Inkluderet i prisen
Fly til Madrid t/r inkl. bagage
Lufthavnstransfer t/r
Bustransport i Spanien
3 nætter i Madrid på 3-stjernet hotel
1 nat i Ávila på 4-stjernet hotel
2 nætter i Cuenca på 3-stjernet hotel
6 x morgenmad
1 x tapas-frokost
2 x aftensmad
Udflugter iflg. program:
Lokalguide på Palacio Real, El Escorial og i Cuenca
Erfaren dansk rejseleder
Eneværelse kr. 1.610
Fast plads i bussen kr. 200-300
Ankomst til hovedstaden Madrid
Vi flyver direkte til Madrid, og fortsætter i bus til vores moderne hotel, hvor vi skal bo i 3 nætter. Hotellet har en fremragende beliggenhed i hjertet af byen - ikke langt fra kongeslottet.
Det kongelige Madrid
Efter morgenmad tager vi metroen til Plaza de Oriente - den royale del af byen med et af verdens største kongeslotte, Palacio Real. Slottet er over 135.000 m2 og har 3.415 værelser fyldt med pomp og pragt. På rundvisningen med lokalguide kommer vi op ad paladsets storslåede hovedtrappe, der fører til overdådige værelser og den fantastiske tronsal, beklædt med rødt fløjl på væggene. Vi ser værelser med udsøgt stukloft og vægge med smukke silkebroderier, og vi hører om slottets farverige historie. Kunstværker og unikke skatte fra den spanske guldalder tiltrækker besøgende fra hele verden. Slottet benyttes kun lejlighedsvis, da den spanske kongefamilie for år tilbage flyttede til mere beskedne rammer på Palacio de la Zarzuela uden for byen.
Herefter spadserer vi til Plaza de la Armería, der er fyldt med sofistikerede caféer og dyre lejligheder. Byvandringen på ca. 1½ km slutter på Madrids største torv, den flotte Plaza Mayor med plads til 50.000 mennesker - rammen om Madrids folkeliv. Alt har foregået her - lige fra henrettelser til fejring af kongelige bryllupper. Vi hygger os med tapas-frokost på en lokal restaurant, og herefter kan du vælge at gå på opdagelse på egen hånd - eller tage med rejselederen tilbage til hotellet.
Madrid på egen hånd
Er du interesseret i kunst kan vi stærkt anbefale et besøg på et af byens 3 berømte museer. Pradomuseet - er et af verdens største og mest betydningsfulde kunstmuseer. Reina Sofía, byder på spansk kunst fra det 20. århundrede, og Thyssen-Bornemisza Museet er kendt for ”Golden Triangle of Art”. Vi anbefaler at købe billetter hjemmefra på museernes hjemmeside.
Måske vil du hellere slappe af i Retiro-parken med blomsterbede og springvand - eller gå på shopping i den eksklusive indkøbsgade, Calle Serrano? Uanset, hvad du vælger, er det let at komme rundt både til fods og med byens veludbyggede metrosystem. Rejselederen kommer gerne med råd og vejledning.
Madrid, Segovia & Ávila
Vi starter dagen med en kort panorama byrundtur i Madrid, hvor vi kommer forbi flere af storbyens spændende pladser og hyggelige kvarterer. Vi ser den ovale plads, Puerta del Sol, med gamle smedejernsbalkoner, og fortsætter til Plaza de España, der er omgivet af skyskrabere. Det er svært at forestille sig Madrid uden den store boulevard Gran Vía med tårnhøje facader i belle-époque-stil. Gaden har dobbelt så mange virksomheder som boliger.
Herefter fortsætter vi til den spændende middelalderby Segovia, der ligger i Castilla y León regionen. Byen er spækket med historiske monumenter, og er opført på UNESCOs Verdensarvsliste. Vi skal naturligvis se den spektakulære 30 meter høje akvædukt, der gennemskærer byen. Akvæduktens romerske konstruktion er én af Europas bedst bevarede. De kæmpestore granitblokke holdes sammen uden mørtel. En legende fortæller, at broen blev bygget af Djævelen på en enkelt nat! I dag er broen ikke længere sikker, så det er forbudt at færdes på broen eller køre under den. Vi passerer de gamle bymure, og udefra ser vi den magiske Alcázar fæstning, der næsten ligner et slot efter et barns opfattelse! Tid på egen hånd i byen - måske til at nyde provinsens gode mad, som er kendt i hele Spanien eller et besøg på Alcázar. Billetter anbefales at købe på museets hjemmeside inden afrejse.
Sidst på eftermiddagen når vi den tidligere kongeby Ávila, der afspejles i byens mange huse og paladser i renæssancestil. Ávila er berømt for sin 2½ km lange bymur med 88 tårne. Byen har siden 1500-tallet været en magnet for pilgrimme, da den er fødested for Santa Teresa. Nonnen blev født ind i en adelig familie i 1515. Hun begyndte at føre samtaler ansigt til ansigt med Gud, og hendes indvendinger mod karmeliternes overdådige livsstil, fik hende til at starte sin egen orden ”barfods-karmeliterne” med strenge regler. Det er f.eks. ikke tilladt at forlade klostret med mindre man skal stemme eller er syg. På Plaza de Santa Teresa findes en statue af nonnen, som blev lavet til ære for pavens besøg i 1982.
Lidt kongelig har man vel lov at være? Vi skal nemlig bo en enkelt nat på et eventyrligt hotel, der smukt er indrettet i et imponerende palads fra det 16. århundrede i hjertet af byen. Inden vi om aftenen nyder en dejlig middag i hotellets restaurant er der tid til en lille spadseretur i byens centrum.
Paladset El Escorial og eventyrbyen Cuenca
I dag skal vi besøge det enorme palads-kompleks El Escorial i San Lorenzo - Spaniens vigtigste arkitektoniske monument inden for spansk renæssance. Kong Filip II’s bygning rummer 15 klostre, 16 patioer, 13 bedesale, 300 celler, 86 trappegange - og en samling på over 1.600 malerier. Fra de omkringliggende haver er der en fremragende udsigt over landskabet med marker og frugtplantager ved bjergkæden Guadarrama. Ved El Escorial smelter historie og natur sammen.
Escorials indre blev dekoreret af berømte spanske og italienske kunstnere. Kongeslottet er i dag et af Spaniens mest besøgte vartegn, og er udnævnt til et af UNESCO Verdensarvssteder.
Placeringen af den enorme kirke midt i komplekset afspejler Filip II’s tro på, at alle politiske handlinger skulle styres af religiøse overvejelser. Kongen var melankolsk, indadvendt og meget religiøs. De fleste spanske kongers jordiske rester findes her. Bygningen rummer også et fantastisk bibliotek, som kun overgås af Vatikanet. (Forbehold for lukning af biblioteket).
El Escorial kaldes af mange for verdens 8. vidunder og for et passende sted, hvor himmel og jord mødes. En spændende rundvisning venter med lokalguide.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til den eventyrlige middelalderby Cuenca (udtales Kvenka), der ligger oppe i bjergene med huse, der spreder sig over den dybe kløft mellem floderne Júcar og Huécar. Vi bor 2 nætter på et charmerende hotel i hjertet af den gamle velbevarede bydel med kun 2.000 indbyggere. Herfra kan vi let suge stemningen til os fra de smalle kringlede gyder med toppede brosten. De gamle stenhuse er i sig selv arkitektoniske vidundere, og rundt omkring i gaderne har man fremragende udsigtspunkter. Et besøg i Cuenca, vil du aldrig glemme!
Vi hygger os med aftensmad på hotellet.
Fantastisk byvandring i Cuenca
Vi har afsat hele dagen til at udforske UNESCO-byen Cuenca, der er ukendt af de fleste! Om morgenen tager vi på byvandring, hvor vi ser byens største plads, Plaza Mayor, der smukt er omkranset af små caféer og farverige huse. Pladsen domineres af Cuencas gotiske katedral, der blev bygget for over 500 år siden.
Cuencas vartegn er de usædvanlige hængende huse med træbalkoner, Casas Colgadas. I det 14. og 15. århundrede voksede Cuenca enormt, og der blev boligmangel i byen. De smalle gader og den dybe kløft var en udfordring for datidens arkitekter. Man valgte derfor at bygge højhuse med 4 etager, og enkelte huse havde endda helt op til 10 etager. Skyskraberne var dengang blandt Europas højeste bygninger. Ingen ved hvem, der byggede husene, men man formoder, det var maurerne, som regerede fra 714-1080. Tidligere var Casas Colgadas beboet af adelige familier, men det sidste hus blev solgt i 1907 for kr. 65. Engang var klippekanten fyldt med hængende huse, men lidt efter lidt faldt de ned i dybet – og ingen turde bo der mere. I dag er der kun få tilbage, som heldigvis blev reddet, og siden har gennemgået en omfattende restaurering.
Vi besøger 2 huse, som er tryllet om til et moderne museum med abstrakt kunst. Det er dog næsten kunst i sig selv, når landskabet lukkes ind i de hvide rum gennem museets vinduer. Et af de hængende huse er i dag en populær restaurant. Vi slutter byvandringen med en tur over den lange gangbro, San Pablo, der krydser Huécar-kløften. Herfra har vi en formidabel udsigt til de hængende huse på den stejle klippevæg. Dette er ægte eventyr!
Der er overalt korte afstande i Cuenca, men med stigninger og toppede brosten – så medbring godt fodtøj. Vi tager det i et roligt tempo med god tid til at indsnuse byens helt særlige atmosfære.
Om eftermiddagen har du mulighed for at tage med rejselederen på endnu en flot byvandring, denne gang gennem smukke stier ned til Cuencas moderne bydel. Herefter går vi langsomt tilbage op gennem de stejle gyder i den gamle bydel. Du kan også vælge at slappe af med en café con leche - og måske smage regionens lækre alajú-kage med honning og mandler? Eller måske har du blot lyst til at nyde stilheden i byens kirke med fine glasmosaikker?
Tag også med rejselederen på en lille aftentur gennem Cuencas netværk af middelaldergader. Mange af de smukke bygninger er oplyst, det føles som at være i en drømmeverden eller midt i en filmoptagelse - det er umuligt ikke at blive imponeret! Vi genoplever Plaza Mayor og de hængende huse, som nu er klædt i et særligt skær. Vi finder en hyggelig lokal restaurant undervejs, hvor vi sammen kan nyde en dejlig middag for egen regning.
Hjemrejse
Det er tid til at tage afsked med Cuenca. Vi kører tilbage til Madrid, og flyver mod Danmark.
Kontakt Best Travel
Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.
Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.