Andalusiens hvide drømmebyer

22. maj 2026
Kirsten Hansen
Ruta de los Pueblos Blancos
I Andalusien i Sydspanien har man en berømt rute med 19 officielle hvide byer, Ruta de los Pueblos Blancos. Byerne ligger primært i bjergkæden Sierra de Grazalema i Cádiz og Málaga provinsen, men i virkeligheden er der omkring 100 af disse hvide landsbyer spredt ud over hele Andalusien.
Pueblo betyder landsby, men den mest berømte af dem alle er den historiske by Ronda, som ligger midt i det hele – og som er for stor til at kalde sig en landsby.
En fusion af forsvar og arabisk arv
Arkitekturen i de hvide byer er helt unik og bærer præg af byernes oprindelige byggestil som uindtagelige fæstninger under det mauriske herredømme, hvor kristen og arabisk byggestil smeltede sammen. Byerne er kendt for deres labyrintiske, smalle, snoede og stejle gader, så fjender mistede overblikket og gjorde det vanskeligt at manøvre med heste gennem gaderne. Husene ser meget lukkede ud mod gaden med små vinduer for at holde varmen ude, men bag murene gemmer der sig ofte smukke, åbne gårdhaver med springvand, kakler og eksotiske planter. De hemmelige gårdhaver, patios, fungerede som familiens private, svale oase. Oftest blev tagene bygget af de klassiske, buede terrakotta-tegl. Vinduerne er normalt dækket af dekorerede smedejernsgitre, som står i smuk kontrast til de farverige urtepotter med pelargonier, der hænger på de kridhvide vægge.
En helt særlig undtagelse – Setenil de las Bodegas
Det er spektakulært at besøge Setenil de las Bodegas. De hvide byer ligger oven på bjerge, men denne by er bygget indeni en klippespalte. De massive og rå klippevægge fungerer direkte som tage og vægge for husene, og giver et spektakulært gadebillede.
De mest populære hvide byer - Mijas og Ronda
Mijas og Ronda er absolut de mest kendte af de hvide byer, hvilket skyldes deres perfekte geografiske beliggenhed. De to byer er blevet berømt på hver sin måde:
Mijas: Selve bjerglandsbyen Mijas har vundet sin berømmelse på ren charme og sin placering. Byen er idyllisk som det smukkeste postkort, og så ligger den tæt på alt. Mijas ligger ikke langt fra både Málaga, Fuengirola og Torremolinos, så det er let at komme ned på Solkysten. Byen er meget velholdt med sine hvide vægge og farverige blomster og fantastiske udsigtspunkter over Middelhavet. Mijas leverer præcis den ægte sydeuropæiske landsbyidyl, som mange drømmer om. Smalle gader, blomsterfyldte facader og en stemning af ro og autenticitet.
Ronda: Byen hører til en af hele Spaniens mest spektakulære byer på grund af sin svimlende kløft, El Tajo. Byen er delt i to af en 100 meter dyb klippekløft. Den gigantiske stenbro Puente Nuevo forbinder den gamle mauriske bydel med den nyere bydel. Ronda er også tyrefægtningens vugge og rummer en af Spaniens ældste og mest monumentale tyrefægterarenaer, som har gjort byen til et historisk centrum for spansk kultur. I det 19. og 20. århundreder tiltrak byen kendisser bl.a. Ernest Hemingway, som var stormfuld forelsket i byen og gav Ronda et internationalt ry som den mest romantiske by i Spanien.
Kender du den lokale folkehistorie ”Kærlighedens hvide tæppe” om Los Pueblos Blancos?
Der var engang, for mange hundrede år siden, en mægtig maurisk prins ved navn Al-Amin. Han regerede over et smukt rige i det solbagte Andalusien, hvor klipperne var rå, jorden var rød, og solen kyssede bjergtoppene med sine gyldne stråler fra morgen til aften.
En vinter rejste Al-Amin mod det kolde nord, og her mødte han sit livs lys. En smuk og mild pige ved navn Elena. Elena var vokset op i de høje, sneklædte bjerge, og hendes hjerte bankede for vinterens stilhed. De to forelskede sig dybt i hinanden, og efter et storslået bryllup tog prinsen sin brud med til sit solrige palads i syd. I begyndelsen var alt som en drøm. Men som månederne gik, og den andalusiske sommer ramte bjergene med sin bagende, nådesløse varme, begyndte Elena at blegne. Hun savnede sit hjem. Mest af alt længtes hun efter synet af den glitrende, hvide sne, der lagde ro over landskabet. Ofte stod hun på paladsets balkon og så ud over de tørre, mørke klipper med tårer i øjnene. Langsomt sygnede hun hen af hjemve, og intet af prinsens guld eller farvestrålende silke kunne bringe smilet tilbage på hendes læber.
Prins Al-Amin var desperat af sorg. Han samlede sit hofs klogeste mænd og spurgte: "Hvordan bringer jeg sneen til Andalusiens bjerge, så min elskede ikke dør af længsel?" De kloge mænd rystede på hovedet, ingen var jo herre over vejret!
(fortsat)
Prinsen nægtede at give op. Hvis han ikke kunne ændre himlen, måtte han ændre jorden.
I ly af natten sendte han bud ud til alle indbyggere i bjergbyerne. Han bad hver og én – fra den rigeste købmand til den fattigste bonde – om at blande kalk og vand, og male hver eneste facade, hver en mur og hvert et tag fuldstændig kridhvidt. Borgerne elskede deres prins og følte med den syge prinsesse, så hele natten arbejdede de i skæret fra fakler. Penselstrøg for penselstrøg forvandlede de stenhusene til lysende perler.
Næste morgen førte Al-Amin sin prinsesse med lukkede øjne ud på balkonen. Da hun åbnede øjnene gispede hun, og tårerne trillede ned ad hendes kinder – denne gang af lykke. Foran hende, så langt øjet rakte, bølgede bjergene som et blødt, uendeligt tæppe af nyfalden sne. Husene glitrede i morgenlyset, præcis som de vinterlandskaber, hun havde savnet så meget. Luften føltes pludselig friskere, og lyset var så rent, at det helede hendes hjerte på et øjeblik.
Fra den dag fik Elena sin livsglæde tilbage, og byerne stod hvide som et evigt symbol på sand kærlighed.
Den sande historie bag de hvide byer
Maurernes fæstningsbyer på bjergtinderne blev bygget for at forsvare sig mod kristne hære, og husene blev hvide som en naturlig aircondition. Det var ikke et æstetisk valg, men ren overlevelse. Kalk reflekterer solens stråler og holder husene kølige i den andalusiske sommervarme. Kalkblandingen har samtidig naturlige antibakterielle egenskaber, som dengang beskyttede mod epidemier og pest.
Betegnelsen ”Los Pueblos Blancos” opstod som et markedsføringsprojekt i 1950’erne, da Spanien begyndte at promovere turisme. Under diktatoren Franco blev det endda lovpligtigt at vedligeholde det idylliske udtryk for landets besøgende.
Hvorfor er Mijas så populær uden store seværdigheder?
Gennem byens lange historie, der strækker sig fra fønikerne og romerne til maurerne levede indbyggerne isoleret i bjergene. Her er ikke nogen stor seværdighed som Alhambra-slottet i Granada. Byen var fattig, og man levede af landbrug, olivendyrkning og papirproduktion - men så ramte turistbølgen også Mijas. Besøgende opdagede, at Mijas ligger som en balkon over Costa del Sol med en enestående panoramaudsigt over Middelhavet.
Byen ER seværdigheden – et levende postkort
Opdag Andalusien og flere spanske fristelser

Costa del Sol
Spanien

Costa del Sol - langtidsferie
Spanien

Essensen af Andalusien
Spanien

Mallorca
Spanien

Nytår i Andalusien
Spanien

Tenerife
Spanien

Tenerife - langtidsferie
Spanien

Pyrenæernes 3 lande
Spanien

Krydstogt i Andalusien
Spanien
Kontakt Best Travel
Har du brug for hjælp?
Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt. Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.














