Portofino – Den farverige perle på Den Italienske Riviera

24. juni 2025
Kirsten Hansen
Forestil dig et lille fiskerleje, hvor pastelfarvede huse klynger sig op ad klipperne og spejler sig i det smaragdgrønne hav. En by, der emmer af italiensk elegance, maritim charme og sofistikeret ro i de små gader. Velkommen til Portofino – en af Middelhavets mest ikoniske og eksklusive byer, som du kan opleve på en uforglemmelig dagstur med BEST TRAVEL på den nye rejse til Menton.
Portofino – Middelhavets elegante juvel
På Den Italienske Riviera, hvor klipper møder krystalklart hav og cypresser strækker sig mod solen, ligger Portofino – en by så betagende, at den nærmest føles som et levende postkort. Vi besøger denne billedskønne perle på en inspirerende dagstur fra Menton, hvor både selve køreturen og byen byder på mindeværdige oplevelser.
En ekstra oplevelse – at ankomme fra søsiden
Glæd dig til en spektakulær køretur ad kystvejen først fra Menton på Den Franske Riviera, og videre langs Den Italienske Riviera, hvor det azurblå hav og de grønklædte bjerge danner en malerisk kulisse. Vi passerer charmerende kystbyer som Sanremo og Savona og har pauser undervejs. På turen er tid til at nyde landskabet i ro og mag.
Den smukkeste måde at ankomme til Portofino på - er på en 15-20 minutters sejltur fra Santa Margherita Ligure, hvor vi undervejs glider forbi dramatiske klipper, skovklædte skråninger med duftene fyrretræer og elegante palæer, der troner over havet – og pludselig åbenbarer Portofinos farverige huse sig som en teaterkulisse. En uforglemmelig entré til én af Italiens mest betagende perler.
Når det er tid til at sige arrivederci, venter endnu en oplevelse. På tilbageturen til Santa Margherita Ligure kører vi de 5 km tilbage ad den snoede vej som italienerne kalder for ”verdens smukkeste kystvej”!
Italiens fine dame
Portofino har en rig historie og en aura af glamour. Byens rødder går helt tilbage til romertiden, hvor den blev kendt som ”Portus Delphini” – delfinernes havn. I middelalderen spillede Portofino en vigtig rolle i Genova-republikken, og i det 20. århundrede blev byen et yndet feriested for aristokrater og kunstnere. Berømtheder som Elizabeth Taylor, Sophia Loren og prins Rainier af Monaco har allerede haft Portofino som deres tilflugtssted.
I dag er den lille maleriske havneby stadig trækplaster for dem, der søger skønhed og eksklusivitet. Millionærernes yachter fylder havnen, hvor fiskerbåde engang lå, og de lokale trattoriaer er i dag erstattet af talrige gourmetrestauranter med italienske specialiteter.
Vidste du, at Ferrari opkaldte en af deres modeller efter byen - Ferrari Portofino?
Portofinos naturhavn er omgivet af en stor naturpark og glødende husfacader i rødgule nuancer. Bag byen rejser klippetoppene sig i silhuet mod den klare himmel – måske en af Middelhavets mest fotogene havne?
For at bevare byens unikke udtryk, er der strenge regler for nybyggeri og arkitektur i Portofino.
Portofino på skærmen – serien "Hotel Portofino"
Måske genkender du byens navn fra den britiske tv-serie ”Hotel Portofino”, der foregår i 1920’erne og skildrer livet på et stilfuldt hotel i byen. Bella Ainsworth og hendes familie driver hotellet med velhavende gæster i en verden af kærlighed, intriger og overdådighed. Serien er baseret på romanen ”Hotel Portofino – Kærlighed og løgne” af J.P. O’Connell, som har gjort meget for at vække interessen for Portofino som feriedestination. Selvom hovedoptagelserne fandt sted i Opatija i Kroatien, vises glimt af Portofinos unikke arkitektur og landskab i serien. Står du foran det ikoniske Belmond Hotel Splendido – lidt oppe ad bjergsiden – er det ikke svært at forstille sig livet, som det udspiller sig i serien – og at gå i byens smalle gader er som at træde ind i en levende filmkulisse.


Portofino – en oplevelse for alle sanser
Portofino er ikke bare smuk – den er nærmest uvirkelig. Den hesteskoformede havn er omkranset af farvestrålende huse, luksusbutikker og caféer, hvor man kan nyde udsigten til lystbåde og elegante yachter. Brostensbelagte stræder snor sig op mod grønne bakker, hvor du finder det historiske fort Castello Brown med sine smukke haver og blik over byen, der tager pusten fra enhver!
Byens torv, La Piazzetta, summer af liv – et sted, hvor italienerne nyder la dolce vita. Naturligvis skal vi også smage på Italien! Midt i byen ligger den charmerende café Gelateria San Giorgio, hvor den håndlavede is og friskbryggede kaffe er i en klasse for sig. At sidde her med en stracciatella eller pistacie-gelato, mens bådene vugger i havnen og sollyset danser i vandet, er et lille øjebliks perfektion – en sanselig pause i en travl verden.
Portofino – Italiens svar på St. Tropez
Portofino er indbegrebet af raffinement, historie og naturskønhed – og en dagstur hertil er en oplevelse, du sent vil glemme. Tag med til denne eksklusive by på en ekstraudflugt fra Menton. Få et glimt af jetsetlivet i én af Liguriens mest berømte seværdigheder – Italiens svar på St. Tropez - og Danmarks Skagen.