Woljeongsa-templet
Et tempelophold er en særlig del af en rejse til Sydkorea og giver et unikt indblik i koreansk buddhisme, klosterliv og århundredgamle traditioner. Her kommer man tæt på munkenes hverdag, ritualer og rolige livsstil, samtidig med at man får mulighed for at deltage i nogle af templets daglige aktiviteter.
Et ophold i templet er enkelt og autentisk, men netop enkelheden og de naturskønne omgivelser skaber plads til ro, fordybelse og et pusterum fra hverdagens tempo. Mange oplever, at stilheden, lyden af vindklokkerne og de smukke omgivelser skaber en særlig følelse af nærvær og balance.
I de senere år er tempelophold blevet stadig mere populært både blandt koreanere og udenlandske besøgende, som søger en anderledes og meningsfuld oplevelse. Under opholdet er der normalt mulighed for at deltage i meditation, buddhistiske ceremonier og de traditionelle 108 knæfald – alt sammen introduceret på en imødekommende måde, så alle kan være med, uanset erfaring, baggrund eller tro.
Woljeongsa-templet ligger smukt omgivet af Odaesan Nationalpark og er kendt for sin fredfyldte atmosfære, de gamle grantræer og sin historiske betydning inden for koreansk buddhisme.
Alle får udleveret en enkel ”uniform”, som bæres under opholdet i tempelområdet.
Den ledende munk, Toewoo Jeongnyeom, byder alle hjerteligt velkommen og ønsker et godt ophold.
Faciliteter: Udover selve templet er en spisesal, hvor vi spiser vegetarisk morgen- og aftensmad.
Værelser: Normalt overnatter man som gæst i større sovesale, men vi har fået en særlig tilladelse til at bo i dobbeltværelser, hvor man bor to og to på tykke futonmadrasser på gulvet i traditionel koreansk stil. Her er det klassiske ondol-varmesystem, hvor varmen kommer nedefra. Der er tilhørende badeværelse med bad og toilet. (Gæster med ophold i eneværelse kan ikke forvente at få dette ønske opfyldt på klostret, men vi gør alt for, at det lykkes). Futonmadrasser på gulvet og det klassiske ondol-varmesystem, hvor varmen kommer nedefra.
