Mød Færøernes prisvindende fårebonde

16. april 22026
Kirsten Hansen
På Færøerne, hvor naturen er rå, vinden frisk og traditionerne dybt forankrede, finder vi midt i det dramatiske landskab en helt særlig oplevelse.
På rejsen til Færøerne med BEST TRAVEL besøger vi fårebonden Óli Kristian i Toftir, som på smukkeste vis har formået at kombinere kultur, håndværk og lokal stolthed. Han har ikke blot vogtet sine dyr, men også forvandlet færøsk uld til et internationalt anerkendt brand.
Når vi træder ind i hans spændende butik, mærker man straks, at det ikke blot handler om en almindelig souvenirbutik. Ulden stammer fra får, der frit græsser i de grønne fjelde, og designet bærer tydeligt præg af den færøske arv med enkle mønstre og naturlige farver. Hver trøje er af høj kvalitet – nærmest vævet med færøsk historie.
Det færøske folk har gennem århundreder skullet overleve i det stormfulde Nordatlanten med usikre vejrforhold, og derfor er befolkningen blevet eksperter i at udnytte naturens ressourcer. På de 18 øer græsser ca. 70.000 får – de pelsklædte venner har spillet en afgørende rolle i overlevelsen – og i den stolte tradition for uldstrik.

Fårebonden er 4. generation i faget og har fulgt i sine oldeforældres fodspor. Det hele begyndte med den lille butik Navia, som i dag er en af de førende virksomheder i den færøske trikotageindustri med eksport til flere lande. Navia producerer traditionelle færøske mønstre, men arbejder også med materialer som australsk lammeuld, shetlandsuld samt bomuld og silke. Resultatet er et bredt udvalg, hvor tradition og moderne tendenser smelter sammen.
Den elektriske strikkemaskine fascinerer mange besøgende. Fårebonden demonstrerer stolt, hvordan trøjer fremstilles i ét stykke uden efterfølgende sammensyning. Det giver en særlig komfort – og vidner om en imponerende teknisk kunnen.
I februar 2026 vandt virksomheden prisen Føroya Besta Vørumerki 2025 – Færøernes bedste brand – for sin evne til at forene klassisk håndværk med moderne teknologi og for en stærk bæredygtig profil.
Strik er ikke blot beklædning, men en levende del af den færøske identitet. Besøget hos fårebonden er en autentisk oplevelse, hvor vi kommer tæt på både kultur og mennesker – og måske tager du derfra med en varm trøje i tasken?

