Inkluderet i prisen
Direkte fly til Budapest t/r inkl. bagage
Lufthavnstransfer t/r
Bustransport i Ungarn
4 nætter i Budapest (4-stjernet i centrum)
4 x morgenmad
1 x strudelfrokost inkl. strudeldemonstration
1 x middag (2 retter på lokal restaurant)
Udflugter iflg. program:
Byvandring til Operaen og i hotellets nærområde
Byrundtur i det elegante Budapest
Byvandring i Det jødiske Kvarter
Aftensejltur på Donau inkl. 1 glas vin
Dansk rejseleder
Øvrige måltider og drikkevarer
Drikkepenge
Afbestillings- og rejseforsikring
Dobbeltværelse som eneværelse kr. 1.875
Fast plads i bussen kr. 200-300
Ekstraudflugt: Landsbyen Martonvásár inkl. minikoncert kr. 475
Velkommen til Ungarns hovedstad
Med fly direkte til Budapest. Efter ankomst kører vi til vores dejlige hotel, der ikke ligger langt fra hverken Donau-floden, Operaen eller Margitøen.
Efter indkvartering går vi en tur i hotellets nærområde, og kommer forbi det fine Operahus. Huset blev åbnet i 1884 under stor pomp og pragt med kejser Franz Josephs tilstedeværelse. Operaen ligger på en af Budapests mest berømte boulevarder, Adrássy út – Ungarns svar på Champs-Élysées i Paris. Gaden er 3 km lang, og forbinder Pest-bydelen med Helteparken og parlamentet.
På en hyggelig lokal restaurant hygger vi os med en 2-retters middag, inden vi vender tilbage til hotellet, hvor vi skal bo i 4 nætter.
Byrundtur i elegante Budapest
Om formiddagen oplever vi byens storhed og elegance på en flot bustur. Vi kommer forbi Ungarns vigtigste kirke, Skt. Stefan Katedralen. Da byggeriet var i gang kollapsede kuplen under en storm i 1868. En fiasko, som betød, at en stor del skulle rives ned og genopbygges fra bunden.
Videre forbi Heltepladsen og byens vartegn, det imponerende parlament, som ligger malerisk ved bredden af Donaufloden. Arkitekten Imre Steindl vandt konkurrencen om opførelsen af parlamentet, der er landets største bygning med 691 rum. Steindl var inspireret af Houses of Parliament i London, som for ham var forbilledet på demokrati. Da Ungarn var under kommunistisk styre, tronede en rød stjerne på kuplens top, men den blev fjernet da landet afskaffede kommunismen i 1989.
Vi krydser Donaufloden, for at besøge Buda-bydelen. Vi tager elevatoren op til Borghøjen, og går det sidste stykke op til den berømte Fiskerbastion, der er tilføjet UNESCOs verdenskulturarvsliste. Tidligere beskyttede fiskerne dette område – heraf navnet. I dag er området især kendt for sin formidable panoramaudsigt over Pest-bydelen, og herfra har vi det bedste syn til det fantastiske parlament. Her findes også Matthiaskirken, og det gamle højtliggende borgkvarter med hyggelige gader og landets største antal af fredede bygninger, der vidner om Ungarns historie. Vi går en lille tur ad den charmerende gade Úri utca med gamle huse og fornemme palæer.
Kongeslottet stjæler billedet med sin vælde og smukke nyklassicistiske byggestil, og herfra nyder vi atter engang det imponerende syn over Budapest.
Turen slutter med en spændende frokost i Strudelhuset – en ægte ungarsk gastronomisk oplevelse. Væggene fortæller om familiens historie gennem 100 år, hvor man altid har gjort en indsats for at bevare den gamle tradition. Først får vi en demonstration af, hvordan man laver strudel, og hvordan man strækker i dejen, der nærmest er en kunstform. Den mest kendte ret er ”Apfelstrudel” – en mørdejskage med æbler. Vi kører med offentlig transport tilbage til hotellet.
Dagen på egen hånd eller ekstraudflugt til Landsbyen Martonvásár
Nyd dagen på egen hånd i Budapest. Måske har du lyst til at gå på opdagelse i byens næsten uendelige caféverden? Her kan vi varmt anbefale et besøg på ”Gerbeaud”, der er en legende inden for caféverdenen. Læg mærke til caféens unikke interiør, som er en blanding af ødselhed med fyldige gardiner, rokokoagtige møbler og store spejle - en sjælden fornøjelse. Eller måske et besøg på ”Café New York”, der tælles blandt verdens smukkeste caféer med overvældende lysekroner og snoede marmorsøjler, indrettet i et smukt og forgyldt palæ.
Ekstraudflugt: Landsbyen Martonvásár inkl. minikoncert
Tag med til den romantiske landsby Martonvásár blot 40 km fra Budapest. Byen var engang affolket og lignede en sumpet vildmark. Gennem årene 1758-1893 har 4 generationer af Brunszvik-familien genoplivet hele byen med gader, huse, skole og en kirke. Samtidig blev det gamle gods fra kejserinde Maria Theresias tid ombygget til Brunszvik Slot. Et medlem af familien blev nær ven med Ludwig van Beethoven (1770-1827), og slottet blev hurtigt hans foretrukne tilflugtssted. Her skrev han ”Für Elise” og færdiggjorde flere af hans berømte musikstykker. I 1875 blev slottet moderniseret, og der blev tilføjet en ekstra etage. Samtidig anlagde man nogle af de smukkeste haver i Ungarn, som blev kaldt ”Et hjørne af England”, og med stolthed værnede man om Beethoven, der havde haft en særlig passion for stedet. Senere blev familien af økonomiske årsager tvunget til at sælge slottet.
Vi besøger det snehvide gotiske Brunszvik Slot, der er ét af de smukkeste i hele Ungarn, og her overværer vi en minikoncert (30 min) fremført af 2 musikere med musik af bl.a. Beethoven og Mozart. Med lokalguide besøger vi Beethoven Museet, og slentrer gennem slotsparken fyldt med smukke træer – og Beethovens træ er her stadig! Det er svært at forestille sig, at det hele engang var et en gold vildmark. Vi nyder den idylliske engelske have, og hører om Beethovens hemmelige affære med én af slottets døtre.
Måske er det her, du skal prøve den klassiske gullasch-ret med et glas palinka, Ungarns traditionelle pærebrændevin, inden vi kører tilbage til hotellet?
Det jødiske Kvarter og sejltur på Donau i aftenlysets skær
Om formiddagen udforsker vi til fods Det jødiske Kvarter, Erzsébetváros, der bærer gribende minder fra historien om ungarske jøder, der blev dræbt i Holocaust under 2. Verdenskrig. Udefra ser vi Europas største synagoge, Dohány, med plads til 3.000 mennesker. Vi ser også ”sølvtræet” med blade, hvorpå der er påsat navne på jøder, der mistede livet i koncentrationslejre. Selv om der stadig kan ses skudhuller i flere mure rundt omkring i kvarteret, er det heldigvis blomstret op med et meget spændende miljø og forretningsliv. Her finder vi butikker med det ungarske bæredygtige livstilsmærke ”Printa”, lokal kunst og design, men også hyggelige kosher-restauranter, hvor der serveres lækker hummus, pitabrød osv.
Særlig populært er ruinbarerne, der er enkelt indrettet i nedlagte fabrikker. Flere steder hygger man sig også her med livemusik.
Eftermiddagen er afsat til egne oplevelser i byen. Uanset om du er interesseret i politik eller ej - er en rundvisning i Ungarns flotte parlament et besøg værd. Tag evt. den berømte sporvognslinje 2, der kører langs floden til den pompøse Parlamentsplads. Parlamentet er storslået - både udvendig og indvendig. Fra hovedtrappen med røde løbere, skulpturer og fresker i loftet, føres man op til den fantastiske udsmykning i kuppel- og gobelinsalen. (Billetter skal bestilles hjemmefra i meget god tid på www.parlamentobudapest.com - pris pr. person ca. EUR 25.
Vi kan også anbefale et besøg i Budapests store indendørs fødevaremarked, der er fyldt med dufte og skønne lokale specialiteter. Læg mærke til de mange tørrede paprika, som findes i forskellige smagsvarianter, som Ungarn er kendt for.
Det ideelle tidspunkt at opleve Budapest er når solen er på vej ned. At se den oplyste by fra vandsiden er ufattelig smukt. Vi sejler under broerne, og ser kongeslottet og parlamentet badet i lys, mens vi nyder et glas vin. Dette er den perfekte afslutning på skønne dage i Budapest. Sejlturen varer ca. 1 time og inkl. audioguide. Vi kører med sporvogn fra hotellet til kajen t/r.
Hjemrejse
Har du lyst kan du om formiddagen prøve et af byens berømte kurbade? Rejselederen hjælper gerne med planlægning og evt. andre forslag. Ved frokosttid kører vi til lufthavnen, og flyver direkte tilbage til Danmark.
Kontakt Best Travel
Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.
Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.