Cuevas La Granja
Du vil elske at bo på dette unikke hulehotel i Benalúa i hjertet af Granada-provinsen få km fra Guadix. Hotellet har 18 smukt restaurerede huler, der alle er udgravet i bjergenes bløde tufsten. Hulernes hvidkaldede vægge og buegange er forskelligt indrettet. Ikke to er ens heller ikke af størrelse, men alle er indrettet med moderne bekvemmeligheder, og har masser af smukke detaljer. De hvælvede lofter og rustikke møbler, giver en nærmest romantisk atmosfære, og man er ikke i tvivl om, at specialiserede arkitekter i huleindretning har været på spil netop her! De kuppelformede vægge er meget tykke (1-3 meter). Værelserne adskilles med gardiner, så luften let kan cirkulere. Hulernes temperatur er konstant med 18-20 grader året rundt. At bo i huler skulle give bedre sundhed og et bedre søvnmønster, og så er her en befriende ro.
Faciliteter: Udendørs swimmingpool, solterrasse, patio, have, hulerestaurant og -bar. Tag evt. en fl. vin med, da baren har begrænset åbningstider.
Værelser: Hulerne har eget køkken med køleskab, mikroovn, kaffemaskine, elkedel, brødrister og service. Opholdsrum med sofa, pejs og tv, terrasse, soveværelse samt badeværelse med toilet, bruser/badekar og hårtørrer. Hulerne er ligeledes udstyret med gratis wifi og sikkerhedsboks.