Lavendelmark
Camargue
Aix-en-Provence

Frankrig

Duften af Provence

Pris pr. person fra
kr. 14.995

Nyd synet af lavendelmarker så langt øjet rækker og lad dig forføre af alle duftene, der er så typiske for Provence. På denne rejse til det ”ægte” Provence kommer alle sanserne i spil når vi kører gennem det fascinerende provencalske landskab med nogle af Frankrigs smukkeste landsbyer, smager på rosévin, dufter til provencekrydderier og ser, hvordan parfume fremstilles. Med base i charmerende Aix-en-Provence udforsker vi Provence med alt det, området er berømt for. Glæd dig til uforglemmelige dage i et af Frankrigs mest naturskønne områder!

Når man siger Provence, må man også sige lavendel. For det er her man finder et hav af lavendler, der i sirlige rækker dekorerer landskabet i lilla og grønne nuancer. Vi kommer til at høre meget mere om den populære plante, når vi besøger en lavendelfarm og de steder, hvor man forarbejder lavendlen til spændende produkter. Mange har sikkert provencekrydderier i deres køkken. Også denne specialitet går vi i dybden med. Sidst men ikke mindst giver det solrige varme klima de bedste betingelser for oliventræer og vin. På en olivenfarm dufter og smager vi olivenolie og lærer, hvor forskellig olivenolie kan være. Vindyrkningen i Provence er ikke nær så omfattende som i andre franske vinregioner, men vinene får på grund af de mange solskinstimer en kraftig karakter, hvoraf 80% er rosévin.

Allerede på første dagen oplever vi en helt speciel egn i Provence, nemlig når vi besøger Camargue, der er kendt for sin specielle natur, flamingoer, rismarker, saltudvinding, tyre- og hesteopdræt. En egn med mange traditioner, der er så anderledes fra hvad vi kender i Danmark.

Vores base i 6 nætter bliver vidunderlige Aix-en-Provence. Vi er sikker på at vores gæster vil blive lige så forelskede i Aix-en-Provence, som alle andre, der har besøgt byen. Aix er en livlig by, der alligevel på sin vis har bevaret sit provinsielle præg med sine forskellige markeder, de små charmerende gader, sine springvand, museer og fortovscafeer. Her er noget for enhver smag, og vi bor rigtig godt og centralt i gåafstand til alt.

Aix-en-Provence er også et rigtig godt udgangspunkt for vores udflugter. Vi besøger bl.a. Verdonslugten, Valensole sletten, Luberonmassivet, romerbyen Arles, Les Baux med de spændende klippeformationer, Marseille og kystbyen Cassis ved Côte d’Azur. Vi sejler på Middelhavet og gør holdt i parfumebyen Grasse inden vi når til  Nice, hvor vi tilbringer den sidste nat i et fremragende hotel og hvor vi får en hel dag på egen hånd inden hjemrejsen med direkte fly til København.

Rejseplan

Rejseplan

  • Dag 1 - Fly til Montpellier - Camargue - Saintes-Maries de la Mer - Aix-en-Provence
  • Dag 2 - Byvandring i Aix-en-Provence
  • Dag 3 - Roussilon - Oliemølle og biofarm - Gordes
  • Dag 4 - Marseille - Cassis og sejltur
  • Dag 5 - Verdonslugten - Moustiers - Lavendeltur og besøg ved L’Occitane
  • Dag 6 - Les Baux-de-Provence - Arles
  • Dag 7 - Saint-Tropez - Grasse og Fragonard
  • Dag 8 - Tid på egen hånd i Nice - Fly til Danmark
Hent pdf-udgave af rejsen
Stepmap Map Duften Af Provence 2024

Inkluderet i prisen

Fly København – Montpellier og Nice - København inkl. bagage og transfer

6 overnatninger på 4-stjernede Hotel Rotonde

1 overnatning på 4-stjernede Novotel Nice Centre Vieux Ville

7 x morgenmadsbuffet

1 x 3-retters kombineret frokost/middag med aperitif og ¼ l rosévin

1 x 3-retters frokost med ¼ l rosévin

1 x 3-retters frokost

4 x 3-retters middag

Udflugter og entréer jf. program

Erfaren dansk rejseleder

Ikke inkluderet i prisen

Turistskat kr. 170

Øvrige måltider og drikkevarer

Drikkepenge

Afbestillings- og rejseforsikring

Eneværelse med fransk seng kr. 3.780

Fast plads i bussen kr. 200-300

Dag 1

Fly til Montpellier - Camargue - Saintes-Maries de la Mer - Aix-en-Provence

Vi flyver om morgenen direkte til Montpellier. På under 3 timer er vi allerede fremme. Vores bus venter os og det gør også de første spændende oplevelser under sydens sol. Der er ikke langt til Camargue, et af de mest særprægede naturområder i Frankrig, som nærmest er synonymt med tyreopdræt, vilde heste og lyserøde flamingoer.

Vi besøger en tyrefarm i nærheden af Saintes-Maries de la Mer, en såkaldt Manade. Her skifter vi transportmiddel og kører med en hestevogn ud gennem det specielle landskab til tyrene og ser forhåbentligt også de hvide heste og flamingoer. Besøget afsluttes med en for Camargue typisk bastant 3-retters kombineret tidlig middag inkl. apéritif, 1/4l rosévin og kaffe. Således mætte, kører vi videre til Aix-en-Provence til vores gode hotel midt i centrum. Der er ikke noget program denne aften, så gå selv på opdagelse i den skønne by.

Dag 2

Byvandring i Aix-en-Provence

Efter morgenmaden, som måske byder på en dansk overraskelse, skal vi på en to timers byvandring gennem Aix-en-Provence, hvor vi hører om byens historie, om maleren Cézanne, ser de smukke huse fra det 18. og 19. århundrede, den varme kilde, springvandene, den gamle bydel – der er bare så meget at se på i Aix. Turen afsluttes med et besøg, hvor vi hører om byens specielle bagværk ”Calisson” og historien om navnets tilbliven. Selvfølgelig skal vi også smage på dem.

Resten af dagen kan man udforske byen på egen hånd. Tag eventuelt en af de små busser, som kører rundt i den gamle by eller besøg det spændende kunstmuseum. Om aftenen mødes vi igen på hotellet og går sammen til en nærliggende restaurant for at spise aftensmad.

Dag 3

Roussilon - Oliemølle og biofarm - Gordes

Dagens udflugt bringer os op gennem Luberon – hjertet af Provence - til Roussilon. Undervejs oplever vi de første smukke lavendelmarker. Når vi når til Roussilon skifter farven fra lila og grøn til okker, idet Roussilon er kendt for sine okkerfarvede stenbrud. Området kaldes også for lille Colorado. Der bliver mulighed for at se nærmere på stenbruddet (entré ikke inkl.). Frokost er denne dag på egen hånd, og der vil blive holdt pause, så man kan finde en restaurant.

Bagefter besøger vi en oliemølle, hvor vi smager på op til 9 forskellige olier og 3 slags vin, hvis dufte igen er trigger alle vores sanser. 

Endnu et produkt, som er så typisk for Provence, er ”Herbes de Provence”. Vi besøger en biofarm, der producerer dette stærkt duftende middelhavskrydderi, hører om ingredienserne og lader os inspirere.

Sidste station denne dag bliver den lille typisk provencalske landsby by Gordes med kirken af Senanques midt i lavendelmarkerne. Et rigtigt postkortmotiv og næsten et ”must” på ethvert besøg i Provence.

Hen på aftenen venter en 3-retters middag på en speciel restaurant. Når aftenen går på hæld kører vi tilbage til Aix-en-Provence.

Dag 4

Marseille - Cassis og sejltur

Vi kører til Marseille, hvis klosterkirke Notre-Dame kan ses langvejs fra. Med et lille tog kører vi op på bjerget og ser nærmere på det spændende sted, hvorfra man kan skue over hele byen.

Marseille er kendt for mange ting, hvoraf Savon de Marseille – sæbe fra Marseille nok findes i enhver fransk husholdning. I dag er der kun ganske få små sæbeproducenter tilbage i Marseille. Det er en dejlig duft, der møder os, når vi besøger en af disse producenter, der fremstiller sæberne på basis af olivenolie.

Fra Marseille går turen til den lille stemningsfyldte fiskerby Cassis ved foden af Canaillebjerget. I den yderst charmerende gamle fiskerby nyder vi ikke kun en god 3-retters fransk frokost, men bestemt også udsigten fra restauranten. I Cassis går vi ombord i en udflugtsbåd, der bringer os ind i fjordene, de såkaldte calanques. På en times sejltur oplever vi det azurblå Middelhavs maleriske fjorde mellem de op til 400 m høje kalkstenklipper. Det er en lise for sjælen. Der bliver tid til at nyde stemningen i Cassis. Dog er dagen ikke slut endnu. Inden vi sætter kursen tilbage til Aix-en-Provence er der inkluderet en vinsmagning hos en lokal vinbonde, for når man siger Provence, skal man også sige Rosé-vin!

Dag 5

Verdonslugten - Moustiers - Lavendeltur og besøg ved L’Occitane

Vi skal op i højderne. Turen går til Verdonslugten, som er et storslået naturscenerie med storslåede udsigt. Derfra går turen til Moustiers, en lille landsby, men dog kendt ud over landets grænser for sin fajance. Allerede de kronede hoveder havde Moustiers Fajance på bordene. Byen imponerer med sine velholdte huse i de smalle stræder og indbyder til en spadseretur. Med rette er Moustiers udnævnt til en af Frankrigs smukkeste landsbyer. Vi spiser her en god fransk 3-retters frokost inkl. ¼ l vin og kaffe.

Ægte lavendel vokser først i 1000 meters højde. Derfor er de lavendelmarker, man normalt ser på lavendelture de såkaldte ”sæbe-lavendler”. Den dufter stærkere og er også en smule større end normal lavendel. Mere romantiske er dog de store lavendelmarker på Valensole-plateauet. Her blomstrer lavendelen fra juni til juli måned så langt øjet rækker. Træk vejret dybt og nyd duften af Provence! På turen besøger vi et lavendelmuseum og en lavendelfarm, hvor vi hører alt om dyrkningen og ser, hvordan den høstes og forarbejdes. Ja, vi smager endda på lavendel.

Til sidst besøger vi den kendte virksomhed L’Occitane, der er kendt for sine typiske biologiske hudplejeprodukter og parfumer, alle fremstillet bæredygtigt af naturlige ingredienser. Bagefter kan man beundre blomsterne i den mediterrane have.

Der er ikke inkluderet middag denne dag.

Dag 6

Les Baux-de-Provence - Arles

Første programpunkt på dagen er et besøg i Arles, som også kaldes for Provences Rom. Byen blev kendt pga. maleren Van Gogh, men er især en by med mange seværdigheder fra romertiden som f.eks. amfiteatret og Alyscamps (entréer til monumenter er ikke inkluderet). På en 2 timers guidet tur gennem den historiske bykerne får vi mere at vide.

Der bliver tid på egen hånd i byen (Frokost er ikke inkl.) før vi fortsætter til nye sanseindtryk. Vi kører til Huegenot-fæstningen Les Baux-de-Provence, der ligger på en bjergtop i Alpillerne med sine typiske hvide klippeformationer. Det var stenarten Bauxit, som lagde navn til byen, og som blev udvundet af lokale stenbrud. I et af disse stenbrud besøger vi Les Carrières de Lumières, hvor man ved hjælp af en masse teknologi har levendegjort bl.a. Van Goghs malerier ledsaget af musik og projiceret på de enorme klippevægge. Det er en helt fantastisk oplevelse, som man kan leve længe på, og som næsten er umulig at beskrive. Tid på egen hånd i den hyggelige by. Gå endelig op på slottet, hvorfra man har en imponerende udsigt ud over landskabet.

Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til Aix-en-Provence, hvor vi spiser en 3-retters middag på en nærliggende restaurant.

Dag 7

Saint-Tropez - Grasse og Fragonard

Det er tid til afsked med Hotel Rotonde og deres personale. Efter morgenmaden kører vi via Bormes-Les-Mimosas til Saint-Tropez, hvor vi gør ophold, så man kan beundre de store Yachts som normalt ligger i havnen. Det er de riges legeplads, men byen har alligevel bevaret sin charme. Vi skal igen ud at nyde havluft, idet vi på 20 minutter krydser Golfen af Saint-Tropez for at komme til Saint-Maxime. Derfra fortsætter vi turen til ”duftenes by” Grasse. Vores næse kommer igen på overarbejde når vi besøger den berømte parfumeproducent Fragonard. Her har man formået at kombinere traditionel parfumefremstilling med moderne teknologi.

Vi ender i Nice, hvor vi overnatter på et fremragende centralt beliggende hotel med 360 graders panorama swimmingpool ud over Nices tage. Aftensmaden indtages på hotellet.

Dag 8

Tid på egen hånd i Nice - Fly til Danmark

Værelserne står til rådighed til kl. 11, så der er også tid til en svømmetur i poolen. Der checkes ud og bagagen sættes i depot. Vi har ikke inkluderet noget særligt program denne dag. Rejselederen går en orienteringstur, hvorefter man kan hygge sig, gøre de sidste indkøb, ligge på stranden eller flanere på Promenade des Anglais. Der bliver rigtig god tid i byen, da flyet først afgår om aftenen. Sidst på dagen er der transfer til lufthavnen, og vi flyver på lidt under 3 timer direkte til København.

Har du brug for hjælp?

Kontakt Best Travel

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.

Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.

Din henvendelse