Inkluderet i prisen
Fly til Azorerne t/r inkl. bagage
Indenrigsfly São Miguel-Terceira
Lufthavnstransfers t/r
Bustransport på São Miguel og Terceira
5 nætter i Ponta Delgada på charmerende 3-stjernet plus hotel
3 nætter i Angra do Heroísmo på 4-stjernet hotel
8 x morgenmad
3 x frokost inkl. drikkevarer
1 x picnic frokost
2 x middag inkl. drikkevarer
Udflugter iflg. program:
Erfaren dansk rejseleder
Øvrige måltider og drikkevarer
Drikkepenge
Afbestillings- og rejseforsikring
Eneværelse kr. 3.895
Fast plads i bussen kr. 200-300
Ekstraudflugt: Hvalsafari kr. 635
Ankomst til São Miguel – den grønne ø
Vi flyver via Lissabon til Azorernes hovedø São Miguel, hvor vi skal bo i øgruppens charmerende hovedstad Ponta Delgada i 5 nætter på et hyggeligt og central beliggende hotel. Alle Azorernes 9 øer har fået navn efter en farve, og São Miguel kaldes for ”den grønne ø” - det er let at forstå, når vi de næste dage skal opleve øens vilde og frodige vegetation.
Byvandring i Ponta Delgada
Efter morgenmad går vi på opdagelse i Azorernes største by med ca. 70.000 indbyggere. Vi spadserer gennem byens brolagte gader, og kommer forbi mange af de smukke, velholdte, hvide huse. Bybilledet domineres af de flotte paladser og kønne barokkirker. Vi besøger kirken Igreja Matriz de São Sebastião, der er kendt for sit flotte alter udskåret af cedertræ, møbler af jacarandatræ og kostbare azulejos (håndmalede fliser).
Vi kommer gennem shopping-gader og når Senhor Santo Cristo kirken. Hvert år den 5. søndag efter påske starter øens største folkefest herfra med smukke processioner og fest i gaderne. I 2024 er det 324. gang, denne fest finder sted. Øens respekterede religiøse Kristus-figur bæres rundt i gaderne. Undervejs hygger vi os med frokost på en hyggelig lokal restaurant inkl. drikkevarer.
São Miguel i farver
I dag venter en af øgruppens største naturoplevelser. Vi følger den flotte bjergvej til Vista do Rei – ”Kongens udsigtspunkt”, hvorfra vi nyder den formidable panoramaudsigt over det bemærkelsesværdige landskab med det massive vulkankrater på næsten 5 km, hvor der på midten findes 2 funklende tvillingesøer. Sete Cidades tælles ikke uden grund blandt de smukkeste naturområder på Azorerne. Den blå sø, Lagoa Azul, reflekterer himlen, og den grønne sø, Lagoa Verde, reflekterer jorden. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at der findes et lille eventyr om søerne:
Der var engang en prinsesse, der ikke måtte gifte sig med sin elskede fårehyrde. Prinsessens tårer dannede den blå sø, og fårehyrdens den grønne. Den forbudte kærlighed fik søerne til at flyde sammen til én, men er fortsat i 2 farver!
Ved Sete Cidades findes mange vandrestier og masser af de blå hortensiaer. Vi tager på en let og afslappende vandretur i den smukke natur, hvor vi følger den 4,9 km lange sti ”Cumeeira Pequena”. Undervejs er der god tid til at udforske den fortryllende natur, der på smukkeste vis forenes med stilheden. Vi finder et dejligt sted, hvor vi kan hygge os med den medbragte picnic frokost i det fri. (Ønsker du ikke at deltage i vandreturen, kan du vælge at blive i bussen).
På São Miguel har man dyrket ananas siden 1848, frugten kom fra Sydamerika. I dag findes der 230 ananasplantager på øen, hvor der produceres mellem 700-1000 tons ananas om året. Ananas bruges også til ananaslikør, juice og syltetøj. I Capelas besøger vi en ananasplantage, der har flere drivhuse med frugten i forskellige vækststadier. Vi hører om produktionen og om hvilke metoder, der bruges for at gøre frugten så sød som muligt. Vi smager naturligvis også på frugten, inden vi vender tilbage til hotellet.
En dag i naturens tegn
På dagens heldagstur kører vi mod Ribeira Grande, og nyder det fantastiske vue over nordkysten fra udsigtspunktet Santa Iria. Vi fortsætter langs nordkysten til Ponta Formosa, hvor vi skal besøge Europas eneste og ældste teplantage ”Chá Gorreana”. Tebuskene er kommet fra den tidligere portugisiske koloni Macau i Asien. Her har farmens 5. generation siden 1883 produceret te, og det er dermed den ældste i Europa. Virksomheden fremstiller sort og grøn te.
De gamle traditioner fra Orienten er bevaret, og mange vil sikkert synes, at det er interessant at se de gamle maskiner, der stadig er i brug. Teen er blevet internationalt anerkendt for sin arv, dyrkning og sin høje kvalitet uden brug af herbicider, pesticider, farvestoffer osv – 100% økologisk. På plantagen produceres ca. 40 tons te om året. Vi følger hele te-processen fra plukning til emballage, og har mulighed for at besøge plantagerne – ligesom vi naturligvis smager teen.
Næste stop er udsigtspunktet Pico do Ferro, hvorfra vi nyder synet over hele Furnas dalen. Vi besøger den overdådige og rige tropiske have, Terra Nosta, der ligger i vulkankrateret Furnas. Parken er ubeskrivelig smuk, og har vundet flere internationale priser. Haven er fyldt med eksotisk vegetation og blandt Europas største med mere end 2.000 forskellige træer.
På vej ind i den romantiske kurby Furnas kan vi på afstand se røgen stige op langs kratervæggene, og her fornemmer man, hvordan jorden nærmest brænder under én. Vi ser, hvordan mad tilberedes i trykkogere, som befinder sig 1 meter under jorden omgivet af varme, boblende kilder – stedets naturkøkken. Mange spiser frokost her, men vi har fravalgt det, da maden har en særpræget smag efter at have kogt 5-6 timer under jorden, og tiltaler de færreste.
Tid til frokost på egen hånd i en af byens restauranter.
Turen fortsætter langs sydkysten til den tidligere hovedstad Vila Franca do Campo. Byen blev ødelagt af et stort jordskælv for over 500 år siden. I dag er det en charmerende kystby med en hyggelig lille havn og fantastisk udsigt over Atlanterhavet. Om aftenen nyder vi middag inkl. drikkevarer på en hyggelig restaurant i gåafstand fra vores hotel.
Fridag eller hvalsafari
Hold dagen fri og oplev Ponta Delgada på egen hånd eller tag med på den spændende ekstraudflugt ud på Azorernes dybblå hav.
Ekstraudflugt: Hvalsafari
Beliggende på verdens 3 tektoniske plader midt i Atlanterhavet og fordelene ved Golfstrømmen, gør Azorerne til et perfekt sted for passage for mere end 1/3 af verdens hvaler og delfiner. Spermhvaler, delfiner, flaskenæsedelfiner og Rissos delfiner opholder sig her året rundt. Andre arter passerer området på bestemte årstider. Sommeren er det bedste tidspunkt at se de plettede delfiner, grindehvaler og de stribede delfiner. Turen varer mellem 2½ - 3 timer, og udføres af et professionelt team bestående af udkigsposter, halvstive gummibåde, glasfiber- eller katamaranbåde. Før vi sejler ud for at iagttage livet i havet, får vi en 30 min. briefing for at kunne forstå forskellen mellem de forskellige arter af delfiner og hvaler, deres livsstil og kost. Det etiske kodeks for at respektere observation af hvaler betyder, at vi ikke sejler tæt på som vil stresse dyrene, og det er forbudt at ligge flere både omkring dyrene, da de så føler sig spærret inde. Det er derfor en god idé at medbringe en kikkert.
Sejlturen er 100% vejrafhængig, og kan aflyses eller udsættes med kort varsel. Oplevelsen foregår i dyrenes naturlige omgivelser, så der er ingen garanti for at se dem. Det er næsten umuligt ikke at blive i godt humør, når man ser de legesyge delfiner boltre sig i vandet tæt på båden – en oplevelse som de fleste får med hjem i bagagen. (Medbring sko med gummisål, regnfrakke og varm trøje/vindtæt jakke.)
Lagoa do Fogo og fly til Terceira – den lilla ø
Om formiddagen spadserer vi gennem øens næststørste by Ribeira Grande, hvor de smukke huse er bygget i alentejostil og udstyret med fine smedejernsbalkoner. Udefra ser vi rådhuset, og besøger en lille butik/fabrik, hvor de fremstiller passionsfrugtlikør.
Herefter kører vi lidt op i bjergene, hvor vi nyder udsigten til en af øens kronjuveler, Lagoa do Fogo (Ildsøen). Den fortryllende kratersø med turkisfarvede vand ligger som et naturligt vidunder omgivet af grønklædte bjerge og forrevne klipper.
Azorerne har en lang tradition for pottemagerkunst. På turen tilbage til Ponta Delgada besøger vi et lille keramikværksted i Lagoa, som i mere end 150 år har produceret håndlavede brugsgenstande af vulkansk ler i traditionelle designs og blåhvide farver.
Vi nyder en dejlig frokost inkl. drikkevarer på en lokal restaurant, inden vi på blot 40 min. flyver til Terceira, hvor vi skal bo 3 nætter på et dejligt hotel i hjertet af den maleriske by Angra de Heroísmo. Terceira kaldes for ”den lilla ø” – opkaldt efter øens lilla blomster.
Terceira i farver og UNESCOs vulkanhule
Vi kører til Monte Brasil og nyder udsigten fra Pico das Cruzinhas. Herfra har vi en flot udsigt over Angra de Heroísmo, der er oversået med kirker, paladser og klostre. Herfra følger vi sydkysten i retning mod Praia de Vitória, og holder en pause ved den idylliske by São Sebastião. Turen fortsætter til et af øens spektakulære naturområde, Serra do Cume – dannet efter et vulkanudbrud. Som et kæmpe patchwork i fantastiske grønne farver ligger den enorme slette med et fremragende udsyn.
Efter frokost på en hyggelig lokal restaurant venter en helt særlig oplevelse. Kun få steder i verden er det muligt at komme ind i en udslukt vulkan. Den gamle lavahule, Algar do Carvão, er ikke uden grund fredet af UNESCO. Det er en forunderlig oplevelse at gå rundt i den bemærkelsesværdige silikat-drypstenshule med kik ned til den dybtliggende krystalklare lagune. Hulens eksistens har været kendt længe, men først i 1893 lykkedes det at få den første person ned i dybet med et reb. I slutningen af det 20. århundrede blev hulen åbnet for offentligheden. Det er en helt fantastisk oplevelse at komme ind i en vulkan, og kan ikke sammenlignes med andre drypstenshuler.
Vi fortsætter til byen Biscoitos, der betyder kiks. Byen har fået sit navn efter de kiksagtige laveblokke langs nordkysten. Landskabet omkring byen er domineret af vinmarker. På et lille vingårdsmuseum smager vi den specielle vinho de verdelho vin, der engang blev eksporteret til det russiske hof. Derefter kører vi langs kysten, der byder på et enestående landskab fyldt med finurlige formationer. Heldagsturen slutter ved de naturlige swimmingpools dannet af sorte vulkanklipper, inden vi vender tilbage til hotellet.
UNESCO-byen Angra do Heroísmo – en arkitektonisk juvel
Angra do Heroísmo rummer Azorernes smukkeste arkitektur. Husene er bygget i gammel stil med smedejernsgitre foran balkoner og vinduer, der oftest er omgivet af et utroligt blomsterflor. Byen er velfortjent erklæret bevaringsværdig af UNESCO. Uden sammenligning er Angra do Heroísmo Azorernes historisk set rigeste by. Det er som en skattekiste at vandre rundt på de toppede brosten i den bedårende bys smukke gader, kantet med monumenter, kirker, palæer og huse i barok og renæssance. Gaderne genspejler øens velhavende fortid. Glansdagene efterlod en arv af velbevarede bygninger, og midt i den gamle bydel finder vi Azorernes domkirke.
Det er også interessant at besøge Paulo da Gamas (1465-1499) gravsted. Han var en portugisisk opdagelsesrejsende, der sammen med sin berømte bror, Vasco da Gama, fandt søvejen til Indien. Den lange sejlads over Det Indiske Ocean tilbage til Portugal var en hård prøvelse. Ud af de 150 søfolk vendte kun 55 tilbage til Lissabon. Paulo dør, og bliver begravet i kapellet Nossa Senhora da Guia her i byen. En marmorplade med hans navn er placeret ovenpå gravstedet, som er svært at finde. Det er en spændende oplevelse at gå rundt i den gamle by, hvor tiden synes at have stået stille i mange år.
Eftermiddagen er afsat til egne oplevelser. Måske skal du købe nogle af Azorernes lækre oste med hjem? Om aftenen nyder vi en dejlig afskedsmiddag inkl. drikkevarer på en hyggelig lokal restaurant i gåafstand fra hotellet.
Hjemrejse
Det er svært at sige farvel til Azorerne, der rummer et særpræget og unikt landskab blandet med en stærk kultur og en smuk identitet. Skønne oplevelser, du vil huske længe efter.
Vi flyver fra Terceira via Lissabon tilbage til Danmark.
Kontakt Best Travel
Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.
Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.