Stena Line og Best Travels kontor i Frederikshavn Stena Line og Best Travels kontor i Frederikshavn

Medarbejdere hos Best Travel

Kirsten

Kirsten Hansen blev ansat hos Best Travel i november 2021 som produktchef for Spanien og Portugal samt oversøiske rejsemål. Kirsten har over 30 års erfaring med indkøb og planlægning af rejser i samarbejde med leverandører i det meste af verden. Hun har også et særligt kendskab til de gamle Sovjetlande – både flodkrydstogter i Rusland og Ukraine, men også eventyrlige rundrejser i Usbekistan, Kasakhstan, Georgien, Armenien m.fl. Hun brænder, for at sammensætte og skabe de gode rejseoplevelser.

Allerede i sin barndom rejste Kirsten på ferie rundt i Skandinavien sammen med sin jyske familie. Besøget i en ægte samerlejr midt i Norges bjerge, blev starten på hendes store interesse for fremmedkulturer.
I sin ungdom arbejdede hun på hotel i London, men en elevplads i rejsebranchen lokkede hende til København. Siden har Kirsten nærmest viet sit liv til rejselivet, for hun har nu besøgt over 90 lande - og kan stadig ikke få nok! Hun er 100% enig med H.C. Andersen om, at rejse er at leve – det er en livsstil, siger hun.

Mange har nysgerrigt spurgt hende om, hvor er så det bedste rejsemål? Det kan hun slet ikke svare på, for hun synes hvert land har noget fantastisk at byde på. I Mellemøsten holder hun af Iran, Oman og Saudi-Arabien. I Asien har hun en særlig passion for Japan, Indien og Bhutan, hvor hun for nylig har været på trekking op ad det stejle bjerg til Tiger’s Nest. Rusland har også en særlig plads i hendes hjerte, for hertil gik hendes bryllupsrejse for år tilbage. I Afrika elsker hun særligt at besøge Etiopien og Zanzibar. Hun har også besøgt meget fjerntliggende lande som Påskeøen, Australien og de isolerede Marquesasøer i Fransk Polynesien midt ude i Stillehavet. Generelt holder hun af at komme lidt ud af sin komfortzone – uden det bliver alt for farligt.

I Europa brænder Kirsten især for Spanien og Portugal. Befolkningens gæstfrihed, varme og imødekommenhed er fantastisk – noget, vi alle kan lære noget af, mener hun. Her er kulturen og historien ikke mindre end enestående. Så hun rejser gerne igen og igen til Sydeuropa. Der findes ikke noget bedre end at sidde på en café og iagttage livet i denne del af verden.
Kirsten værdsætter dog også sit eget land, hvor Fanø og Samsø er blandt hendes yndlingssteder.

Uanset hvortil Kirsten rejser, synes hun, det bedste er at komme i kontakt med de lokale. At høre om deres liv, historie og lære om deres religion. At komme ud i naturen spiller også en vigtig rolle for Kirsten. Hun holder af lange gåture hver eneste dag uanset, hvor hun befinder sig. Alle sanser skal aktiveres, det gør hende glad.

Hendes bedste råd har altid været - Rejs dig rig, præcis som Best Travel opfordre til. En gave for livet – den bedste gave til dig selv!

> tilbage til alle medarbejdere

Har du brug for hjælp?

Kontakt Best Travel

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.

Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.

Har du spørgsmål til, hvordan COVID-19 kan påvirke din rejse, henviser vi til Om rejser og coronavirus

Din henvendelse