Toulouse - Farvernes by i Sydfrankrig

24. november 2025
Kirsten Hansen
I 2025 blev Toulouse kåret til TOP CITY af Lonely Planet - verdens bedste by at besøge. Hvorfor Toulouse?
Byen kombinerer en rig historie, moderne innovation og en uimodståelig livsstil. Her mærker man for alvor den franske ”joie de vivre”. Kåringen kommer næppe som en overraskelse for dem, der kender byen. Atmosfæren, gæstfriheden og befolkningens stolte rødder gør byen til særligt sted at være.
Kender du farvernes by?
Lyserød, pastelblå og violet har siden middelalderen domineret den sydfranske by Toulouse. Farverne i gadebilledet, på husfacader og i byens logo kan ingen komme uden om.
De tre farver repræsenterer på hver sin måde en del af Frankrigs fjerdestørste by, som ligger lunt mellem Middelhavet og Atlanterhavet.
La Ville Rose – den lyserøde by
Når man bevæger sig rundt i Toulouse, opleves byen i nuancer fra lys orange til rosa, fra mørkebrun til rød -afhængig af lyset og årstiden. Den lyserøde farve fortæller historien om byen, som er bygget af rosafarvet ler. Når man ser de lyserøde murstensfacader og blåmalede skodder, går man i virkeligheden midt i et historisk farveeventyr. Ser man solens gyldne stråler reflektere i husfacadernes rosagyldne teglsten, forstår man, hvorfor byen kaldes La Villa Rose.
Eventyret om den pastelblå farve
Mon du kender historien om den lille blomst, som satte varige spor i Toulouses økonomi og kultur?
I det 15. og 16. århundrede oplevede byen sin storhedstid takket være en ganske særlig plante – pastel de guède – planten, der producerer en intens blå farve.
I renæssancen var Toulouse centrum for den blå guldalder, der satte præg på hele Europa. Den kostbare pastelblå farve blev udvundet fra planten Isatis tinctoria – på dansk kendt som vaid. Den voksede i ”den blå trekant” – Toulouse, Albi og Carcassonne. Farvens værdi blev så høj, at den blev kaldt ”det blå guld”. Byens overdådige pastelpalæer blev finansieret af velhavende pastelhandlere – bygninger, der i dag står som varige monumenter over en epoke, hvor farven var guld. Den mest overdådige bygning er Hôtel Assézat.
Det dyrebare blå farvestof blev én af de mest eftertragtede handelsvarer i 1400-1500-tallet. Farven var ikke bare smuk, men et symbol på rigdom og forfinelse. Den blev brugt til at farvning af tekstiler og skodder - og endda til køernes horn for at holde myggene væk.
Selv konger og fyrster bar pastelblåt tøj - farven blev hurtigt kendt i hele Europa.
Når du går på opdagelse i Toulouse, så læg mærke til de mange blåmalede vinduespartier og palæer.
Pastelplanten prydede markerne med gule blomster. Bladene fra de ca. 20 cm høje blomster blev høstet, tørret, knust og formet som en slags poser, der afgav en mørk masse, hvorfra det blå farvestof blev frigivet. Farveteknikken blev populær i hele Europa, og pastelfarvehandlere fik guldpenge til at strømme.
Planten har været kendt helt tilbage til antikken for sine medicinske egenskaber.
Historien tager en global drejning
Skibe kom sejlende fra Indien med indigo – en blå farve var mere intens og billigere. Indigo begyndte efterhånden at strømme til Europa fra kolonierne. Eventyret var forbi – indigoen udkonkurrerede den lokale pastelproduktion.
Farven blev udvundet af indigofera-planter og var kendt i Asien for farvning af tekstiler.
Alt får en ende – i dag er begge farver erstattet af syntetiske farvestoffer. Nu bruges syntetisk indigo blandt andet til farvning af denim – cowboybukser.
Pastelfarven i dag
I Toulouse er pastelblå ikke blot en farve, det er en følelse, for det var her, det blå guld blev en del af byens identitet og sjæl. Stoltheden og den pastelblå farve lever heldigvis videre. Kunstnere, designere og passionerede håndværkere har genopdaget farvens unikke skønhed og holdbarhed. Den blå pastelfarve har fået nyt liv og benyttes i dag til fine tekstiler og kunstværker.
Det blå guld kan opleves på museet Château-Musée du Pastel. Farvens unikke skønhed ses også i flere specialforretninger. Teknikken er genskabt og håndværket holdes i live - man hylder pastellens arv:
Graine de Pastel – en skønheds- og livsstilsbutik med tekstiler, duftende cremer, sæber og parfumer i æstetiske pastelfarver.
Bleu par Nature – håndfarvede tekstiler, tørklæder og brugskunst. Gaveidéer og fine souvenirs.
La Fleurée de Pastel – et autentisk lille værksted, hvor man kan se, hvordan pastel stadig produceres med traditionelle teknikker.
Violette de Toulouse
Den skrøbelige velduftende, dobbeltblomstrende viol tilhører arten Viola odorata. Blomstens dybe lilla farve, sødlige og intense duft har gjort den populær i parfumeindustrien – men blomsten er også spiselig og bruges i konfekture og marmelader.
Violen blomster fra december til marts og har en særlig betydning, fordi den lyser op i vintermånederne.
Siden 1800-tallet har violen været Toulouses by-blomst, og den er udbredt blandt gartnere i hele området. Engang var der ca. 600 gartnere i Toulouse, som havde specialiseret sig i violdyrkning. Blomsten er en vigtig eksportvare – både som friske blomster og i forarbejdede produkter som sukkervioler, likører, parfumer og kosmetik.
Det siges, at den skrøbelige lilla blomst kom til Toulouse med en fransk soldat under 2. Verdenskrig. Soldaten tog både blomsten og den romantiske historie med hjem til sin forlovede. Siden da har blomsten været byens logo. Blomsterhandlere, parfumerier og chokoladeforretninger har indkapslet den delikate duft.
På grund af en plantesygdom uddøde violindustrien næsten helt i 1970’erne, men heldigvis lykkedes det forskere at genoplive blomsten. Uden for byen findes store drivhuse med violer, og hvert år i slutningen af februar hædrer byen den fine blomst med en ”violfest”.
Overalt kan man finde spor af Toulouses identitet f.eks. i butikkerne:
Jardin des Plantes - byparken, der både er botanisk have og Toulouses rekreative oase, hvor man kan opleve planten.
Maison de la Violette – på en smuk pram fortøjet ved Canal du Midi træder man ind i et lilla univers. En verden med specialprodukter fremstillet af violer: sirup, slik, te, skønhedsprodukter, likør, parfumer, duftelys, håndlavede kunstgenstande osv.
Violen er forbundet med ydmyghed, kærlighed og nostalgi. Blomsten indgår i mange kulturelle arrangementer.
Toulouses farvefortælling er vævet ind i byens historie, arkitektur og sjæl. Velfortjent kåret til TOP CITY i 2025. Og ved du, hvad det bedste er? Du kan opleve byen på Best Travels nye rejse til Pyrenæerne, hvor vi både besøger Spanien, Andorra og Frankrig.




















