Min top 3- Portugisiske Fristelser

07. november 2024

I denne artikel vil du høre fra vores rejseleder Jens Poulsen om hans top 3 af oplevelser på rejsen Portugisiske Fristelser

Du kan møde Jens på flere af vores rejser til Portugal heriblandt: Madeira, Portugisiske Fristelser og Lissabon.

Rejseleder Jens Poulsen
Rejseleder Jens Poulsen

Når jeg tænker tilbage på turen “Portugisiske Fristelser” gennem det midt-nordlige Portugal, er det som en perlerække af smukke oplevelser, hvor landets historie, traditioner og gæstfrihed virkelig kom til live. Selvfølgelig er det svært at vælge bare tre højdepunkter, men der er nogle særlige øjeblikke, der stadig står helt klart i hukommelsen.

Skiferlandsbyen Aigra Nova – En rejse tilbage i tiden

En af de oplevelser, der virkelig gjorde indtryk på mig, var besøget i skiferlandsbyen Aigra Nova. Det føles næsten som at træde ind i en anden tidsalder – her, hvor tiden er gået i stå. Man ser tydeligt, hvordan de lokale kæmper for at bevare de gamle traditioner og vise os besøgende, hvordan livet engang blev levet i bjergene. Og så var der frokosten! Et festmåltid lavet af lokale råvarer, dyrket på stedet og serveret ved lange borde, som vi sad bænket ved side om side. Stemningen, maden og menneskene gjorde, at denne frokost står som en af mine mest mindeværdige oplevelser på turen.

  • Aigra Nova
    Aigra Nova
  • Aigra Nova
    Aigra Nova
  • Aigra Nova
    Aigra Nova

Dos Lobos Osteri – Traditioner, smag og familiehistorie

Et andet højdepunkt var besøget på det lille familieejede osteri, Dos Lobos. Det her er ikke bare et sted, hvor de laver ost – det er en levende historie, der går flere hundrede år tilbage. Familien har produceret ost her siden 1700-tallet, og selvom verden har ændret sig, har produktionen stort set ikke. At smage deres fåreoste, honning, pollen og syltede kvæder sammen med husets egne vine, som ejerens kone selv står for, var en smagsoplevelse ud over det sædvanlige. Der er noget særligt ved at sidde og smage på produkter, der er lavet med så meget kærlighed og respekt for de gamle metoder.

Pilgrimsvandring til Fatima – En storslået sprituel oplevelse

At gå den korte pilgrims-vandring fra Aljustrel til Fatima var en oplevelse, jeg ikke sådan lige glemmer. Det var en mulighed for at dykke ned i Portugals dybt rodfæstede katolske traditioner og få et indblik i den tro, der stadig præger landet. Fatima er det absolutte religiøse centrum for portugiserne, og om aftenen deltog jeg i fakkelmessen på den store kirkeplads. Uanset om man er troende eller ej, er det en overvældende oplevelse at stå der i mørket, omgivet af tusinder af levende lys og en dyb, næsten hellig ro.

Oplevelser i lange baner

Selvom det har været svært kun at vælge tre oplevelser, så står Aigra-Nova, Dos Lobos og Fatima klarest for mig. Porto med sit livlige bymiljø, Curias smukke parker, Aveiros kanaler og den middelalderlige charme i Obidos var også helt fantastiske steder, som satte deres præg på turen. Men det er de her tre oplevelser, der stadig får mig til at smile, når jeg tænker tilbage – og som virkelig viser, hvad Portugal har at byde på.

Filtrer efter dine ønsker

Aktuelle rejser til Portugal

Ingen rejser fundet