Vidunderlige Prespes
Bjørnereservatet
Det Hvide Tårn ved den lange promenade

Grækenland

Nordgrækenland

Pris pr. person fra
kr. 11.995

Oplev Makedonien - en fantastisk mosaik af traditioner, kulturer og uspoleret landskab – væk fra masseturismens søgelys. Makedonien er ALEXANDER DEN STOREs hjemland med pragtfulde kongegrave og ruinbyer. Rejsen er krydret med uspolerede naturoplevelser både med vandfald og sejltur på Prespes-søen. Rejsens højdepunkter står i kø med isolerede bjerglandsbyer, vinsmagning og et besøg i et bjørnereservat. Makedonien er autentisk og tilbyder næsten alt, hvad man kan drømme om!

ALEXANDER DEN STORE er Makedoniens symbol på rigets storhedstid. I 300-tallet f.Kr. var Makedonien et kæmpe rige med Alexander i spidsen på felttog i store dele af verden - men hans hjemegn var klart det græske Makedonien, hvor han boede i den meget højt udviklede hovedstad Pella. Det gør et stærkt indtryk at spadsere gennem ruinbyen, og høre om livet på Alexanders tid. I dag kan vi glæde os over, at gravrøverne overså hans fars, Filip II’s underjordiske mausoleum, for vi kan i dag besøge de overdådige kongegrave i Vergina - det rene eventyr.

Makedonien er Grækenlands største region, som grænser op til Albanien, Nordmakedonien og Bulgarien. Bjergene har isoleret området fra resten af Grækenland, og regionen har derfor altid været anderledes både kulturelt og historisk. Her mødes man af et strejf af Balkan mod nord og Tyrkiet mod øst. Makedonien er en meget fascinerende region med gamle byer og naturlige vidundere, der bygger bro mellem datidens befolkning og os selv.

Best Travels kodeord for Nordgrækenland er ”mangfoldighed”. Mægtige civilisationer har efterladt spor, som tydeligt ses i Thessaloniki – Grækenlands næststørste by. Thessaloniki er en kulturel stamtavle, et eldorado af historie og strømning indenfor kunst og arkitektur med minder fra vigtige perioder i Europas historie. Byen har en vidunderlig beliggenhed direkte ud mod havet, og her finder vi den fantastiske promenade med fuld havudsigt og formidable restauranter og caféer som perler på en snor. At Thessaloniki har været europæisk kulturby, og at byen er Grækenlands gastronomiske hovedstad - forbavser ingen! Et græsk ordsprog siger: ”Kærlighed begynder fra maven”!

Makedoniens landskab er domineret af floder, søer, bjerge, dale og pragtfulde kyststrækninger. Her findes vinruter og Grækenlands spektakulære Olympus-bjerge, hvor de skovklædte bjergtoppe ofte er indhyllet i tåge. Den eventyrlige stemning sætter fantasien i gang – præcis som i antikkens tid. Her bor vi så tæt på bjergene som muligt, nemlig i den idylliske lille by Litochoro med smukke stenhuse bygget i Makedoniens traditionelle byggestil. Glæd dig til at bo på vores nøje udvalgte lille hotel, hvor vi modtages med ægte græsk gæstfrihed.

Du kan også se frem til at skulle bo i Kastoria, der tælles blandt Grækenlands allersmukkeste byer med fine borgerhuse og byzantinske kirker. Kastoria ligger på en halvø i Orestiás-søen. En fortryllende smal vej helt tæt på søen fører til den gamle bydel. At kommer her ved aftenstide er ubeskriveligt smukt.

En skøn rundrejse i Nordgrækenland, hvor du kommer hjem med autentiske græske oplevelser i bagagen.

Velkommen til Μακεδόνια – Makedonien.

Rejseplan 2024

Rejseplan

  • Dag 1 - Velkommen til Makedonien
  • Dag 2 - Antikke Dion og landsbyen Paleos Panteleimon
  • Dag 3 - Kongegravene i Vergina og dejlig vinsmagning
  • Dag 4 - Græsk naturskønhed i særklasse
  • Dag 5 - Bjørnereservatet, vandfaldet i Edessa og Alexander den Stores fødeby Pella
  • Dag 6 - Thessaloniki
  • Dag 7 - Munkerepublikken Mt. Athos
  • Dag 8 - Hjemrejse
Hent pdf-udgave af rejsen
Stepmap Map Nordgr Kenland N R Det Er BEST2024

Inkluderet i prisen

Fly København-Wien-Thessaloniki t/r inkl. bagage

Lufthavnstransfer t/r

Bustransport i Grækenland

2 nætter i Litochoro (charmerende 3-stjernet i centrum)

2 nætter i Kastoria (4-stjernet i centrum)

3 nætter i Thessaloniki (moderne 3-stjernet i centrum)

7 x morgenmad

3 x frokost

1 x picnic lunch

1 x middag

Vinsmagning 3 glas m/snacks

Udflugter iflg. program:

  • Antikke Dion & kongegravene i Vergina
  • Peter den Stores fødeby Pella
  • Sejltur på Prespes-søen
  • Byvandring i Paleos Panteleimon
  • Byrundtur i Kastoria & Thessaloniki
  • Bjørnereservatet i Nymfaio
  • Vandfaldet i Edessa

Dansk rejseleder

Ikke inkluderet i prisen

Øvrige måltider og drikkevarer

Drikkepenge

Afbestillings- og rejseforsikring

Obligatorisk turisttax ca. EUR 29 pr. værelse

Dobbeltværelse som eneværelse kr. 1.980

Fast plads i bussen kr. 200-300

Ekstraudflugt: Munkerepublikken Mt. Athos kr. 530

Dag 1

Velkommen til Makedonien

Vi flyver via Wien til Grækenlands andenstørste by Thessaloniki, og fortsætter herefter i bus til den maleriske by Litochoro, hvor de smukke stenhuse er bygget i Makedoniens traditionelle byggestil. Byen ligger i frodige omgivelser tæt på Enipeas-floden og med de eventyrlige Olympus-bjerge i baggrunden. Litochoro oser af harmoni, og her findes ægte græsk gæstfrihed. Glæd dig til at bo 2 nætter på det meget charmerende hotel, som vi var så heldige at finde, da vi tilrettelagde rejsen. Om aftenen nyder vi en græsk middag på en hyggelig lokal restaurant.

Dag 2

Antikke Dion og landsbyen Paleos Panteleimon

I antikken var Dion en hellig by for makedonere. Alexander den Store tog hertil sammen med sin hær for at ofre til guderne, inden de drog ud på de omfattende verdenserobringer.

Der findes mange guder i den græske mytologi, og man mente, de vigtigste boede i højderne på Olympus-bjerget - den øverste gud var Zeus. Dion ligger for foden af Olympos-bjerget, og her var dengang et stort tempel. Vi besøger det spændende arkæologiske område, der rummer kopier af statuer og søjler, og bagefter ser vi de originale og pragtfulde mosaikgulve på museet, der er spækket med byens helligdomme.

Dion
Dion
Dion

På turen op i bjergene finder vi et dejligt sted, hvor vi kan nyde en picnic-frokost (sandwich, frugt og vand) i det fri. Derefter besøger vi den pittoreske landsby Paleos Panteleimon. Byen er en af Grækenlands juveler, for her har man overalt bevaret Olympus-bjergenes traditionelle arkitektur med smukke stenhuse på de stejle skråninger. I de smalle gyder med toppede brosten findes en lille landsbykirke, hyggelige gårdhaver med caféer, taverner og et gammelt platantræ. I byens mange små butikker sælges tørrede krydderier og håndlavede smykker.

Resten af dagen nyder vi i Litochoro, og har du lyst - går vi en tur ned til floden, der ligger i idylliske omgivelser og ikke langt fra hotellet.

Dag 3

Kongegravene i Vergina og dejlig vinsmagning

Efter morgenmad forlader vi hotellet og kører til Vergina. Her blev Alexander den Stores far, Felip II, myrdet til sin datters bryllupsfest - og han blev begravet i byens kongelige grave. Udefra ser vi den store høj, som er forvandlet til et moderne museum. Så snart vi kommer ind i højen under jorden, åbenbarer sig en eventyrverden med fund fra 4 kongegrave. Filip II’s grav blev aldrig berøvet, og alt er derfor udstillet. At se pragten af gravgods er meget imponerende.

På de frodige grønne bjergskråninger på Mount Vermion vokser den ædle ”sorte drue” Xinomavro, der benyttes til fyldige rødvine - Makedoniens flagskib. Vinområdet er Grækenlands første vindistrikt, og hører til landets bedste. Ved byen Naousa besøger vi den flot beliggende vingård Jannis, der ejes af Thessalonikis tidligere borgmester. Efter en interessant rundvisning er det tid til en velfortjent vinsmagning med 3 glas og lidt lækker snack. Den blå traktor er vingårdens symbol, og afmærket på mange af flaskerne med rosé-, hvid- og rødvin.

Vingården Jannis
Vingården Jannis
Vingården Jannis

Glæd dig til opholdet i Kastoria, hvor vi skal bo i 2 nætter. Byen ligger på en halvø i Orestiás-søen omgivet af skovklædte bjerge, og hører forståeligt nok til én af Grækenlands allersmukkeste byer. Har du lyst kan du for egen regning tage med rejselederen på den spændende restaurant ”Kratergo”, der engang var et gammelt fængsel, men fremstår nu som en stemningsfuld restaurant med familien i køkkenet.

Dag 4

Græsk naturskønhed i særklasse

En unik oplevelse venter på grænsen mellem Grækenland, Albanien og Nordmakedonien. I dag skal vi opleve Prespes, der er navnet på to indsøer. Søen anslås til at være ca. 5 mio. år gammel, og er én af jordens kun 17 ældgamle søer. Her findes gamle bosættelser, cedertræer og et akvarel af trækfugle. Fuglene spiller hovedrollerne i dette eventyr. Området er et internationalt beskyttet vådområde. Fra den lille landsby Agios Germanos vandrer vi ca. 1 km på en pontonbro over søen til den lille ø Agios Achillios. Øens mange myter og legender udgør hjertet af Prespes. Det føles som at være ved verdens ende, og alligevel bor et par familier stadig på øen – de har boet her gennem generationer. Vi ser ruinerne af Saint Archillios basilikaen, og nyder stilheden i den romantiske atmosfære. Der er mulighed for at købe forfriskninger på øens lille restaurant.

Fra den lille landsby Psarades sejler vi en lille tur i mindre både ud på Prespes-søen, og oplever nationalparkens skønhed set fra vandsiden. (Forbehold for aflysning ved blæsevejr). Tilbage i landsbyen hygger vi os i en autentisk stemning med en lækker hjemmelavet græsk frokost med friskfangede fisk fra søen.

Sidst på eftermiddagen er vi tilbage i Kastoria, hvor vi tager ud på en lille byrundtur. Læg mærke til, hvordan husene har over-etager, der rager ud over vinduesløse under-etager. Vi passerer smukke gamle borgerhuse og byzantinske kirker. Byen, der har en lang tradition for forarbejdning af pelsværk, har formået at bevare sin traditionelle byggestil. Glæd dig til den fortryllende rute ad den smalle vej, der går helt ud mod søen - og pludselig befinder vi os i en eventyrlig bydel med et lille kloster og hyggelige lokale tavernaer. Her er tid på egen hånd til at mærke den særlige aftenstemning, og til at få en god smagsoplevelse til aftensmad hos de lokale for egen regning.

Dag 5

Bjørnereservatet, vandfaldet i Edessa og Alexander den Stores fødeby Pella

I Grækenlands bjerge lever der ca. 450 bjørne. Siden 2003 er mere end 50 bjørne blevet dræbt af krybskytteri, trafikulykker og anden menneskelig indgriben. I 1992 tog Thessalonikis borgmester initiativ til redde de brune bjørne fra optræden i cirkus, og ønskede samtidig at hjælpe forældreløse eller sårede bjørneunger. Den bæredygtige miljøorganisation Arcturos blev dannet med fokus på landets dyreliv. Det frivillige personale har en stor viden om bjørne, og tager sig godt af de ca. 15 bjørne, der har fået en ny chance for at leve i naturen. Efter isbjørnen er den brune bjørn verdens største bjørneart. De voksne hanbjørne vejer op til 200 kg, hvorimod hunbjørnene normalt kun vejer ca. 100 kg. Det er svært at forestille sig, at de små bjørneunger kun vejer ca. 300 g ved fødslen.

Efter morgenmad kører vi til den maleriske lille landsby Nymfaio, der ligger i 1.350 meters højde på Vitsi-bjerget. Fra parkeringspladsen går vi i et roligt tempo op gennem den bakkede landsby med toppede brosten til bjørne-informationscentret. Herfra er der ca. 1,5 km tur til fods gennem birkeskovens stier til selve bjørnereservatet. På en rundvisning ser vi bjørnene strejfe rundt bag indhegningen, der specielt er bygget til dette formål. (Har du ikke lyst til at gå hele ruten, kan du evt. hygge dig på en café i byen). Et spændende besøg i bamsebjørnens verden med stof til eftertanke!

Bjørnereservatet
Bjørnereservatet
Bjørnereservatet

På vores færd kommer vi til byen Edessa, der ligger på en stor bjergterrasse, som danner små oaser og hyggelige steder i byen. Stjerneattraktionen er det 70 meter høje Karonos-vandfald. Ad snoede veje gennem byen kommer vi til vandfaldet. Ad en lille sti hugget ind i klippen har vi pludselig mulighed for at stå under det høje vandfald, og se ud gennem de enorme vandmasser. Det er en spektakulær oplevelse at være helt tæt på det tordnende brøl. På gåturen er der en række udsigtspunkter, så det er muligt at opleve vandfaldet både oppe- og nedefra. Det er fascinerende at tænke på, at det engang blot var en sø, der en dag gik over sine bredder, og forvandlede det til vandfald. På en lokal restaurant med udsigt til vandfaldet nyder vi en dejlig frokost, inden vi skal opleve Aleksander den Stores fødeby.

Pella var engang Makedoniens hovedstad, og her løb Alexander den Store rundt som barn, og her fik han undervisning af den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles. Byen havde en avanceret byplan med både rindende vand og et kloaksystem i den højt udviklede by. Pella er i dag en imponerende ruinby, og det gør indtryk at se, hvordan byplanen nøje var opbygget.

Mange år senere blev byen plyndret af romerne, og Thessaloniki blev Makedoniens nye hovedstad. Pella blev aldrig genopbygget. Vi går en tur gennem ruinbyen, og besøger det enestående museum, der fortæller om Aleksander den Store og livet for den græsk-makedonske overklasse på den tid. Her ser vi naturligvis også det berømte mosaikgulv med Alexander på løvejagt.

Turen går nu til Thessaloniki, hvor vi skal bo i 3 nætter på et moderne hotel i hjertet af byen.

Pella
Pella
Pella
Dag 6

Thessaloniki

Det er let at forelske sig i Thessaloniki. I det osmanniske rige var byen en af de mest velhavende efter Istanbul. I dag er Thessaloniki landets kulturelle hovedstad, og her findes landets største universitet. Langs havet løber den vidunderlige promenade med vidstrakt havudsigt - et fantastisk sted at opholde sig døgnet rundt. Her er en pragtfuld atmosfære fuld af liv. Trendy caféer og restauranter ligger på stribe. Thessaloniki er en meget indbydende storby på størrelse med København. Her blandes tradition og historie med moderne strømninger indenfor arkitektur, kunst og gastronomi - og så er her et stort udvalg af shopping-muligheder.

Vi tager på en flot byrundtur, hvor du hurtigt opdager, at storbyen har en særlig hyggelig og afslappet stemning. Thessaloniki er cool! Byens navn er opkaldt efter Alexander den Stores halvsøster, Thessalonike. Det 34 m høje Hvide Tårn ved havnepromenaden er byens ikoniske vartegn. Tårnet gemmer på en rystende historie som fængsel og henrettelsessted. Det siges, at tårnet blev kaldt blodstårnet, indtil en fange malede det hvidt i bytte for sin frihed. Ved siden af tårnet ses den mægtige statue af Alexander den Store til hest.

På byrundturen oplever vi også den populære Aristotelous-plads ligesom vi kører ad hovedgaden Egnatia. Forbi Galerius’ Triumfbuen på turen op til den gamle bydel Kastra/Ano Poli med smalle gader og tyrkiske huse med karnapper i klare farver. Bydelen på højdedraget gik fri af den voldsomme brand i 1917, der ødelagde store dele af Thessaloniki.

Vi kan stærkt anbefale at læse bogen ”Tråden” af Victoria Hislopp, der meget levende fortæller om Thessaloniki, hvor der engang levede jøder, kristne og muslimer side om side som vævede tråde i et orientalsk tæppe. Bogen fortæller om branden, som kom til at ændre byen for altid. Thessaloniki består derfor i dag af et moderne centrum langs vandet, og et mere oprindeligt op ad bjergskråningen.

Fra toppen oplever vi den fantastiske udsigt over byen og havet.

Grækenlands største kirke, Agios Dimitrios, er viet til byens skytshelgen Dimitrios. Det er en oplevelse at se kirken - især krypten, hvor Dimitrios led martyrdøden i år 305. Hans rester findes i det imponerende sølvrelikvieskrin. Udflugten slutter med en skøn græsk frokost på en hyggelig restaurant.

Om eftermiddagen er der tid til mærke byens puls på egen hånd.

Dag 7

Munkerepublikken Mt. Athos

Nyd dagen på egen hånd i Thessaloniki eller tag med på denne oplevelsesrige udflugt til Mt. Athos.

Ekstraudflugt: Munkerepublikken Mt. Athos
Sydøst for Thessaloniki ligger Halkidiki, som fra luften ligner 3 strittende fingre med halvøerne Kassandra, Sithonia og Mt. Athos. Uanset om du er religiøs eller ej, er det en særlig oplevelse at sejle langs Mt. Athos. Gå derfor ikke glip af denne unikke oplevelse, som The Times har kåret til et af verdens flotteste religiøse sights.

Klostrene på den hellige halvø ligner middelalderborge med tårne og høje mure. Kun mænd kan besøge denne del af Grækenland, og der skal søges visum. Siden 900-tallet har Mt. Athos været den ortodokse kirkes spirituelle kraftcenter, og i dag er det en selvstændig munkerepublik under græsk herredømme. Det siges, at Jomfru Maria på en sørejse kom ud af kurs i et voldsomt uvejr, og skibet førte hende til Mt. Athos. Hun bad efterfølgende om, at halvøen blev helligt jord for munke. Selv om det var en kvinde, der gjorde dette sted til et helligt område, har der siden år 1060 ikke været adgang for kvinder, børn, eunukker og dyr af hunkøn. Kun 10 ikke-ortodokse mænd kan få adgang til Mt. Athos pr. dag. Opholdet kan max. være på 4 dage, og man skal bekræfte, at man vil være en sand pilgrim med deltagelse i gudstjenester, ligesom man skal være passende påklædt. Normalt kommer besøgende rundt på Mt. Athos til fods eller med muldyr.

I bus kører vi på ca. 2 timer med stop undervejs til landsbyen Ouranoupoli på Halkidiki, hvorfra vi skal på en flot 3-timers sejltur langs munkerepublikken Mt. Athos. Vi kommer så tæt på den lukkede verden, det er muligt fra vandsiden, og kan heldigvis på afstand nyde synet af 8 klostre, der ligger direkte ud mod havet. Engang var her 300 klostre på Mt. Athos, men i dag er der kun 20 tilbage. Halvøen, der er på størrelse med Langeland, bebos af 2.300 munke. Hvis vi er heldige, får vi undervejs et kort besøg af nogle munke, der gerne vil sælge små skriftsteder fra Bibelen.

De ærede klostre er smukke bygninger med fresker, ikoner og dyrebare bøger, som vi desværre ikke har mulighed for at opleve, men glæd dig til at se det mest fotograferede kloster Moni Simonos Petra, der smukt rager ud over kysten. Selve Athos-bjerget rejser sig majestætisk 2.033 m. på halvøens sydspids.

En spændende heldagstur til Grækenlands mystiske og mirakuløse verden!

Efter sejlturen er der tid på egen hånd i Ouranoupoli med mange hyggelige spisesteder. På tilbageturen til Thessaloniki holder vi pause i den maleriske landsby Arnea, der er kendt for sin prisvindende honning.

Alle kan deltage på udflugten uanset køn.

Vi tager forbehold for, at udflugten kan aflyses, hvis der ikke opnås tilstrækkeligt antal tilmeldinger.

Dag 8

Hjemrejse

Vi kører til lufthavnen i Thessaloniki og flyver via Wien tilbage til Danmark.

Har du brug for hjælp?

Kontakt Best Travel

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.

Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.

Din henvendelse