rosa periode er godt repræsenteret. Eller måske et besøg i Gaudís Casa Milà, hvor en tur på taget, med skorstene i ekstraordinære faconer, er en særlig oplevelse. For at undgå kø, kan billetter med fordel købes på museernes egne hjemmesider, inden afrejse fra Danmark.

Glem heller ikke besøget inde i La Sagrada Família! Tag en slentretur gennem den eksklusive forretningsgade Travessera de Gràcia, der byder på et væld af kendte mærker inden for design og tøj - eller måske frister en tur til stranden? Tilværelsen kan også nydes på en fortovscafé på en af byens hyggelige pladser, med en skøn paella og et glas boblende cava! Barcelona byder på et hav af muligheder, her keder man sig aldrig. 

Parc Guell, Barcelona
Casa Mila
La Sagrada Familia
Dag 4

Fridag eller ekstraudflugt: Vingårdsbesøg & cavasmagninger

Du kan vælge at udforske Barcelona på egen hånd, eller tage med på denne velsmagende ekstraudflugt.

Ekstraudflugt: Vingårdsbesøg & cavasmagninger
I mange år har mousserende vine været elsket til festlige lejligheder i det meste af verden. Forkæl dig selv med denne halvdagstur til cava-vinlandet midt i det bølgende bakkelandskab lidt vest for Barcelona. Sant Sadurní d’Anoias gode jordbundsforhold og mange solskinstimer gør området til det perfekte sted for fremstilling af den berømte, mousserende cavavin. Den fineste måde at fremstille mousserende vine på er efter ”méthode traditionelle”, hvor anden gæring foregår på flaske. Cava er den spanske pendant til champagne, som produceres på samme måde. Smagen er mere let og rund i forhold til champagne, og priserne er betydelig lavere. De gyldne dråber er Cataloniens vigtigste eksportvarer. Ordet cava er catalansk, og betyder hule eller kælder. Her refereres naturligvis til vinkældrene.  

Vi besøger Freixenet, der er verdens største producent af mousserende vine fremstillet efter samme metode som champagne. Vi følger druernes magiske forvandling, hører om produktionen, og ser hvordan tradition og banebrydende teknologi lever side om side. Efter en lille introduktionsfilm opleves den enorme vinkælder både til fods og med et lille tog. Besøget slutter med et glas cava. Freixenet blev grundlagt i 1889, og drives i dag af familiens 5. generation. Hvert år eksporteres herfra over 100 mio. flasker til mere end 150 lande.

Udflugten slutter med besøg på den smukke herregård Segura Viudas fra det 11. århundrede. De hvide bygninger, der i dag ejes af brødrene Segura, rummer én af Cataloniens mest anerkendte vingårde. Bygningen har både fungeret som kloster, fæstning og bondegård, men på ejendommen har man altid dyrket druer. Vinstokke voksede rundt omkring – og man kaldte derfor huset for ”Druernes hus”. Brødrene lancerede stolt deres egen cava, som hurtigt blev anerkendt for kvalitet, og det er derfor ikke uden grund, at Segura Viudas er et af de mest prisbelønnede mærker inden for cavafremstilling. Vi får en spændende rundvisning på vingården med besøg i den fine kælder, og hygger os med 2 lækre glas mousserende vine med udsigt til vinmarkerne.

Vi tager forbehold for, at udflugten kan aflyses, hvis der ikke opnås tilstrækkeligt antal tilmeldinger.

Dag 5

Fridag eller ekstraudflugt: Fundació Joan Miró

Du kan vælge at tage ud på egne oplevelser i storbyen eller tage med på denne interessante ekstraudflugt.

Værelset skal forlades senest kl. 12.00. Bagagen kan frit opbevares i hotellets reception.

Ekstraudflugt: Fundació Joan Miró
Få et indtryk af den spanske maler og billedhugger Joan Miró (1893-1983), der blev født i vores hotelbygning. Miró kombinerede abstrakt kunst med surrealisme, og tælles blandt én af verdens mest indflydelsesrige malere fra første halvdel af det 20. århundrede. Miró blev hædret med museet i hjembyen, Barcelona, hvor han også satte sit præg flere steder rundt omkring i byen. I lufthavnen i terminal 2 har han designet en 50 meter lang mosaik. Måske har du allerede lagt mærke til hans mosaikker på La Rambla? Han har også designet logoet til den største bank, La Caixa.

Med metro og kabelbane kommer vi til museet Fundació Joan Miró, der ligger på den over 200 meter høje Montjuïc-bjergside. Museet blev grundlagt af kunstneren selv i 1975, og rummer nogle af Mirós mange mesterværker med stærke farver og fantastiske former. Her er over 200 malerier og 169 statuer – og glem ikke at se Barcelona-serien. Fra museets terrasse er der en smuk udsigt over byen. Den imponerende bygning med middelhavstræk er flot integreret i landskabet, og anses som et af de fineste i byen.

OBS: Min. 15 deltagere kræves for gennemførelse af ekstraudflugten

Vi mødes til sen tapas-frokost i gåafstand fra hotellet, inden vi med egen bus kører til lufthavnen og først på aftenen flyver tilbage til Danmark.

Har du brug for hjælp?

Kontakt Best Travel

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.

Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.

Din henvendelse