Høflighed, harmoni og hjertevarme - sådan møder du koreanerne

10. november 2025

Sydkorea er et land præget af dyb respekt for tradition, fællesskab og høflighed. Danskere, der besøger landet, vil opleve et venligt og trygt samfund – men også ét, hvor de sociale spilleregler adskiller sig fra dem, vi kender hjemmefra. Her belønnes ydmyghed og respekt ofte med varme smil og imødekommenhed. Kulturen er gennemsyret af konfuciansk tankegang og adskiller sig på mange måder fra den danske væremåde. Det er inspirerende at opleve en kultur, hvor det meste er anderledes – og hvor man som dansker bliver taget godt imod. 

Høflighed, hierarki og respekt

I Sydkorea er det sociale hierarki en bærende del af samfundet. Alder, status og anciennitet spiller en stor rolle, og der lægges meget vægt på at udvise respekt, især over for ældre eller personer med højere status. Det afspejles bl.a. i sproget, hvor der anvendes forskellige høflighedsniveauer afhængigt af, hvem man taler med. Det er almindeligt at bukke let ved første møde og at udveksle visitkort med begge hænder – en gestus, der signalerer respekt. At tiltale en ældre eller en chef med fornavn uden titel er utænkeligt. 

Fællesskab frem for individualisme

Sydkoreanere tænker i højere grad i kollektive baner, hvor det vigtigste er harmoni i fællesskabet – familien, arbejdspladsen eller samfundet. Det er normalt at tilpasse sig fællesskabets behov frem for egne ønsker, og man stræber efter ikke at skille sig for meget ud. Det afspejles i alt fra tøjstil, opførsel og beslutninger. At forstyrre den sociale balance betragtes som respektløst.

Tradition og modernitet side om side

Sydkorea er i front, når det gælder teknologi og innovation, men traditionerne spiller fortsat en betydelig rolle i hverdagen. Templer, te-ceremonier, højtider og traditionelle klædedragter holdes i hævd – særligt ved festlige lejligheder. Det moderne og det traditionelle lever side om side i en fascinerende balance.

Arbejdskultur og pligtfølelse

Den sydkoreanske arbejdskultur er kendt for sin intensitet. Lange arbejdsdage og stærk pligtfølelse er udbredt, og det er ikke usædvanligt, at ansatte arbejder over – også uden krav - for at vise engagement. Loyalitet over for arbejdspladsen og kollegerne er stor. Mange sydkoreanere lever efter princippet om ikke at “tabe ansigt”, hvilket hænger sammen med stolthed og ære. 

 

Gæstfrihed og høflighed i det offentlige rum

Sydkoreanere er generelt venlige og hjælpsomme - især hvis man viser interesse for deres kultur og forsøger sig med enkelte koreanske gloser. Kropssprog og mimik er mere afdæmpet end i Danmark. Det er f.eks. normalt at tale lavmælt i offentlig transport og på restauranter. Der holdes typisk en vis fysisk afstand – med undtagelse i myldretiden, hvor det kan være svært at undgå. 

Forskelle mellem japansk og koreansk kultur

Hele Koreahalvøen var under japansk herredømme i 35 år – fra 1910 til 1945. Denne periode har sat sine spor og er fortsat en vigtig del af både sydkoreansk og japansk historie. Derfor er det ikke overraskende, at der findes mange ligheder mellem japansk og koreansk kultur, men forskellene er mindst lige så markante.

Hvis du allerede har besøgt Japan, vil du hurtigt lægge mærke til, at:

  • Koreanere ofte er mere følelsesladede og direkte – både i tale og kropssprog. Det er almindeligt at se unge holde i hånd, le højlydt eller åbent vise frustration.
  • Hierarkiet er mere synligt i Korea. Ældre har større indflydelse, som kommer til udtryk i sociale situationer.  Kommunikation er ofte mere direkte.
  • Koreansk kultur er stærkt påvirket af både Kina og Vesten, hvilket har skabt en dynamisk udvikling og en global kulturudstråling – især gennem K-pop, gastronomi og mode.
  • Religion fylder mere i hverdagen. Mange koreanere har et aktivt religiøst liv, især inden for kristendom og buddhisme.
  • Buddhistisk Tempel
    Buddhistisk Tempel
  • Sydkorea
    Sydkorea
  • Tempel
    Tempel
  • Sydkorea
    Sydkorea
  • Trommeskifteceremoni
    Trommeskifteceremoni
  • Seoul
    Seoul
  • Traditionelle Koreanske Retter
    Traditionelle Koreanske Retter

Koreanernes tro

Koreanernes religiøse liv er præget af mangfoldighed og en fascinerende blanding af gamle traditioner og nyere retninger. Mange kombinerer elementer fra flere trosretninger uden at se det som en modsætning. De vigtigste religiøse strømninger er:

  • Konfucianisme: Mere en livsfilosofi end en religion. Fokus er etik, sociale relationer og samfundsorden. Konfucianismen har siden 1300-tallet præget koreansk kultur med værdier som respekt for ældre, familieansvar og vigtigheden af uddannelse. Forfædredyrkelse er en vigtig del, hvor man ærer sine rødder gennem ritualer og madofre ved familiealtre – især ved højtider.
  • Buddhisme: Har været udbredt i over 1.500 år. Den fokuserer på stilhed, meditation og indre balance. Mange templer ligger naturskønt i bjergene og tilbyder ro og refleksion.
  • Shamanisme: En ældgammel folketro, som stadig eksisterer i det skjulte – især på landet. Ritualer som trommespil, dans og åndemaning er knyttet til naturen og åndeverdenen.
  • Kristendom: Har vundet stor udbredelse siden slutningen af 1800-tallet. I dag er ca. 30% af befolkningen kristne. Kirkerne er aktive og synlige – ofte med lysende kors på hustagene og energiske gudstjenester. 

Selv blandt ikke-troende spiller religiøst funderede ritualer stadig en rolle – f.eks. når man vælger en heldig dag til bryllup eller flytning. Det særlige ved koreansk tro er netop sammensmeltningen af gamle og nye traditioner. 

Hvordan vil du opleve Sydkorea?

Som rejsende vil du opleve Sydkorea som et trygt, rent og velorganiseret land med en imponerende servicekultur. Man mærker energi og spontanitet i hverdagen. Befolkningens nysgerrighed og åbenhed smitter. Koreanerne gør sig umage med at tage godt imod gæster – og det mærker man tydeligt. 


Velkommen til Korea - Hangug 한국

Forestil dig dit Korea.

En moderne og alsidig rejsedestination, der kombinerer tradition og innovation. Unikke oplevelser venter med Best Travel.

Sydkorea
Sydkorea

Værd at vide om Sydkorea

Bagage på flyrejse

Det er ikke tilladt at medbringe frugt, grøntsager samt fersk kød og mejeriprodukter ved indrejse i Sydkorea. Med SAS er det tilladt at medbringe 23 kg bagage til check-in samt 8 kg håndbagage. 

Drikkepenge

Da drikkepengekulturen er forskellig fra land til land, har Best Travel valgt ikke at inkludere drikkepenge i rejsens pris.

Drikkepenge er ikke en fast del af kulturen i Sydkorea, og det forventes normalt ikke på restauranter eller hoteller. Enkelte internationale hoteller og restauranter kan dog inkludere servicegebyr på regningen. Hvis man har haft en dygtig lokalguide og chauffør, som man gerne vil belønne - modtages en pengegave med glæde. En lille gave fra Danmark, som diskret afleveres er også en god idé. Pak gerne gaven fint ind, for i Sydkorea betyder indpakning rigtig meget.  

Drikkevand og hygiejneniveau

Hygiejneniveauet i Sydkorea er generelt meget højt. Alligevel anbefaler vi, at man undgår at drikke vandet fra hanerne, da bakteriefloraen er anderledes end i Danmark. Mineralvand kan købes overalt.

Hoteller og større restauranter har moderne toiletforhold med kontrolpanel. På lokalrestauranter i landområder kan der være pedaltoiletter. 

Elektricitet

I Sydkorea benyttes 220 volt som i Danmark og de fleste steder benyttes samme type stik som i Danmark, men det kan være en fordel at medbringe en adapter.

Forhold for bevægelseshæmmede

For at deltage i en rejse med Best Travel er det en betingelse, at man er 100% selvhjulpen og almindeligt godt gående. Man skal kunne klare sig på trapper og brosten, og selv kunne løfte sin kuffert. Brug af rollator og kørestol besværliggøres af høje kantsten, brosten og trapper. Det offentlige rum er meget sjældent indrettet efter handicappede. Er man dårligt gående eller kan man ikke følge med gruppen, kan rejselederen bede dig afstå fra en udflugt (pengene refunderes ikke). Byvandringer foregår oftest over flere timer, hvor der ikke er mulighed for pauser undervejs. Der er tit trapper, brosten, ujævnt underlag og niveauforskelle. Undertiden kan bussen ikke køre helt frem til hotellet.

Helligdage

  • 1/1 Nytårsdag
  • Koreansk nytår – ikke fast dato
  • 1/3 Uafhængighedsdag
  • 1/5 Arbejdernes dag
  • 5/5 Børnenes dag
  • Buddhas fødselsdag – ikke fast dato
  • 6/6 Mindedag
  • 15/8 Befrielsesdag
  • Chuseok (høstfest) – ikke fast dato
  • 3/10 National Grundlæggelsesdag
  • 9/10 Hangeul-dag
  • 25/12 Juledag

Hotelstandard

Sydkorea er ca. 2½ gange større end Danmark med næsten 52. mio. indbyggere – og derfor er der pladsmangel i de store byer. Boliger er meget dyre, og det samme er hotelværelser. Sydkorea er et moderne land med høj hotelstandard. Hotellerne er moderne indrettet med fokus på funktionalitet og komfort.

At bo i et tempel

Et ophold i et koreansk tempel er noget helt særligt og giver et unikt indblik i landets buddhistiske traditioner og rolige livsrytme. Her handler det ikke om luksus, men om nærvær, stilhed og autentiske oplevelser, som mange husker længe efter hjemkomsten.
Templerne er hellige steder, og derfor færdes man roligt og respektfuldt i området. Man deltager med åbent sind og følger de enkle regler, som tempelpersonalet og rejselederen introducerer ved ankomst. Der bæres særligt tempeltøj under opholdet, og skuldre og knæ skal være dækket.

Dagene følger templets rytme med tidlige morgener, meditation og fælles aktiviteter. Det hele foregår i en rolig atmosfære, hvor mobiltelefoner bruges diskret, og hvor stilheden er en vigtig del af oplevelsen. Maden i templet er vegetarisk, enkel og velsmagende og giver samtidig et spændende indblik i det koreanske tempelkøkken.
Man overnatter på traditionelle futonmadrasser på opvarmede gulve, og værelserne er enkelt indrettede med eget badeværelse. I Sydkorea er det normalt, at mænd og kvinder bor adskilt i templerne, men Best Travel har lavet en særlig aftale om et større antal dobbeltværelser. Rejser man alene, gør vi naturligvis vores bedste for at opfylde alles ønsker, men kan ikke garantere eneværelse i templet.
Et tempelophold er en anderledes og meget stemningsfuld oplevelse, som giver mulighed for at komme helt tæt på koreansk kultur og finde ro midt i rejsens mange indtryk. Mange oplever, at opholdet giver tid til refleksion og eftertanke – noget som fylder meget i den koreanske tempeltradition og meditation.

Et kendt og smukt citat, som ofte bruges i forbindelse med meditation i Sydkorea, lyder:

Læg mærke til dine tanker, for de bliver dine ord.
Læg mærke til dine ord, for de bliver dine handlinger.
Læg mærke til dine handlinger, for de bliver dine vaner.
Læg mærke til dine vaner, for de former din væremåde.
Læg mærke til din væremåde, for den bliver din skæbne.

At bo på hanok-hotel

Det er en særlig oplevelse at bo på et hotel indrettet i traditionel koreansk stil. Værelserne er enkelt og smukt indrettet med skydedøre, rolige farver og gulve beklædt med fine tatami-måtter, som skaber en hyggelig og afslappende stemning.  Man sover enten i lave vestlige senge eller på traditionelle futon-madrasser direkte på gulvet – og de fleste bliver positivt overraskede over, hvor behageligt det er. 
I Korea tager man altid skoene af, inden man træder ind på tatami-måtterne. I stedet bruger man tøfler, der står klar på værelset – også selvom de føles lidt små efter danske forhold. Det er alt sammen en del af den charmerende og autentiske oplevelse ved at bo som koreanerne selv. 

K-pop og den koreanske bølge

K-pop er i dag et globalt fænomen, men interessen for sydkoreansk popkultur eksploderede for alvor, da sangen Gangnam Style af Psy gik verden rundt i 2012. Den humoristiske musikvideo og den ikoniske dans blev for mange deres første møde med koreansk musik og kultur, og siden da har den koreanske bølge bredt sig langt ud over musikken.
I dag er Sydkorea også kendt for kosmetik, mode, tv-serier og madvarer, som har gjort koreansk kultur populær verden over. Især koreansk beauty og hudpleje har fået stor international succes, og i Seoul findes mange beautybutikker og kæder som Olive Young med et stort udvalg af produkter fra bl.a. Nature Republic og Pretty Skin.

Kreditkort og valuta

Kreditkort accepteres næsten overalt i Sydkorea, også i mindre butikker og caféer. Det anbefales dog at have lidt kontanter til markeder og mindre lokale butikker. Valutaen hedder won (KRW).

Hæveautomater findes mange steder i byerne, men ikke alle accepterer udenlandske kort.

Maden i Sydkorea

Det koreanske køkken er kendt for sine mange smagsoplevelser og varierede retter. Ris, grøntsager, kød og fermenterede ingredienser er en vigtig del af kosten. Kimchi – fermenterede grøntsager - er nationalretten og serveres til næsten alle måltider.

  • Rød kimchi er den klassiske (krydret med hvidløg, ingefær, fiskesauce og koreansk chili).
  • Hvid kimchi er den milde (laves uden chili og blandes ofte med pære).
  • Grøn kimchi (laves af forårsløg eller grønne bladgrøntsager i stedet for kål).

Koreanerne spiser desuden nudler, supper, fisk og grillretter. Det koreanske køkken er både sundt og farverigt, og måltiderne spiller en stor rolle i den sociale kultur.

De spiser også gerne snacks og desserter, men de har ikke en sød tand, som vi kender i Danmark - i det traditionelle køkken benyttes sukker kun i meget begrænset omfang.

Den moderne koreanske cafékultur (især i Seoul) har dog udviklet en stor forkærlighed for søde sager. 

Metro i Seoul

Det er både nemt og billigt at komme rundt i Seoul med metroen. Byens metrosystem er moderne, rent og overskueligt, og skiltene er oversat til engelsk, hvilket gør det let for besøgende at finde vej. Metroen forbinder effektivt byens mange kvarterer og gør det let at opleve både seværdigheder, shopping og lokale områder. En sjov detalje er, at der spilles små melodier, når toget ankommer til stationen – en hyggelig og meget koreansk oplevelse.

Mobiltelefon i Sydkorea

Danske smartphones virker normalt fint i Sydkorea. Landet har et af verdens hurtigste mobilnetværk med god dækning næsten overalt. Takster varierer afhængigt af teleselskab. Mange vælger at købe et lokalt SIM-kort eller leje en WiFi-router ved ankomst i lufthavnen.

Pas og rejseforsikring

Danske statsborgere behøver ikke visum ved ophold i op til 90 dage. Alle skal medbringe pas med gyldighed mindst 6 måneder efter udrejsedatoen. Husk rejseforsikring, som er gyldig udenfor Europa.

Religion

Buddhisme og kristendom er de største religioner i Sydkorea. Ca. 16% af befolkningen er buddhister og 31% kristne. Det mest bemærkelsesværdige er, at størstedelen af befolkningen slet ikke bekender sig til nogen officiel religion, men samfundet er stadig dybt præget af konfucianistiske værdier. Respekt for ældre og forfædre spiller en stor rolle i hverdagen.

Der findes mange smukke buddhistiske templer rundt omkring i landet, særligt i bjergområderne.

Sikkerhed

Sydkorea regnes blandt de sikreste lande i verden med lav kriminalitet. Som i alle større byer bør man dog passe godt på sine personlige ejendele på travle steder.

Skik og brug

En rejse til Sydkorea handler ikke kun at se interessante seværdigheder, men også at opleve det spændende kulturliv og mødet med befolkningen. Her kommer nogle regler for god etikette, så du får så meget ud af rejsen som muligt:

Koreanerne er generelt høflige og imødekommende. Respekt for ældre og høflig omgangstone betyder meget i den koreanske kultur. Når man hilser, ledsages det ofte af et lille buk. Man bør modtage og give ting med begge hænder som tegn på respekt. På restauranter og i private hjem tager man ofte skoene af ved indgangen. Køkultur og orden betyder meget i Sydkorea, især i metroen. Offentlig transport er stille og velorganiseret.

Koreanere benytter spisepinde af metal og en tilhørende ske. Det anses som uhøfligt at stikke spisepindene lodret ned i risene eller pege med dem. De fleste lærer hurtigt at spise med pinde, og maden er naturligvis tilberedt med kød og grøntsager skåret i mundrette stykker.

Miniparlør omkring høflighedsfraser:

  • Annyeonghaseyo (udtales an-njong-ha-se-jo) – goddag/hej
  • Gamsahamnida (udtales gam-sa-ham-ni-da) – mange tak
  • Ne (udtales neh) - ja
  • Aniyo (udtales A-ni-jo) – nej
  • Joesonghamnida (udtales tjwæ-song-ham-ni-da) – undskyld
  • Hanguk (udtales Han-guk) - Korea

Tidszone

Tidsforskellen varierer afhængigt af sommer- og vintertid i Danmark.
Sommertid + 7 timer
Vintertid + 8 timer

Udflugt til DMZ

Et besøg ved DMZ – den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea – er en helt særlig oplevelse og bør opleves under en rejse til Sydkorea. Selvom området er kendt som verdens mest bevogtede grænse, er det ikke farligt at besøge som turist. Udflugterne foregår under strengt kontrollerede forhold og med erfarne guider og vagter, der hele tiden er til stede.

For at kunne deltage skal man tilmelde sig senest 40 dage før afrejse og indsende sine pasoplysninger på forhånd til Best Travel. Under besøget er det vigtigt nøje at følge instruktionerne, lytte til vagterne og respektere de særlige regler, der gælder i området. Programmet kan desuden løbende ændres afhængigt af forholdene ved grænsen, så rækkefølgen på dagens oplevelser kan variere.

Bemærk: Pas skal medbringes på denne udflugt.

Vaccination

Der kræves normalt ingen vaccinationer for rejser til Sydkorea. Dette kan dog ændre sig - som eksempelvis under Covid-19 pandemien. Se aktuel status på udenrigsministeriets hjemmeside. Det anbefales generelt at være vaccineret mod hepatitis A og stivkrampe. Vær opmærksom på, at behandlingen normalt skal foretages ca. 8 uger før afrejse.

Vejret

Foråret fra april-maj og efteråret fra september-oktober er de bedste tidspunkter at besøge Sydkorea. Her er naturen smukkest, og klimaet behageligt. I begyndelsen af april blomstrer kirsebærtræerne, mens efteråret byder på flotte røde og gyldne farver. Temperaturen i Seoul ligger typisk på ca. 15-23 grader om foråret og 18-25 grader om efteråret. 

Visum til Sydkorea og e-Arrival Card

Der kræves ikke visum til Sydkorea for danske statsborgere ved turistophold under 90 dage. 

Til gengæld er det lovpligtigt at udfylde det digitale ankomstkort, e-Arrival card), der gør indrejseprocessen i lufthavnen hurtigere og mere smidig. Kortet er gratis og skal udfyldes online via denne officielle hjemmeside.

Når oplysningerne er registreret digitalt er det ikke nødvendigt at printe kortet ud, men det er en god idé at tage et screenshot eller gemme kvitteringen på telefonen, så du let kan finde den frem ved evt. behov i lufthavnen.

Bemærk: e-Arrival Card kan tidligst udfyldes 72 timer (3 dage) før ankomst til Seoul. 

 

Kontakt Best Travel

Har du brug for hjælp?

 

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt. Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.