Las Setas i Sevilla - futuristiske svampe midt i den historiske by

23. september 2026
Kirsten Hansen, Best Travel
Midt mellem Sevillas kirketårne, appelsintræer og gamle huse rejser seks gigantiske ”svampe” sig over byens tage. Las Setas er et af Sevillas mest overraskende bygningsværker - og fra toppen venter en helt særlig udsigt over den andalusiske hovedstad.
Sevilla forbindes gerne med mauriske paladser, flamenco, farverige fliser og smalle gader mellem solvarme facader - men midt i den historiske by gemmer sig en arkitektonisk overraskelse, som står i skarp kontrast til alt det gamle.
På Plaza de la Encarnación rejser seks enorme, lyse former sig over pladsen. De ligner mest af alt gigantiske champignoner, der på forunderlig vis er vokset frem mellem husene. Det officielle navn er Metropol Parasol, men i Sevilla kalder stort set alle stedet for ”Las Setas de Sevilla” - Sevillas svampe. Når man står foran dem, forstår man hvorfor.
En arkitektkonkurrence ændrede pladsen
Historien om Las Setas begynder længe før de første svampe skød i vejret. Plaza de la Encarnación havde tidligere været hjemsted for et stort marked, men efter nedrivningen i 1973 stod området i årtier som et tomrum midt i Sevilla. I 2004 udskrev Sevillas bystyre derfor en international arkitektkonkurrence. Opgaven var at skabe nyt liv på pladsen og samtidig få handel, offentlige byrum og områdets arkæologiske historie til at hænge sammen.
Vinderen blev den tyske arkitekt Jürgen Mayer og hans opsigtsvækkende forslag Metropol Parasol. Hvor man måske kunne have forventet et byggeri, der forsøgte at tilpasse sig Sevillas historiske arkitektur, gik Mayer i den stik modsatte retning.
Resultatet blev seks enorme parasollignende trækonstruktioner samlet i et bølgende landskab højt over pladsen. Konstruktionen er opført som et stort, flettet gitterværk af træ og regnes for en af de største trækonstruktioner, der nogensinde er bygget. Las Setas stod færdig i 2011 og er siden blevet et af Sevillas moderne symboler.
Stil dig nedenunder - og kig op
Las Setas skal ikke kun ses på afstand. Noget af det mest fascinerende er faktisk at gå ind under konstruktionen. Her fornemmer man for alvor størrelsen. De store svampehatte breder sig hen over én, mens det lyse gitterværk danner et næsten organisk mønster mod den blå andalusiske himmel. Sollyset finder vej gennem åbningerne og skaber skiftende felter af lys og skygge på pladsen.
Fra nogle vinkler ligner konstruktionen enorme svampe. Fra andre minder den om en bikube, en blondeknipling i overstørrelse eller et futuristisk kunstværk - og så har den en meget praktisk funktion i Sevilla. Skygge. På varme dage mærker man tydeligt, hvorfor netop skygge er en værdifuld del af arkitekturen.
Sevilla i flere lag
Las Setas fortæller samtidig historien om en by, hvor forskellige tidsaldre bogstaveligt talt ligger oven på hinanden. Under pladsen fandt arkæologerne rester fra blandt andet den romerske og senere mauriske periode, og i stedet for at skjule fortiden lod man den blive en del af det nye byggeri. Las Setas fortæller samtidig historien om en by, hvor forskellige tidsaldre bogstaveligt talt ligger oven på hinanden.
I dag kan fundene opleves i Antiquarium under pladsen. På gadeplan ligger Mercado de la Encarnación sammen med butikker, caféer og restauranter, mens det moderne byliv udfolder sig omkring konstruktionen. Resultatet er en ganske særlig kombination, hvor Sevilla nærmest kan opleves lag for lag: Nederst ligger resterne af den gamle by, på gadeplan leves det moderne hverdagsliv, og højt over det hele svæver den futuristiske trækonstruktion.

Øverst venter noget helt andet - udsigten
Tag elevatoren op over Sevillas tage, hvis du vil have den fulde oplevelse af Las Setas. Adgangen til udsigtspunktet sker fra det underjordiske niveau, hvorfra elevatorer fører op til tagområdet. Man behøver altså ikke forcere en lang trappe fra gaden for at komme derop.
På toppen fortsætter besøget ad gangbroer, der snor sig hen over de bølgende svampehatte. Ruten går op og ned, og der forekommer både stigninger og trapper undervejs. (Las Setas oplyser selv, at omkring 90% af besøgsruten er tilgængelig for personer med begrænset mobilitet, men at dele af gangbroerne frem mod udsigtspunktet kræver, at man kan klare trin).
Mellem himmel og by
Det højeste punkt ligger knap 30 m over jorden. Herfra åbner Sevilla sig hele vejen rundt. Fra gangbroerne får man en udsigt, som adskiller sig fra den klassiske udsigt fra eksempelvis Giralda-tårnet. Her er man ikke lukket inde i et tårn. Man bevæger sig i stedet rundt oven på selve arkitekturen, mens udsigten hele tiden skifter.
Mellem de bølgende former dukker kirketårne, kupler, tagterrasser og et næsten endeløst tæppe af gyldne og rødlige tegltage frem. Langt nedenunder fortsætter livet på Plaza de la Encarnación, mens man selv bevæger sig rundt mellem himmel og by.
Kommer man sidst på eftermiddagen, er oplevelsen særlig smuk. Solen står lavere, skyggerne bliver længere, og det varme andalusiske lys lægger sig over Sevillas tage.
Når mørket falder på
Det er gratis at gå rundt på Plaza de la Encarnación og opleve Las Setas nedefra. Vil man op på gangbroerne og udsigtspunktet, skal man købe billet. Med Best Travel på rejsen ”Essensen af Andalusien” kan du opleve Las Setas, og prisen for en billet er kr. 150. Billetten omfatter adgang til 360° udsigtspunktet.
Las Setas er nemlig ikke færdig med at overraske, når solen går ned. Når mørket falder over Sevilla, bliver konstruktionen oplyst, og de organiske former træder endnu tydeligere frem mod aftenhimlen. På pladsen nedenunder fyldes caféer og restauranter med mennesker, og det futuristiske bygningsværk bliver en del af Sevillas levende aftenstemning.
Det er svært at forestille sig en større kontrast. Kun få minutters gang herfra ligger gader med århundreders historie, og her er det næsten som at være landet i noget fra fremtiden. Sevilla tør overraske. Sevillas kæmpesvampe er mere end et usædvanligt stykke arkitektur.
Se alle rejser til Spanien

Costa del Sol - langtidsferie
Spanien

Essensen af Andalusien
Spanien

Mallorca
Spanien

Mijas - Andalusiens drømmeby
Spanien

Nytår i Andalusien
Spanien

Tenerife
Spanien

Tenerife - langtidsferie
Spanien

Solformørkelsen i Estepona
Spanien

Costa de la Luz
Spanien
Kontakt Best Travel
Har du brug for hjælp?
Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt. Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.















