Vingudernes hjemby– Bordeaux

22. juli 2026
Kirsten Hansen, Produktchef hos Best Travel
Der findes vine, man nyder - og der findes vine, man husker. Hælder du et glas Bordeaux op, får du ikke blot en vin med duft af solbær, cedertræ og krydderier. Du får en fortælling, skrevet gennem næsten 2.000 år. Her har romere, konger, handelsmænd og vinbønder sat deres aftryk, og den dag i dag kan man smage historien i hver eneste dråbe.
På rejsen til Bordeaux med Best Travel besøger vi et af de stemningsfulde vinslotte, møder menneskene bag vinene og oplever, hvorfor Bordeaux fortsat sætter standarden for rødvin verden over. Her bliver natur, kultur og håndværk forvandlet til flydende guld.
Bordeaux’ hemmelighed
At fremstille Bordeaux-vine er en kunstnerisk præcision. Bordeaux vine har opnået succes på grund af et unikt parløb mellem natur og geografi - det som franskmændene kalder terroir. Regionen gennemskæres af floderne Garonne og Dordogne, der løber sammen og danner Gironde - Europas største flodmunding. Det enorme vandsystem fungerer som et naturligt klimaanlæg, der beskytter vinmarkerne mod både frost og sommerhede.
På den venstre bred dominerer den grusholdige jord, som tvinger Cabernet Sauvignon-druens rødder dybt ned efter vand. Det giver vinene struktur, kraft og et imponerende lagringspotentiale. Den højre bred præges af ler og kalk, de ideelle betingelser for Merlot-druen, der tilføjer rundhed og moden frugt.
Det er dog ikke de enkelte druer, der har gjort Bordeaux verdensberømt. Bordeaux-vinens hemmelighed ligger i kunsten at blande disse druer, så det færdige resultat er i perfekt balance.

Bordeaux vinens historie
Vin har været dyrket omkring Bordeaux siden romertiden, hvor vin ofte var sikrere at drikke end det lokale vand. Regionens vej til verdensberømmelse begyndte med et bryllup. I 1152 giftede Eleonora af Aquitanien sig med Henrik Plantagenet, den senere Henrik 2. af England. Den royale kærlighedshistorie betød, at Bordeaux blev en del af det engelske kongerige. Englænderne fik hurtigt smag for Bordeaux’ rødvine, som de døbte Claret. Handelen voksede eksplosivt, og hundredvis af skibe lastet med vin sejlede i pendulfart mellem Bordeaux og London og grundstenen var lagt til den internationale succes, som vi kender i dag.
Da gederne gik på vinsmagning
Vinens historie er fuld af små anekdoter - en af de sjoveste kommer fra et af de prominente vinslotte.
Her fortælles det, at en slotsejer i 1800-tallet kæmpede med ukrudt mellem sine dyrebare vinstokke. Løsningen virkede oplagt - at sende en flok geder ud for at gøre arbejdet, men de gik pænt udenom ukrudtet og kastede sig i stedet over de modne druer og de spæde vinblade. Da slotsforvalteren opdagede katastrofen, var gederne blevet så berusede, at de lå og sov under vinstokkene.
Siden har vinbønder foretrukket får. De holder græsset nede og lader druerne hænge.
Vinslotte i Bordeaux
Bordeaux rummer mere end 6.000 aktive Châteaux. Ingen andre vinområder i verden har så mange vinslotte samlet på ét sted.
Når man følger den berømte Route des Châteaux, ligger de side om side. Nogle ligner små paladser med alléer og tårne, men andre er charmerende familieejendomme, hvor flere generationer stadig dyrker de samme marker.
Fælles for dem alle er stoltheden over håndværket. Bag de tykke stenmure hviler tusindvis af egetræsfade i de kølige kældre. Luften er mættet af duften fra egetræ, vin og den langsomme modning.
Et besøg på et vinslot handler om langt mere end vinsmagning. Her hører man fortællingen bag etiketterne, møder familien og oplever den tålmodighed og dedikation, der ligger bag hver eneste årgang. Vi bliver mødt med en smittende stolthed og gæstfrihed.
Hvorfor hedder vingårdene Château?
Købmænd og adelige tjente astronomiske summer på vineksport i Bordeaux’ guldalder (1700- og 1800-tallet). Formuer blev investeret i prægtige slotte og herregårde. Med de storslåede bygninger ønskede ejerne at vise omverdenen, hvem der producerede områdets bedste vine. Både kunder og konkurrenter skulle imponeres over de flotte bygninger, som gik under navnet Château.
Verdensudstillingen i Paris nærmede sig i år 1855, og kejser Napoleon 3. ønskede en officiel klassificering af de absolut bedste Bordeaux-vine. Løsningen blev en officiel rangordning af vinene i fem niveauer - fra 1. til 5. Cru - og de udvalgte ejendomme var alle slotte. Det skabte en enorm branding-effekt. At have ordet Château på sin vinetiket blev synonymt med tårnhøj kvalitet og luksus.
Det mest bemærkelsesværdige er, at klassifikationen næsten er uændret den dag i dag. Mere end 170 år senere er den fortsat blandt vinverdenens mest prestigefyldte kvalitetsstempler.
Fra vinmarker til elegante boulevarder
Det tager ikke lang tid at køre fra de fredfyldte vinmarker ind til Bordeaux, men kontrasten er stor. Hvor landskabet udenfor byen er præget af lange rækker af vinstokke og historiske vinslotte, venter brede boulevarder, lyse sandstenspalæer og livlige pladser, hvor caféernes borde hurtigt bliver fyldt.
Det er svært at forestille sig, at Bordeaux for blot få hundrede år siden var en mørk middelalderby med smalle gader og beskedne huse. Den velstand, som vinen skabte, forandrede byen fuldstændigt.
I 1700-tallet blev nogle af Frankrigs mest anerkendte arkitekter sat til at forvandle byen til en elegant arkitektonisk perle. Jacques Gabriel og hans søn Ange-Jacques Gabriel har også sat deres præg på Paris. De stod blandt andet bag Place de la Bourse, som i dag regnes blandt Frankrigs smukkeste byrum.
Det interessante er, at historien ofte fortælles baglæns. Mange kalder Bordeaux for "Mini-Paris", men i virkeligheden var det Paris, der senere lod sig inspirere af Bordeaux. Da Napoleon 3. i 1800-tallet ønskede at modernisere hovedstaden, hentede Baron Haussmann inspiration fra den elegante havneby mod sydvest. De brede boulevarder, de harmoniske facader og de monumentale pladser, som i dag forbindes med Paris, havde allerede vist deres styrke i Bordeaux.
En by, der nyder livet
Bordeaux imponerer ikke kun med sin elegante arkitektur - det er stemningen, der gør indtryk.
Langs Garonne-floden går lokale på aftentur, cykler eller slår sig ned på en café med udsigt til vandet. Byen følger flodens bløde bue og har derfor fået kælenavnet Port de la Lune - Månehavnen.
Foran Place de la Bourse ligger Le Miroir d'Eau - verdens største vandspejl. Et ganske tyndt lag vand forvandler pladsen til et spejl, hvor de gyldne facader fra 1700-tallet reflekteres, inden en let tåge langsomt breder sig hen over pladsen. Børn løber grinende gennem disen, mens voksne nyder synet. Det er et af de steder, hvor Bordeaux viser sig fra sin mest charmerende side.
Hele den historiske bykerne er opført i den lyse kalksten, som er karakteristisk for området. Når aftensolen rammer facaderne, får byen et varmt, gyldent skær, der næsten får husene til at gløde.
Efter en omfattende restaurering i begyndelsen af 2000'erne blev årtiers sod nænsomt fjernet fra bygningerne, og Bordeaux genvandt den elegance, der havde ligget skjult i flere årtier.
I dag er den historiske bymidte optaget på UNESCOs verdensarvsliste og står i dag som en af Frankrigs mest elegante byer med et blomstrende café-, mad- og kulturliv.
Mere end vin
Selv om Bordeaux uløseligt er forbundet med vin, er byen langt mere end det.
Her finder man livlige torve, små specialbutikker, overdækkede markeder og restauranter, hvor råvarerne kommer direkte fra Atlanterhavet, floderne og det frodige opland. Østers, foie gras og lokale oste ledsages af områdets egne vine. Her handler måltiderne om nærvær, gode råvarer og gastronomi.
Tempoet er behageligt. Her er plads til at sætte sig på en café, betragte bylivet eller lade sig friste af endnu et glas vin, mens solen langsomt sænker sig over floden.
Det er netop den afslappede livsrytme, mange forelsker sig i.
Et glas med næsten 2.000 års historie
Når rejsen nærmer sig sin afslutning, er det svært at se et glas Bordeaux-vin på samme måde som før. Bordeaux er ikke kun for vinelskere. I Bordeaux mødes kultur, historie, gastronomi og livsglæde.
Næste gang du skænker et glas Bordeaux, smager det lidt anderledes.
À votre santé!
Kontakt Best Travel
Har du brug for hjælp?
Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt. Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.

























