La Palma
La Palma
La Palma

Spanien

La Palma – langtidsferie

Pris pr. person fra
kr. 16.195

Flot langtidsrejse til Spaniens hjerteformede ø, La Palma, der tælles blandt verdens smukkeste! Et paradis for naturelskere med den fantastiske nationalpark Caldera de Taburiente - og ikke mindst de 19 beskyttede naturområder. Hele øen er et UNESCO biosfærereservat. Det perfekte sted at komme ned i gear under varmere himmelstrøg – væk fra Nordens mørke og kulde - til en overflod af naturscenerier med høje bjerge, dybe kløfter og stejle kystklipper. Kaktusser og duftende krydderurter. Vulkanske landskaber med fyrre- og laurbærtræer, der som et tykt grønt tæppe, skærer sig gennem øen. Strande med krystalklart vand, betagende udsigtspunkter og idylliske kolonibyer. Vi bor på et skønt 4-stjernet hotel med halvpension. Tag med til De Kanariske Øers paradis med erfaren dansk rejseleder.

Oplev øen, der for alvor blev kendt, da vulkanen Cumbre Vieja var i udbrud i 2021. Alt er roligt igen, og mange ønsker nu at besøge denne helt enestående grønne ø, man aldrig bliver træt af!  La Palma er den nordvestligste i øgruppen - og én af de mest oversete af de 7 beboede øer.

La Palma, der er lidt større end Bornholm, blev erobret af spanierne i 1493, og havde i en årrække en blomstrende handel med omverden, dengang hvor øen var et naturligt stop på skibenes lange rute mellem fastlandet Spanien og de spanske besiddelser i Sydamerika. Det er derfor interessant at besøge den gamle hovedby Santa Cruz de la Palma, hvor vi i den lange gågade med flotte 2-etagershuse fra 1500-tallet, ser de pastelfarvede huse med farverige træbalkoner, der kendetegner den kanariske arkitektur. Fra balkonerne hænger krukker med et farveorgie af velduftende blomster. Det er en hyggelig oplevelse at se øens pittoreske kolonibyer med charmerende torve, fine havnepromenader – og måske snuppe en café latte i én af de stemningsfulde caféer?

La Palma er ganske enkelt en vidunderlig ø, der byder på en mangfoldighed af store udendørs oplevelser. 40% af øen er dækket af skov. Hvis La Palma var én farve - ville den være grøn med alle mulige grønlige nuancer. DEN SMUKKE Ø gemmer på store velbevarede hemmeligheder som den overdådige laurbærskov Los Tilos og nationalparken Caldera de Taburiente, der uden tvivl hører til et af øens mest spektakulære naturområder. På La Palma er der anlagt 1.000 kilometer afmærkede vandrestier i alle sværhedsgrader og længder.

La Palma er for dig, der elsker økoturisme, vandreture eller bare nyder at slappe af i fantastisk natur. Mod syd dominerer de enorme bananplantager og vinstokke på stejle terrasser i det mørke lavalandskab. Langs kysterne findes smukke vulkanske sandstrande, hvor man kan nyde solen og havet. Prøv også en af øens naturlige bassiner og pools, hvor størknet lava beskytter mod Atlanterhavets bølger.

Takket være den klare himmel er La Palma også et sandt mekka for stjernekiggere. Magien begynder, når solen er gået ned. Stjernerne invaderer nattehimlen, og tryllebinder alle, der retter øjnene op mod himlen. Forskere fra hele verden studerer her solsystemet og hele universet gennem særlige teleskoper. La Palma er et af verdens bedste steder at studere himmelrummet.

Vi bor på et dejligt 4-stjernet hotel i rummelige værelser med balkon og havudsigt. Hotellet har en fremragende beliggenhed - tæt på øens berømte strand, Playa de Los Cancajos.

Glæd dig til at smage friskfanget fisk med de berømte kanariske saltede kartofter krydret med mojo rojo eller mojo verde – og glem ikke en tropisk cocktail, mens solen synker ned i Atlanterhavet.

Oplev naturlig skønhed på La Palma - La Isla Bonita – DEN SMUKKE Ø.

Rejseplan

Rejseplan

  • Dag 1 - Velkommen til den grønne ø La Palma
  • Dag 2 - Orienteringstur og informationsmøde
  • Dag 3-21 - Udflugter og aktiviteter under opholdet
  • Dag 22 - Farvel til La Palma
Hent pdf-udgave af rejsen
Stepmap Map La Palma Langtidsferie 2023

Inkluderet i prisen

Fly til La Palma t/r inkl. bagage

Lufthavnstransfer t/r

Bustransport på La Palma

21 nætter på 4-stjernet hotel

Rummeligt værelse m/balkon og havudsigt

21 x morgenmad

21 x buffetmiddag 

Udflugter ifl. program

  • Hovedbyen Santa Cruz de la Palma
  • Heldagstur til Nationalparken Caldera de Taburiente
  • Heldagstur til Los Tilos og kolonibyen San Andrés y Sauces
  • Besøg på romdestilleri inkl. et glas rom

Erfaren dansk rejseleder

Ikke inkluderet i prisen

Øvrige måltider og drikkevarer

Drikkepenge

Afbestillings- og rejseforsikring

Dobbeltværelse havudsigt til enebrug kr. 6.700

Fast plads i bussen kr. 200-300

Ekstraudflugt: Ørundtur inkl. tapasfrokost kr. 795

Dag 1

Velkommen til den grønne ø La Palma

La Palma, Santa Cruz

Vi flyver direkte fra både Aalborg og København til La Palma. Efter ankomst kører vi til vores smukt beliggende hotel, der er rammen for de næste uger på La Palma. Om aftenen nyder vi rejsens første måltid i hotellets hyggelige restaurant, der byder på en lækker buffet med vin.

Dag 2

Orienteringstur og informationsmøde

Efter en herlig morgenbuffet arrangerer rejselederen en lille orienteringstur til fods i hotellets nærområde, og giver tips og idéer til dit ophold på øen. På informationsmødet hører du mere om de indholdsrige udflugter og om muligheden for tilkøb af en ekstraudflugt.

Dag 3-21

Udflugter og aktiviteter under opholdet

På langtidsferien er der inkluderet en tur til hovedbyen Santa Cruz de la Palma og 2 spændende heldagsture, hvor vi kommer tæt på øens eventyrlige natur. Der er rig lejlighed til udforske øen på egen hånd, og rejselederen bidrager desuden med hyggelige vandreture og spilleaftner.

Den næringsrige vulkanske jord er især velegnet til dyrkning af vinstokke og bananplantager, der er La Palmas største eksportvarer. Har du lyst, kan der mod betaling arrangeres en spændende ekstraudflugt med vinsmagning på Bodegas Carballo i den sydlige del af øen og måske et besøg på en bananplantage.

Om aftenen er der løbende levende musik i hotellets bar.

Nyd hotellets faciliteter med swimmingpool, der har en enestående udsigt over Atlanterhavet. Medbring en god bog og slap af på den dejlige terrasse med liggestole og parasoller.

INKLUDEREDE UDFLUGTER

Hovedbyen Santa Cruz de la Palma
Med egen bus tager vi på en hyggelig halvdagstur til øens pragtfulde hovedby, Santa Cruz de la Palma. Her er det en fornøjelse at tage på byvandring i de brostensbelagte gader, hvor vi passerer velbevarede minder fra den spanske kolonitid. Glorværdige gamle huse er bygget i ægte kanarisk stil med træbalkoner i stærke farver. Man føler sig ført tilbage i tiden, når man besøger den smukke plads, La Plaza de España, der er omkranset af El Salvador kirken og rådhuset i renæssancestil med den flotte facade med 4 buer. Bygningen tælles blandt de vigtigste på De Kanariske Øer. Rundt omkring ses stejle gader og trapper, der adskiller byen fra havet.

Vi passerer Los Condes de Salazar paladset, hvor vi over balkonen kan se Salazars våbenskjold. Huset benyttes i dag til kulturelle arrangementer. Pladsen, La Plaza del Torero José Mata, er opkaldt efter øernes eneste kendte tyrefægter, der døde i arenaen i 1971. Vi kommer også forbi San Francisco klostret, hvor der i gården vokser velduftende appelsintræer.

Der er tid på egen hånd til at gå på opdagelse i Santa Cruz de la Palmas butikker eller måske bare til at nyde livet på en af de hyggelige fortovscaféer. Inden vi kører tilbage til hotellet, ser vi havnen, hvortil handels- og søfolk fandt vej til øen i 1502 på jagt efter sukkerrør.

Heldagstur til Nationalparken Caldera de Taburiente
Lidt nord for Santa Cruz de la Palma besøger vi valfartskirken Nuestra Señora de Las Nieves, som har et fabelagtigt udsmykket interiør med træudskåret loft, skulpturer og funklende krystallysekroner. På højaltret finder vi øens skytshelgen af samme navn. I 1300-tallet fandt man den 80 cm høje Jomfru Maria lerfigur, der er øernes ældste religiøse statue - og dermed genstand for dyb respekt. Nogle mener skulpturen er kommet til La Palma med købmænd - andre, at den blev fundet i Rom under et snevejr. Kvinder kommer her for at tilbede skytshelgen med ønsket om at blive gravid.

Inde i kirken er der en hel afdeling med babytøj, som tilbedende har skænket jomfruen. Siden 1680 har man hvert 5. år i en storslået procession båret figuren gennem Santa Cruz de la Palmas gader, og byens borgere er klædt i fine nationaldragter. Kirken ligger i et fredeligt område i et bakket terræn. 

Glæd dig til at opleve øens vigtigste seværdighed, Nationalparken Caldera de Taburiente, der ligger midt på øen. Man mener, at vulkanen Taburiente kollapsede, og hele landskabet dermed brød sammen. Det er imponerende at betragte den kæmpe gryde (caldera), der har efterladt dybe kløfter og lodrette klippekanter, der rejser sig i mere end 2. 000 meters højde. Det er svært ikke at gå amok med kameraet! Her giver ordet skønhed mening! Solens stråler danser betagende i landskabet og mellem de knejsende fyrretræer.

Et fantastisk syn venter på den ca. 45 minutters lette vandretur i dette eventyrlige område, der rummer ét af verdens største kratere. Vi går i et roligt tempo, og har tid til at nyde naturen og stilheden. Sluk mobilen, og prøv at undlade at tale. Brug sanserne, og lyt til fuglestemmerne. Mellem klippeformationerne springer kilder, vandfald og rislende bække. I parken er der vandrestier i vekslende sværhedsgrad og længder.

Fra udsigtspunktet Tajuya rapporterede tv-hold fra hele verden om vulkanudbruddet på Cumbre Vieja, som er et af de nærmeste steder, man kan komme vulkanen, der var i udbrud i ca. 3 måneder i efteråret 2021. Nu ånder alt igen fred og ro. Det er muligt at se hele panoramaet fra det ”nye” bjerg med lavastrømmen til kysten.  1.300 huse blev ødelagt under udbruddet. Et besøg i nationalparken er uden tvivl et af øens højdepunkter.

Los Tilos og kolonibyen San Andrés y Sauces
Ad snoede veje kører vi op til Los Tilos, hvor vi tager på en ca. halv times let vandretur i det tætte vildnis, en jungle af laurbærtræer. Laurbærskoven udgøres af forskellige arter, der forsvandt fra det meste af planeten for millioner af år siden - bortset fra denne afskærmede plet på kloden. Den fugtmættede og overvældende frodige skov - er en såkaldt tågeskov, der også rummer lindetræer, bregner og fantastiske vandfald. Myndighederne har etableret et system af vandrestier, der tydeligt er afmærket med farvede striber på træer og sten. Når man går i Los Tilos opdager man for alvor, at La Palma er paradis for naturelskere. Det er en særpræget oplevelse at vandre i denne tætte, spøgelsesagtige og fugtige skov, der fører tankerne hen på eventyr om alfer og feer.

Herefter mærker vi livet i de små brostensbelagte gader i den maleriske landsby San Andrés y Sauces, der er fyldt med smukke huse og gamle herresæder, der var ejet af rige købmænd i kolonitiden. Facaderne er fyldt med dekorative relieffer og balkoner med udsigt til Atlanterhavet. Landsbykirken var én af de første, som de spanske erobrere byggede på øen. Byen er også kendt for sine bananplantager. Hvis tiden tillader det, kan vi følge strandpromenaden, der går ned til den blå lagune, hvor vi kan snuppe en velfortjent dukkert.

Vores flotte heldagstur slutter med besøg på La Palmas Aldea rom-destilleri. Siden 1936 har man her dyrket sine egne sukkerrør på plantagen. Vi får et spændende indblik i produktionen, og hører om hvordan familien har mestret fremstillingen gennem generationer. Vi skal naturligvis også smage et glas, inden vi vender tilbage til hotellet.   

EKSTRAUDFLUGT

Ørundtur på La Palma inkl. tapasfrokost
Glæd dig til en spændende heldagstur, hvor udflugten starter mod vest, hvor landskabet gennemskæres af den enorme klippefure, Barranco de las Angustias. Ved Mirador del Time oplever vi øens smukkeste udsigt over Aridanedalen. Herefter fortsætter vi langs Atlanterhavet mod nord til landsbyen Puntagorda og videre til Garafia, hvor vi nyder en tapas-frokost på en lokal restaurant, inden vi kører til kraterrandens højeste punkt, Roque de los Muchachos (2.426 m.o.h.).

På toppen ligger det avancerede astronomiske observatorium, der råder over en af verdens største stjernekikkerter. La Palma var jordens første Starlight Reserve, og man behøver ikke være videnskabsmand for at nyde nattens skuespil, der udfolder sig på himlen, for her findes nogle af verdens mørkeste og klareste nattehimler. Inden vi vender tilbage til hotellet nyder vi også udsigten fra Mirador de la Concepción.

Dag 22

Farvel til La Palma

Med fornyet energi er det blevet tid til at vende hjem efter en skøn langtidsrejse på De Kanariske Øer. Transfer til lufthavnen, hvorfra vi flyver tilbage til Danmark.

Har du brug for hjælp?

Kontakt Best Travel

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.

Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.

Din henvendelse