Nordkorea – Et indblik i verdens mest lukkede land
10. november 2025
Kirsten Hansen
Et besøg ved DMZ, grænsen mellem Nord- og Sydkorea, giver dig en enestående mulighed for at opleve historie, spænding og perspektiv på nært hold. Med Best Travel til Sydkorea får du indblik i en kompleks virkelighed, der både vækker refleksion og giver en dybere forståelse af landets delte fortid.
En nation – to verdener
Der findes næppe et sted i verden, hvor kontrasterne står stærkere end ved den koreanske demilitariserede zone – DMZ. Her, hvor Nord- og Sydkorea mødes, men ikke forenes, har tiden på mange måder stået stille siden grænsen blev trukket i 1953 som en våbenhvilelinje efter Korea-krigen. Det 4 km bredde og 250 km lange ingenmandsland er spækket med pigtråd, soldater og overvågning – og er verdens mest bevogtede grænse.
Når man står her, kan man ikke undgå at tænke på Berlinmuren, der i årtier delte Tyskland og familier midt over. Berlinmuren faldt i 1989, men grænsen mellem Nord- og Sydkorea står her stadig – som et åbent sår i et folk, der deler historie, sprog og blod.
Her findes stærke følelser. I årevis samledes sydkoreanere ved et særligt udsigtspunkt for at mindes de familiemedlemmer, de mistede kontakten til, da grænsen blev sat. Medbragte blomster, tændte lys og blikket mod nord gav dem følelsen af at være tættere på dem, de havde kær. Grænsen har nu været der i over 70 år, og de fleste af disse sydkoreanerne er her ikke længere. Traditionen rører dog stadig både koreanere og udlændinge, når de står på stedet og mærker historiens tavse vidnesbyrd.
Et glimt af hverdagen i Nordkorea
Hvordan lever man i et land, hvor verden udenfor næsten ikke findes?
På den anden side af grænsen lever cirka 26 mio. mennesker i en af verdens mest lukkede og kontrollerede samfund. I hovedstaden Pyongyang ses enkelte biler på de brede, næsten tomme boulevarder – de fleste nordkoreanere har aldrig haft adgang til en bil, og benytter i stedet cykle eller må gå.
Livet er gennemsyret af propaganda og kontrol. Staten overvåger borgernes færden, og alle ved, at man aldrig er helt alene. Selv i familier frygter man at tale frit – for enhver kan være informant. Religion er forbudt, internettet eksisterer ikke for almindelige borgere, og nyheder kommer kun fra statens egne medier. Det er en hverdag, hvor loyalitet til styret er altafgørende, og hvor en enkelt kritisk bemærkning kan få fatale konsekvenser.
Samtidig lever befolkningen i skyggen af en altomfattende personlighedskult omkring Kim-familien, der i tre generationer har styret landet med ideologien "Juche" – en form for selvforsynende kommunisme. Store monumenter, paradepladser og ideologisk arkitektur præger bybilledet. Turister møder ofte en iscenesat virkelighed – men bag facaden findes et folk, der, trods hårde vilkår - udviser varme, stolthed og dyb respekt for traditionerne.
Nordkoreanerne lærer fra barnsben at ære deres ledere, og mange tror oprigtigt, at styret beskytter landet mod verdens farer. Den ydre verden er ukendt for de fleste – de ved ikke, hvordan internettet fungerer, hvad der foregår internationalt, eller hvordan livet leves blot få kilometer sydpå.
Hjælp på trods af lukkede døre
Selv om Nordkorea er isoleret fra det meste af verden, bliver der i det stille udført et vigtigt humanitært arbejde for befolkningen – især børn og sårbare grupper. Internationale organisationer har i samarbejde med myndighederne blandt andet været med til at oprette en operationsstue uden for hovedstaden, hvor nordkoreanske læger nu kan operere under ordentlige forhold.
Der er også blevet leveret hjælpemidler til børn med Downs syndrom og støtte til skoler og institutioner for døve børn – grupper, der ellers lever et meget stille liv i samfundets skygge. Hjælpen foregår på nordkoreanernes præmisser, men den gør en forskel.
Bag pigtråd og propaganda findes mennesker med samme behov for sundhed, omsorg og muligheder som alle andre – og det humanitære arbejde er med til at bygge bro, hvor politik ikke kan.
Hjælp på trods af lukkede døre
Selv om Nordkorea er isoleret fra det meste af verden, bliver der i det stille udført et vigtigt humanitært arbejde for befolkningen – især børn og sårbare grupper. Internationale organisationer har i samarbejde med myndighederne blandt andet været med til at oprette en operationsstue uden for hovedstaden, hvor nordkoreanske læger nu kan operere under ordentlige forhold.
Der er også blevet leveret hjælpemidler til børn med Downs syndrom og støtte til skoler og institutioner for døve børn – grupper, der ellers lever et meget stille liv i samfundets skygge. Hjælpen foregår på nordkoreanernes præmisser, men den gør en forskel.
Bag pigtråd og propaganda findes mennesker med samme behov for sundhed, omsorg og muligheder som alle andre – og det humanitære arbejde er med til at bygge bro, hvor politik ikke kan.
Flugtens høje pris
Trods risikoen forsøger ca. 1.000 mennesker hvert år at flygte fra Nordkorea. Tidligere var tallet langt højere, men skærpet grænsekontrol har gjort flugten endnu vanskeligere. De fleste forsøger at krydse grænsen mod Kina – en rejse fyldt farer. I Kina er nordkoreanske flygtninge ikke anerkendt som politiske, men som illegale migranter. Mange - især kvinder – falder i hænderne på menneskehandlere, tvinges til ægteskab eller prostitution - eller sendes tilbage til Nordkorea, hvor de risikerer fængselsstraf.
De, der når hele vejen til Sydkorea, står over for en helt ny virkelighed. Overgangen til et nyt moderne samfund, de aldrig før har kendt til, kan være voldsom. De skal lære at bruge penge, gå på indkøb, navigere på internettet og forstå en verden, hvor man selv træffer valg. Mange taler et sprog, som deres sydkoreanske landsmænd oplever som gammeldags, og kulturelt er kløften dyb.
Heldigvis er der hjælp at hente. Sydkorea har oprettet særlige skoler, hvor flygtninge i flere måneder får undervisning i samfundsforhold, teknologi og daglige færdigheder. Flere organisationer yder samtidig støtte – psykologisk, socialt og økonomisk – så de kan finde en ny begyndelse. Alligevel føler mange sig som fremmede i deres eget land. For selvom de er landsmænd, er livserfaringen så forskellig, at det tager år at finde fodfæste. Mange kæmper med traumer, ensomhed og identitetstab.
Håbet om genforening
Hos mange koreanere – både nord og syd – lever drømmen stadig om et samlet Korea, hvor familier igen kan mødes. For nogle er det et nostalgisk håb, for andre et nationalt mål. Men efterhånden som generationerne skiftes ud, og forskellene vokser, bliver realismen også en del af fortællingen. Genforening kræver mere end et fælles flag – det kræver tillid, tid og mod.
Et sjældent møde
Under rejsen med Best Travel til Sydkorea vil du få mulighed for at opleve et sjældent og rørende møde med mennesker fra nord. På en særlig restaurant arbejder tjenere, der selv er flygtet fra Nordkorea og nu har fundet en ny tilværelse i syd. Her smager vi autentiske retter fra det nordkoreanske køkken, og der bliver mulighed for at stille spørgsmål, og mærke nærværet i deres historie.
Det er en oplevelse, der sætter sig – ikke fordi den er dramatisk eller voldsom, men fordi den minder os om, hvor tæt vi er forbundne. At frihed og menneskelig kontakt er alt afgørende.
Grænsen ved DMZ er ikke blot en fysisk linje i landskabet, men et sted hvor liv, håb og længsel mødes.
En dag med nærvær - og en oplevelse, der gør indtryk og giver nye perspektiver i trygge rammer med gensidig respekt. En påmindelse om, hvor vigtigt det er at forstå – ikke bare verden, men hinanden.