Ø ved Biarritz
Espelette
Saint-Etienne, Espelette

Frankrig

Sydfrankrig mellem to have

Pris pr. person fra
kr. 17.995

Tag på en fantastisk opdagelsesrejse fra Middelhavet til Atlanterhavet! Oplev Sydfrankrigs berømte og skjulte perler og Pyrenæernes storslåede bjerglandskaber. Canal du Midi, som er en af de mest bemærkelsesværdige kanaler i verden, vil tage dig på en afslappende og naturskøn sejlads. Du vil også besøge Carcassonnes imponerende middelalderfæstning og Albis kæmpe katedral, som er helt enestående i verden. Turen fortsætter til Toulouse og Pau, hvor endnu flere fantastiske oplevelser venter. Svæv op i højderne og kør med Europas højest beliggende togbane med et panorama, der vil tage pusten fra dig. Sidst men ikke mindst, lær om Baskerlandets kultur og besøg Atlanterhavets perle Biarritz. På denne rejse er unikke oplevelser garanteret!

Mange har måske allerede fået et glimt af den sydligste del af Frankrig fra Tour de France og har drømt om at besøge denne fantastiske egn, der byder på helt enestående naturoplevelser og nogle af Frankrigs mest spændende UNESCO-kulturværdier. Det er der mulighed for nu, når vi besøger de største seværdigheder mellem fra Béziers til Biarritz.

Vi starter rejsen med direkte fly til Montpellier, hvor vi møder Middelhavet. Den første overnatning sker i Provinsbyen Béziers, der som et lille Paris bare oser af fransk charme med sine hyggelige fortovscafeer. Beziers beliggenhed ved Canal du Midi med sine 9 sluser gør byen ekstra spændende. Vi kommer til at følge Canal du Midi det meste af vejen, og går derfor naturligvis i dybden med dette utrolige bygningsværk fra det 17. århundrede. Vi ser nærmere på sluser, sejler på kanalen og besøger pumpeværket, der føder kanalen. Et helt igennem fantastisk bygningsværk, der står på UNESCOS liste over kulturel verdensarv.

Man kommer ikke uden om Middelalderfæstningen Cité de Carcassonne, som ikke kan andet end at imponere. Når man først møder Madame Carca, som fæstningen kærligt kaldes af beboerne, føler man sig meget lille.

I katedralbyen Albi sover vi i to nætter, så vi får god mulighed for at lære Maleren Toulouse Lautrecs fødeby at kende. Vi besøger hans museum og ikke mindst byens enorme sakrale bygningsværk. Albis katedral gælder som den største teglstenskirke i verden.

På den videre færd gøres der holdt i den ”lyserøde by” Toulouse med sine teglstensfacader og spændende bygningsværker, inden vi tager toget til næste stop, byen Pau. Pau med sin bjergtagende beliggenhed ved foden af Pyrenæerne og palmepromenade bliver vores sidste overnatningssted og udgangspunkt for vores fantastiske udflugter til både Jurançon vindistriktet, Pyrenæernes bjergtoppe med den højest beliggende togbane og Baskerlandet.

I 4 nætter bor vi på det flotte Mercure Hotel, der ligger roligt, lidt i udkanten af Paus centrum, og som byder på en forfriskende pool.

Er man mere til havet, så bliver der god mulighed for at bade i Atlanterhavet, når vi den sidste dag besøger Biarritz, inden vi sidst på dagen flyver til Paris og derfra videre til København.

Denne rejse er en enestående blanding af storslået natur, spændende kulturelle besøg og fransk charme. Den henvender sig til alle, der gerne vil gå i dybden med Sydfrankrig.

Rejseprogram 2024

Rejseplan

  • Dag 1 - Fly til Montpellier –Middelhavet - Canal du Midi – Béziers
  • Dag 2 - Sejltur på Canal du Midi – Carcassonne Cité – Revel – Albi
  • Dag 3 - Byvandring Albi – katedralen – Toulouse Lautrec Museet
  • Dag 4 - Toulouse – Pau
  • Dag 5 - Byvandring Pau – Vinsmagning i Jurançon
  • Dag 6 - Artouste togbane – Fårehyrde
  • Dag 7 - Saint Jean de Luz - Bayonne
  • Dag 8 - Espelette - Biarritz – Paris – København
Hent pdf-udgave af rejsen
Stepmap Map Sydfrankrig Mellem To Have2024

Inkluderet i prisen

Fly København – Montpellier

Fly Biarritz – Paris – København

8 dages rundrejse med luksusbus og tog fra Béziers til Biarritz

1 overnatning på 3-stjernet Hotel Imperator i Béziers

2 overnatninger på 4-stjernet hotel Mercure i Albi

4 overnatninger på 4-stjernede hotel Mercure i Pau

7 x morgenmadsbuffet

2 x 3-retters frokost (dag 1 og dag 6)

6 x 3-retters middag

Udflugter og entréer jf. program

Erfaren dansk rejseleder

Ikke inkluderet i prisen

Øvrige måltider og drikkevarer

Turistskat

Drikkepenge

Afbestillings- og rejseforsikring

Eneværelse kr. 1.800

Fast plads i bussen kr. 200-300

Dag 1

Fly til Montpellier –Middelhavet - Canal du Midi – Béziers

På lidt under 3 timer rammer vi Montpellier omkring middagstid. Bussen kører direkte ud til Middelhavet, hvor vi nyder udsigten over havet mens vi indtager en 3-retters frokost. Således forhåbentlig godt mætte kører vi på lidt under en time til Béziers, hvor vi besøger de 9 sluser på Canal du Midi og ser en animeret film om tilblivelsen af denne første UNESCO-kulturværdi på vores rejse.

Herefter kører vi til vores moderne hotel, der ikke kunne ligge mere centralt, lige ud til den flotte Allée Paul Riquet. Har man lyst til at se mere til byen, så tilbydes sidst på dagen en lille hyggelig byvandring med en herboende dansker, hvor man bl.a. kan beundre nogle af de spændende Trompe d’oeuil – vægmalerier, der snyder øjet.

Middag er denne aften ikke inkluderet.

Dag 2

Sejltur på Canal du Midi – Carcassonne Cité – Revel – Albi

Efter morgenmaden forlader vi Béziers og kører mod vest med bjergkæden Montagne Noir til højre og Pyrenæerne til venstre. I Carcassonne går vi ombord i en udflugtsbåd, der på en times sejltur giver os et godt indtryk af, hvordan det i gamle dage var at bruge kanalen som transportvej.

Herfra fortsætter turen til middelalderfæstningen Cité Carcassonne, der som en kæmpemæssig Fatah Morgana pludselig dukker op i horisonten og dominerer billedet. Den UNESCO-verdensarv registrerede fæstning er enorm og rummer en hel by med restauranter, butikker, borg og isboder.

Der bliver mulighed for at udforske byen på egen hånd, inden vi kører nordpå til Revel. Her går vi på en guidet rundvisning (på engelsk) i dybden med, hvor Canal du Midi får sit vand fra, når vi besøger reservoiret og pumpeværket. Det sætter hele det store konstruktionsarbejde med kanalen i relief, der allerede blev bygget i det 17. århundrede. Også denne seværdighed står opført over UNESCOS-verdensarvliste.

Der er ikke langt til Albi, hvor vi i to nætter skal bo på det skønne 4-stjernede Hotel Mercure Albi Bastides, der er indrettet i en historisk vandmølle. Her spiser vi også til aften. Mon ikke nogen vil lade aftenen klinge ud på panoramaterrassen med udsigt over hele byen og floden Tarn.

Dag 3

Byvandring Albi – katedralen – Toulouse Lautrec Museet

Efter morgenmaden venter en engelsktalende lokalguide, som vil vise os UNESCO-bydelen i Albi og fortælle om byens historie som ærkebispesæde. Med udsigt over Tarn-flodens bredder lyser bispebyen og det historiske centrum op takket være de røde mursten og tegltagene. Vi vandrer gennem det største fredede område i Sydfrankrig, hvor du kan beundre de smukke bindingsværkshuse, de pastelfarvede renæssancebyhuse, et romantisk kloster fra middelalderen, der er smukt dekoreret med blomster, og ikke mindst Lapérouses residens og Toulouse-Lautrecs fødested.

Inkluderet er også en guidet omvisning i Sainte Cécile-katedralen fra det 13. århundrede: Sainte Cécile byder på en forbløffende kontrast mellem den strenge ydre forsvarsarkitektur og rigdommen i den overdådige indre udsmykning. Denne fæstningskatedral er et vidnesbyrd om den kristne tro efter katharerne og et mesterværk inden for sydgotisk arkitektur. Katedralen gælder som den største murstenskatedral i verden.

Vi kigger indenfor i den arkitektonisk interessante markedshal med sine lækre lokale produkter og smager også på nogle. Frokost er denne dag på egen hånd.

Efter frokost mødes vi igen for at besøge Toulouse Lautrec Museet. Her får vi en gennemgang af hans værker i kronologisk orden og hører anekdoter om den kontroversielle maler og kunstnerlivet i Paris. Museet indeholder også moderne kunst af nogle af Toulouse Lautrecs venner.

Resten af dagen er der stadigvæk god tid til at flanere i den historiske bydel, inden vi spiser aftensmad på hotellets restaurant.

Dag 4

Toulouse – Pau

Efter morgenmaden og check ud forlader vi Albi og kører med bus på lidt mere end en time til Toulouse, Frankrigs fjerdestørste by og hovedstaden i regionen Occitanie. Byen er kendt for sin rige historie og kultur, og dens arkitektur er karakteristisk for de sydlige franske byer. Toulouse er også kendt som “la ville rose” (den lyserøde by) på grund af den røde mursten, der bruges i mange af bygningerne. Toulouse er dog også en moderne by og berømt for sin luft- og rumfartsindustri og som hjemsted for Airbus.

En engelsktalende guide tager os på en guidet tur gennem Toulouses historiske centrum. Vi besøger bl.a. Basilique Saint Sernin, der er den største romanske kirke i Europa og derfor er udnævnt til verdenskulturarv. Også Jakobinerklostret og Capitole besøges.

Der bliver tid på egen hånd, så man kan få tid til at se på butikker og spise frokost. Frokost er ikke inkluderet. Det kan være en idé at spise den lokale specialitet Cassoulet. Byen er også kendt for sin dyrkning og forarbejdning af violer, så violbolsjerne bør helt bestemt prøves.

Efter frokost køres vi til stationen og tager toget til Pau. Med Pyrenæerne om bagbord og når vi på behageligste vis efter ca. 3,5 time Pau. En lokal bus henter os og kører os til vores dejlige hotel Mercure Pau Palais des Sports. Måske nogen vil nyde et glas i baren eller en tur i poolen inden aftensmaden.

Dag 5

Byvandring Pau – Vinsmagning i Jurançon

Efter morgenmaden køres vi ind til Pau, hvor en engelsktalende guide vil vise os Pau og fortælle os om byens betydning og beboere gennem tiden.

Den største seværdighed er slottet, hvor den senere konge Henri IV blev født. Pau var dengang sæde for Navarra slægten, men mistede sin betydning i det 17. århundrede og med revolutionen. En ny opblomstring fik Pau i 1800-tallet med fødslen af Jean-Baptiste Bernadotte, konge af Sverige og Norge, og den nye Belle Epoque stil. Da en englænder beskrev den helsebringende milde luft i Pau, blev byen et populært rejsemål for briterne, hvilket byen i den grad bærer præg af. Og man forstår godt at de slog sig ned her, for Promenade des Pyrenées byder ikke kun på ren luft men et kæmpe panorama over Pyrenæerne.

Frokost er på egen hånd, men der er mulighed for at tilkøbe en frokost på en gourmetrestaurant i byen.

Efter frokosttid kører vi ud i vindistriktet Jurançon, som ikke er kendt af mange, da vinen stort set ikke eksporteres. Den liflige hvidvin er ikke kun sjælden, men smager også godt. Egentlig er den typisk tør, men den søde variant er ved at være den mest populære. Vingården, vi besøger er kendetegnende ved en helt fantastisk beliggenhed, omgivet af de kuperede vinmarker, så langt øjet rækker, og velkomsten er varm og venlig.

Vi kører tilbage til hotellet, hvor aftensmaden serveres.

Dag 6

Artouste togbane – Fårehyrde

Så snart vi har spist morgenmad skal vi opleve et af højdepunkterne i bogstavelig forstand. Husk endelig at tage en varm jakke med. Det kan godt være køligt i højderne. Vi kører op til til Artouste, hvor vi tager en gondol-svævebane, der på 15 minutter bringer os næsten lydløs op i over 2000 meters højde. Man nærmest blæses omkuld af den storslåede udsigt over nogle af Pyrenæernes højeste bjergtoppe.

Vi går ombord i et lille åbent tog, der kører os på lidt under en time langs med bjergskråningen, så man kan nyde de flotteste panoramaer man kan forestille sig. Vi gør holdt ved en betagende bjergsø, hvor frokosten venter på os. Med lidt held kan man se de nuttede murmeldyr, der lever i huler på skråningerne. Efter ophold går turen igen tilbage samme vej, vi kom fra. Artouste er virkelig en oplevelse, man ikke finder andre steder!

Når vi kommer ned i dalen igen møder vi en af de 10 fårehyrder, der går i området. Vi hører om hans liv med fårene og smager hans lækre fåreost. Et usædvanligt møde!

Vi kører tilbage til Pau, hvor der vil være mulighed for at blive sat af i centrum.

Aftensmad igen på hotellet.

Dag 7

Saint Jean de Luz - Bayonne

Vi køres ned til stationen i Pau og tager toget til Saint Jean-de-Luz. Her møder vi første gang Atlanterhavet. Byen er kendt for sit fiskeri, men også for sit hyggelige marked med sine lokale produkter, der tiltrækker folk fra nær og fjern. Her kan man hurtigt blive fristet af de mange boder. Der er ca. 10 minutters gang ud til markedet, som besøges, inden vi bevæger os tilbage til centrum af byen. Når man ser på husene, ser man straks, at man er kommet til en helt anden egn. Vi er kommet til Baskerlandet. De velholdte og farverige bindingsværkshuse udstråler en helt speciel charme. Gå på opdagelse i den hyggelige by. Hvis man har lyst, er der også god mulighed for at tage sig en dukkert fra den flotte sandstrand, som ikke er overrendt og ligger midt i byen. Frokost er denne dag ikke inkluderet.

Efter frokostpause går vi igen til stationen og tager denne gang toget til Bayonne, som nærmest gælder som hovedstaden for Baskerlandet. Ikke mindst er byen berømt for sin lækre skinke. Igen møder vi farvestrålende bindingsværkshuse. Vi besøger det interessante Baskiske Museum, der giver et rigtigt godt indblik i Baskerlandets traditioner og håndværk. Herefter er der god mulighed for på egen hånd at gå på opdagelse eller bare sidde og nyde en kop kaffe ved floden. Lad dig eventuelt friste af et stykke chokolade, for chokolade har Bayonne været kendt for i årtier.

Vi tager toget tilbage til Pau, hvor vi igen køres med bus til vores hotel, og hvor vi spiser aftensmad.

Dag 8

Espelette - Biarritz – Paris – København

Vi tager afsked med Pau og kører efter morgenmad igen vestpå. Vi besøger en af de kendteste baskiske og for egnen meget typiske landsbyer, Espelette, som også er navnet på den røde chilifrugt, der her dyrkes i stor stil og bærer samme navn som landsbyen. De stærke små peberfrugter hænger til tørre op ad husvægge og hegn og er et uundværligt krydderi i det baskiske køkken.

Vi fortsætter til Atlanterhavets Cannes, den smukke og mondæne badeby Biarritz, der blev kendt som Kejserinde Eugenies yndlings by. Der er ikke fastlagt noget specielt program. Rejselederen går en lille bytur til bl.a. fyrtårnet, der byder på en fantastisk udsigt over byen og havet. Hvis du er interesseret i mad og drikke, kan du også besøge Les Halles, den overdækkede markedshal, der er fyldt med smagsbarer, fiskeboder, økologiske bagerier og oste- og charcuterieforretninger. Der bliver god mulighed for at slappe af i byen, få sig en sidste frokost på rejsen, gøre de sidste indkøb eller svømme i Atlanterhavet.

Hen på eftermiddagen kører vi til lufthavnen og flyver til Paris, hvor vi skifter fly til København. Sen hjemkomst i København.

Har du brug for hjælp?

Kontakt Best Travel

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.

Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.

Din henvendelse