Évora - Europæisk kulturhovedstad i 2027

27. juli 2026

Den prestigefulde titel ”Europæisk Kulturhovedstad” blev indført i 1985, hvor Athen var den første by, der modtog hæderen. Siden er en eller flere europæiske byer blevet udpeget hvert år for at sætte fokus på Europas kulturelle mangfoldighed. Portugal har tidligere haft æren. I 1994 blev Lissabon udnævnt, i 2001 Porto - og i 2027 er det Évora.

Hvorfor blev Évora valgt?

Évora fik ikke titlen alene på grund af sine romerske søjler, middelalderkirker og kongelige paladser. Valget udspringer i høj grad af en idé, der er dybt forankret i Alentejos særlige livsfilosofi, VAGAR.

Bag udnævnelsen ligger et ønske om at minde os europæere om værdien af at sætte tempoet ned og opleve verden med nærvær - som en modvægt til en hverdag præget af travlhed, konstante aktiviteter og et stadig løsere forhold til naturen. Det portugisiske ord VAGAR beskriver kunsten at bevæge sig langsomt, give plads og lade ting tage den tid, de kræver. Det handler ikke om at komme hurtigst muligt fra A til B, men om måden man bevæger sig gennem verden på. Ambitionen er ikke at romantisere langsomheden, men at undersøge, hvordan kunst og kultur kan hjælpe os til et liv med større nærvær.

  • Evora, Portugal
    Evora, Portugal
  • Evora, Portugal
    Evora, Portugal
  • De hyggelige gader i Evora
    De hyggelige gader i Evora
  • Evoras historiske katedral
    Evoras historiske katedral
  • Marmorspringvandet på Praça do Giraldo
    Marmorspringvandet på Praça do Giraldo
  • Traditionelle facader pryder Praça do Giraldo
    Traditionelle facader pryder Praça do Giraldo
  • Farverige facader omkranser Praça do Giraldo
    Farverige facader omkranser Praça do Giraldo

En by, der ikke har travlt

Évoras historiske centrum ligger samlet inden for de gamle bymure. Det gør byen overskuelig, men langt fra forudsigelig. En gade ender ved et lille torv med appelsintræer. En anden fører forbi et kloster, en blåmalet dør eller en balkon af smedejern. Små butikker frister med keramik, kork, vin og lokale søde specialiteter.

Her er ingen storbylarm og ingen endeløse rækker af turistbusser. Man hører bestikket klirre fra de små restauranter, en samtale gennem et åbent vindue og kirkeklokkerne, der markerer dagens rytme. Selvom Évora er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, føles den ikke som et museum, der lukker efter sidste rundvisning. Den er først og fremmest en levende by.  

Det første, man bemærker, er lyset. Det falder skarpt over de hvidkalkede huse, fremhæver de okkergule kanter omkring døre og vinduer og får de gamle brosten til at gløde. Over tagene rejser katedralens tårne sig, mens det romerske tempels slanke søjler står på bakkens højeste punkt og ser ud over Alentejos vidtstrakte landskab

Midtpunktet er Praça do Giraldo - den store plads med arkader, caféer og et springvand fra renæssancen. Her mødes studerende, familier, handlende og besøgende.

Autentisk portugisisk stemning

Évora er hovedbyen i Portugals største region, Alentejo, som dækker næsten en tredjedel af landet. Samtidig er den en af Portugals mest fascinerende historiske byer. Selvom der kun er 134 km fra Lissabon, modtager Évora langt færre udenlandske besøgende end landets kystområder og storbyer. Det mærkes, for man kan stadig fare vild i en sidegade og finde en restaurant, hvor menuen først og fremmest er skrevet til de lokale.  

Der hersker en skøn atmosfære i den idylliske by, hvor århundreders arkitektur danner rammen om hverdagslivet. I de maleriske gader møder man hvidkalkede huse udsmykket med farverige azulejos, smedejernsbalkoner og blomsterkrukker, der gør hver eneste spadseretur til en oplevelse.

  • Små detaljer gør Evora til noget helt særligt
    Små detaljer gør Evora til noget helt særligt
  • Portugisisk flisekunst i verdensklasse
    Portugisisk flisekunst i verdensklasse
  • Detaljer, der gør Evora helt særlig
    Detaljer, der gør Evora helt særlig
  • Oplev det historiske Universitet i Evora
    Oplev det historiske Universitet i Evora
  • Evoras Romerske Tempel i aftenlys
    Evoras Romerske Tempel i aftenlys

Fra romersk by til kongelig residens

Évoras historie strækker sig over mere end 2.000 år. Området var beboet allerede i keltisk tid, og under romerne blev byen en vigtig del af provinsen Lusitania. Senere kom vestgotere og maurere, inden kristne styrker erobrede byen i 1165. Middelalderens Évora voksede frem omkring katedralen, bymurene og de gamle romerske gader.

Det mest berømte levn fra romertiden er templet på Largo do Conde de Vila Flor, som fortsat kaldes Diana-templet, selvom arkæologiske undersøgelser tyder på, at det oprindeligt var viet til kejserkulten og ikke gudinden Diana.

I dag står de korintiske søjler under åbne himmel. Romerriget gemmer sig ikke bag montre og museumsvægge, men er en naturlig del af bybilledet.

Dengang Évora var kongernes by

Évoras storhedstid begyndte i 1400-tallet, da de portugisiske konger gjorde byen til en af deres foretrukne residenser. Hoffet tiltrak adelige, lærde, kunstnere og gejstlige, og omkring de kongelige paladser voksede kirker, klostre og prægtige palæer frem. I flere århundreder var Évora Portugals næstvigtigste by og en af de centrale scener for landets politiske og kulturelle liv.

Kongernes tilstedeværelse kan stadig aflæses i arkitekturen. Den store kirke São Francisco blev opført tæt ved det kongelige palads, og universitetet gjorde Évora til et betydningsfuldt centrum for lærdom. Byens middelalderlige struktur med lave hvidkalkede huse, røde tegltage, azulejos, smedejernsbalkoner og snævre gader er næsten intakt.

Byens skønhed er ikke poleret. Den har revner, skæve mure og døre, der har været malet igen og igen. Netop derfor virker den ægte.

  • Det Kongelige Palads i Evora
    Det Kongelige Palads i Evora
  • Historiske bygninger langs Praça do Giraldo
    Historiske bygninger langs Praça do Giraldo
  • São Francisco-kirken - hjemsted for det berømte Benkapel
    São Francisco-kirken - hjemsted for det berømte Benkapel
  • Historien sidder i væggene i Benkapellet
    Historien sidder i væggene i Benkapellet
  • Fascinerende kig ind i Capela dos Ossos
    Fascinerende kig ind i Capela dos Ossos
  • Capela dos Ossos - Évoras mest usædvanlige seværdighed
    Capela dos Ossos - Évoras mest usædvanlige seværdighed

Kapellet, hvor de døde taler

Bag den lyse facade på kirken São Francisco gemmer sig en af Portugals mest usædvanlige seværdigheder, Capela dos Ossos (Benkapellet). Over indgangen står den berømte inskription:

“Nós ossos que aqui estamos, pelos vossos esperamos” - Vi knogler, som er her, venter på jeres.

Kapellet blev opført af franciskanermunke i 1600-tallet. Indenfor er vægge og søjler dækket af tusindvis af kranier og menneskeknogler, arrangeret i dekorative mønstre. Loftets malerier kredser om livets korthed og dødens uundgåelighed.

Formålet var aldrig at skræmme. Tværtimod ønskede munkene, at de besøgende skulle standse op og reflektere over, hvor kostbar tiden er. Det budskab virker stadig. Efter få minutter holder man op med at se knoglerne som dekoration. De bliver til mennesker, der engang levede deres liv i byen. Kapellet føles pludselig mindre makabert og mere eftertænksomt - en stille påmindelse om, at tiden er det mest værdifulde, vi har. Franciskanernes ord passer næsten foruroligende godt til Évoras rolle som kulturhovedstad:

Stop op. Se dig omkring. Brug tiden, mens du har den.

Vinlandet begynder uden for bymuren

Évora ligger midt i et af Portugals vigtigste vinområder. Få minutter uden for bymuren åbner landskabet sig med vinmarker, olivenlunde, korkege og de karakteristiske vingårde, herdades. Jorden skifter mellem gyldne, røde og brune nuancer.

Det varme klima giver fyldige og bløde rødvine, mens hvidvinene er friske, aromatiske og elegante. Alentejos officielle vinrute omfatter mere end 60 vingårde, og midt i Évora finder man vinrutens smagerum, hvor man kan smage sig gennem regionens mange vine.

  • Herdade das Servas
    Herdade das Servas
  • Alentejos vine - smagen af det autentiske Portugal
    Alentejos vine - smagen af det autentiske Portugal
  • Alentejos ikoniske korkegeskove
    Alentejos ikoniske korkegeskove
  • Alentejos gamle oliventræer
    Alentejos gamle oliventræer

Oplev Évora med Best Travel

Parabéns, Évora! Tillykke med titlen som Europæisk Kulturhovedstad 2027.

Glæd dig til at opleve Évora i 2027 med Best Travel på rundrejsen ”Essensen af Portugal”. Som et gammelt portugisisk ordsprog siger:

Devagar se vai ao longe - langsomt kommer man langt.

Filtrer efter dine ønsker

Aktuelle rejser til Portugal

Ingen rejser fundet

Kontakt Best Travel

Har du brug for hjælp?

 

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt. Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.