MS Renoir
Flodkrydstogtskibet Renoir fra rederiet CroisiEurope er et elegant og komfortabelt skib, der med sin klassiske franske stil danner en smuk ramme om et afslappende krydstogt på Seinen gennem det nordlige og vestlige Frankrig.
Skibet er et flot førsteklassesskib, som er 110 m langt og 11,1 m bredt. Skibet har plads til 105 passagerer fordelt på 2 dæk. Netop da skibet kun har 2 dæk kan skibet passere under flere af broerne i Paris, og dermed give gæsterne en unik oplevelse.
Renoir blev bygget i 1999 og gennemgik en omfattende renovering i 2018, hvor skibet fik sin elegante indretning inspireret af fransk kunst og design.
Skibet tilhører det familieejede franske rederi CroisiEurope, som har en stor flåde af skibe, der sejler på nærmest alle Europas floder. Stemningen ombord er uformel, og den overvejende franske besætning lægger stor vægt på godt værtsskab og på at vise det gode franske køkken frem.
Renoir er indrettet i en elegant stil med inspiration fra den franske maler Auguste Renoir og den klassiske franske modeverden. De afdæmpede rosa og grå farver skaber en varm og indbydende atmosfære ombord. Skibets komfortable kahytter har store vinduer, og på øverste dæk er kahytterne udstyret med franske balkoner, så man kan nyde udsigten til de smukke landskaber langs Seinen.
På øverste dæk finder man skibets lyse og smagfuldt indrettede restaurant, hvor de store panoramavinduer giver en flot udsigt til landskabet under måltiderne. Her ligger også den hyggelige lounge og bar med dansegulv, hvor man kan nyde en drink og slappe af efter dagens oplevelser.
På soldækket er der behagelige liggestole og et stort overdækket område, hvor man kan nyde den friske luft og den skiftende udsigt, mens skibet stille glider gennem det franske landskab.
Forplejning
Forplejningen ombord består af en stor morgenbuffet, mens både frokost og aftensmad serveres ved bordene.
Rederiet tilbyder et All Inclusive-koncept, som blandt andet betyder, at man til frokost og middag kan vælge mellem forskellige hvidvine, rosévine og rødvine. Disse serveres i flasker ved bordene og er typisk franske vine.
Herudover kan man i barens åbningstid nyde et bredt udvalg af drikkevarer med og uden alkohol, som er inkluderet i prisen.
OBS: Udvalgte eksklusive vine, champagner og spiritusmærker indgår ikke i drikkevarepakken, men betales særskilt ombord.

