Geisha – Japans levende kunstværker

En livsbane valgt i stilhed

Historisk set blev piger helt ned til 6-7 år udvalgt til at blive maiko – navnet på lærlingene på vej til at blive geisha. Mange kom fra fattige familier på landet, hvor forældrene, i håbet om et bedre liv for deres datter, indvilligede i at sende deres datter til et okiya - et geisha-hus i byer som Kyoto, Tokyo eller Kanazawa.

Her begyndte et krævende og disciplineret liv, præget af pligter, træning og stilhed. For at mestre kunsten som geisha, måtte pigerne lære klassisk japansk dans, sang, musik, kalligrafi, poesi, konversation og den subtile kunst - at hælde te med ynde og præcision. Alt sammen med ét mål: at bringe skønhed og elegance til dem, de underholder.

Engang var det mænd, der bar titlen. De blev kaldt taikomochi og fungerede som en slags japanske hofnarrer, der underholdt samuraier med vittigheder, historier og teater. Først i 1700-tallet begyndte kvinder at dominere geishafaget, hvor de overgik mændene i popularitet.

Hvad er en geisha?

Der findes stadig en udbredt misforståelse om, at geishaer skulle være en form for luksusprostituerede – en myte, der blev forstærket under 2. Verdenskrig. Det er forkert. En geisha er en kunstner, ikke en elskerinde. Hun sælger hverken sin krop eller kærlighed – men sin kunnen og sin selskabelige finesse.

At japanske mænd – også gifte – søger selskab med en geisha, handler ikke om romantik, men om at opleve en verden, hvor tradition, kunst og konversation smelter sammen i skøn balance. En geisha er en professionel kunstner og underholder, der mestre den traditionelle japanske kunst. Deres rolle handler om æstetik, kultur og elegance. Samtalekunsten er en af de vigtigste færdigheder. Hun skal kunne tale både med forretningsfolk, kunstnere og politikere med intelligens, humor og situationsfornemmelse. En kunstart, der kræver stor kulturel viden og emotionel intelligens.

I private geishahuse bag lukkede døre, optræder hun, skænker te, spiller musik og samtaler med elegance og intelligens – altid på grænsen mellem nærvær og afstand. Det kræver mange års træning at blive geisha, og traditionerne holdes i hævd gennem små, eksklusive geishahuse.

En rejse tilbage i tiden

At opleve geishaernes verden er som at åbne en låge til Japans sjæl. Er du heldig at få et glimt af en maiko eller geisha, vil du opdage en kultur, der stadig fascinerer – og som stadig lever i Japan. Geishaerne er ikke fortid – de er nutidens vogtere af en kultur, hvor skønhed, ynde og kunst vægtes højere end status og penge.

At rejse til Japan er ikke blot at besøge et land, men et møde med en verden, hvor det traditionelle og det moderne lever side om side. Møder du en geisha i Kyotos gyder, så nyd øjeblikket. 

Vidste du, at kimonoen har et hemmeligt sprog?

Geishaens påklædning fortæller en hel historie. Mønstre, farver, materialer og måden obi-bæltet bindes, kan afsløre både hendes rang, anledning og alder. F.eks. bærer maikoer ofte farverige kimonoer med lange ærmer og en meget lang obi, mens erfarne geishaer har en mere afdæmpet stil. Maikoer går ofte med høje okobo-træsandaler, helt op til 10 cm høje, som giver dem en vuggende gang og markerer deres uerfarenhed. Færdiguddannede geishaer bruger lavere sandaler.

Geishaens historie i litteratur og film

Mange har stiftet bekendtskab med geishaernes fascinerende verden gennem Arthur Goldens roman ”Mit liv som geisha”, der blev udgivet i 1997 og senere filmatiseret. Bogen fortæller den fiktive, men stærkt realistiske historie om den unge pige Chiyo, der tages fra sin landsby og oplæres til at blive en af Kyotos mest eftertragtede geishaer. Med stor sans for detaljer og kulturforståelse giver romanen et sjældent indblik i en lukket verden, fuld af skønhed og smerte, håb og ofre. Selvom historien er opdigtet, bygger den på omfattende research og samtaler med tidligere geishaer – og har været med til at vække verdens interesse for denne unikke japanske tradition.