Inkluderet i prisen
Fly København-Bangkok-Siem Reap/Ho Chi Minh City-Bangkok-København med Thai Airways inkl. bagage og fuld forplejning ombord
Transfer lufthavn-hotel/hotel-skib/skib-hotel/hotel-lufthavn
2 nætter på 4-stjernet hotel i Siem Reap
Måltider i Siem Reap: 2 x morgenmad (dag 3 & 4), 2 x frokost (dag 2 & 3), 2 x aftensmad (dag 2 & 3) inkl. vand & kaffe/te
Velkomstdrink
7 nætter på Mekong Prestige II i kahyt med fransk altan på hoveddæk
Helpension ombord (fra frokost dag 4 til morgenmad dag 11)
Drikkevarer ombord til frokost og aftensmad (vand, sodavand, øl og vin af lokale mærker)
Drikkepenge til skibets besætning
1 nat på 5-stjernet hotel i Ho Chi Minh City
Måltider i Ho Chi Minh City: 2 x frokost (dag 11 & 12), aftensmad dag 11 inkl. vand & kaffe/te, morgenmad dag 12
Udflugter og entréer ifølge program
Erfaren dansk rejseleder
Øvrige drikkevarer
Drikkepenge til lokalguider, chauffører og hotelpersonale, beregn ca. $30 pr. person
Visum til Cambodja (kan købes ved ankomsten - medbring 2 pasfotos og ca. $35 i kontanter pr. person - eller søges på forhånd på https://www.evisa.gov.kh/). Visum til Vietnam kræves ikke til ophold under 15 dage.
Afbestillings- og rejseforsikring Læs mere
Dobbeltkahyt på øvre dæk kr. 1.500
Juniorsuite på hoveddæk kr. 4.200
Suite med terrasse på øvre dæk kr. 6.000
Eneværelse/enekahyt på hoveddæk kr. 11.000
Afrejse fra Danmark
Afrejse fra København kl. 13.50 med fly via Bangkok til Siem Reap i Cambodja. Vi flyver med Thai Airways og måltider og drikkevarer ombord er inkluderet i prisen.
Ankomst til Cambodja - Angkor-templerne
Velkommen til Siem Reap i Cambodja - beregnet ankomst kl. 08.15 lokal tid. Bustransport fra lufthavnen til Sokha Angkor Resort Hotel i Siem Reap, hvor vi bliver indkvarteret på vores værelser, og kan friske os op ovenpå rejsen. Vi spiser frokost (inkl. 0,5 l. vand og kaffe/te) i hotellets restaurant. Om eftermiddagen kører vi med bus til Angkor-templerne. Når man er i Cambodja er det næsten utænkeligt ikke at besøge tempelområdet, som dækker 20 x 50 kilometer. Selve Angkor Wat er blot det største af mange templer, selvom det har lagt navn til hele området. Angkor er tidligere hovedstad i Khmerriget, som sad på magten fra det 9. til det 13. århundrede. Byen og dens fascinerende templer blev gradvis dækket af jungle. Templerne blev genopdaget i det 19. århundrede og er på UNESCOs Verdensarvsliste. Vi lægger ud med at besøge Angkor Thom, den sidste hovedstad i Khmerriget. Byen, som strækker sig over et areal på 10 kvadratkilometer og er omgivet af en 100 meter bred voldgrav, blev opført i slutningen af det 11. århundrede af Kong Jayavarman 7. Angkor Thom regnes for centrum i en af verdens første millionbyer, og de kilometerlange mure og overdækkede gallerier med stenrelieffer illustrerer livet i Khmerrigets dage. Vi besøger statstemplet Bayon med 54 rigt dekorerede tårne. Vi besøger også Elefantterrassen og Den Spedalske Konges Terrasse samt Phimeanakas-templet. Vi slutter dagen af med at besøge det fascinerende pyramidiske Baphoun-tempel, som er nyrenoveret. Vi spiser middag (inkl. 0,5 l. vand og kaffe/te) på en lokal restaurant, inden vi går til ro på hotellet.
Siem Reap - Angkor-templerne
Efter morgenmad på vores hotel sætter vi igen kurs mod templerne i Angkor, hvor vi udforsker Banteay Srei, kvindernes citadel, som er bygget i det 10. århundrede. Efter frokost (inkl. 0,5 l. vand samt kaffe/te) oplever vi Ta Pronh-templet, som er omgivet af frodig vegetation og minder om den stand tempelkomplekserne var i, da de blev genopdaget af de europæiske opdagelsesrejsende.
Vi ser den menneskeskabte sø Srah Srang og slutter af med at besøge Angkor Wat-templet, som anses for at være det mest imponerende af dem alle. Vi spiser aftensmad (inkl. 0,5 l. vand samt kaffe/te) på en restaurant i Siem Reap.
Marked i Siem Reap - Afsejling
Efter morgenmaden checker vi ud fra hotellet. Om formiddagen besøger vi et marked for kunsthåndværk - måske finder du en smuk souvenir? Herefter kører vi den korte tur til Phnom Krom, hvor skibet venter. Vi bliver indkvarteret i vores kahytter og spiser frokost ombord. Om eftermiddagen kaster vi fortøjningerne og krydser Tonle-søen. Vi spiser velkomstmiddag ombord. Bemærk - hvis vandstanden i Tonle-søen er lav, går vi i stedet ombord i Prek Dam.
Flydende landsby - Kampong Tralach - Udong
Vi ankommer til Kampong Chhnang, en travl provinshavneby med livlig markedshandel. Vi går ombord i mindre både, så vi kan besøge en flydende landsby, hvor hele befolkningens liv er forbundet til vandet, som de bor på. Vi besøger byens marked, inden turen går tilbage til skibet, hvor vi spiser frokost ombord, mens vi sejler videre mod Kampong Tralach. Herfra kører vi med oksetrukket kærre gennem det frodige landskab til den smukke pagode Vihara of the Wat Kampong Leu, som bl.a. har smukke vægmalerier. Vi kører med bus til Udong, som var hovedstad i Cambodja mellem 1618 og 1866. Vi besøger Vipassana Dhura-pagoden, hvor der under de sidste khmer-kongers herredømmer blev rejst en række stupas - smukke spir-lignende konstruktioner. Stedet blev brugt til meditation af de buddhistiske munke. Om aftenen fortsætter vi sejladsen mod Phnom Penh.
Koh Dach - Phnom Penh
Vi ankommer til Koh Dach, Silkeøen. Cambodja har en lang tradition for silkevævning, og her på øen holdes kunsthåndværket i hævd. Vi spadserer en tur og besøger et væveri, hvor vi hører om den fascinerende fremstillingsproces. Vi besøger desuden en lokal pagode og en skole, inden vi vender tilbage til skibet til frokost.
Vi sejler videre mod Cambodjas hovedstad Phnom Penh, hvor indflydelsen fra tiden som fransk koloni stadig ses tydeligt i arkitekturen langs byens brede boulevarder. Vi besøger det buddhistiske tempel Wat Phnom, som byen er navngivet efter. Efter middagen ombord er der opvisning i den traditionelle Khmer-dans Apsara på skibet.
Phnom Penh
Vi tager på byrundtur med bus i Phnom Penh og ser det kongelige palads med sølvpagoden. Vi besøger nationalmuseet, som bl.a. rummer en udstilling af Khmer-kunsthåndværk. Efter frokost ombord skal vi opleve et mørkt kapitel i dette smukke lands historie, når vi besøger en tidligere skole, der under Pol Pots regime i 1970'erne blev omdannet til torturfængslet S21 - i dag er der museum om de røde Khmerers folkedrab, der stadig hviler som en mørk skygge over landet. Efter museumsbesøget er der mulighed for at gøre en god handel på markedet i den imponerende markedshal opført i art deco-stil i 1937. Vi spiser middag ombord.
Sejlads mod Vietnam
Vi tilbringer en afslappet dag ombord, mens vi sejler mod den vietnamesiske grænse. Fra soldækket eller salonen kan vi nyde udsigten til de smukke landskaber og byer, der omgiver Mekong-floden. Flodtrafikken og fiskeriet giver også indblik i livet på denne fremmedartede egn. Efter grænseformaliteterne sejler vi ind i Vietnam.
Tan Chau
I dag stiger vi ombord i mindre både og besøger den afsidesliggende by Tan Chau. Denne charmerende, lille by, med livlig handelsaktivitet i landlige omgivelser, er ganske repræsentativ for denne del af Vietnam og giver et godt indblik i livet på disse kanter.
Sa Dec - Cai Be
Om formiddagen besøger vi Sa Dec, en travl storby, hvor den franske forfatter Marguerite Duras tilbragte en del af sin barndom og ungdom, da byen var en del af kolonien Fransk Indokina. Vi ser huset, som tilhørte den kinesiske elsker fra Duras' mest berømte roman, Elskeren. Huset er i dag indrettet som museum. Vi besøger desuden et caodaistisk tempel og spadserer gennem byens farverige marked.
Efter frokost ombord sejler vi forbi Vinh Long, som ligger midt i floddeltaet mellem to bifloder. Vi sejler med mindre både gennem Cai Be og ser den franske domkirke i gotisk stil. Vi spadserer langs floden og får indblik i det lokale erhvervsliv med fremstilling af rispapir og kokosslik. Efter middagen ombord er der traditionel musikalsk underholdning.
Ho Chi Minh City (Saigon)
Efter morgenmaden tager vi afsked med skibet og går i land i My Tho. Vi kører med bus til Ho Chi Minh City (ofte forkortet HCMC) og besøger undervejs Cholon-markedet samt en fabrik, hvor der fremstilles traditionelle, asiatiske lak-genstande. Vi spiser frokost (inkl. 0,5 l. vand og kaffe/te) på en restaurant i byen, inden eftermiddagens byrundtur.
Her ser vi domkirken Notre Dame, det berømte postkontor fra den franske kolonitid og operahuset. Vi passerer også forbi Genforeningspaladset. Middagen (inkl. 0,5 l. vand og kaffe/te) serveres på en lokal restaurant og vi overnatter på et skønt hotel.
Ho Chi Minh City (Saigon) - Hjemrejse
Vi spiser morgenmad på hotellet og checker ud fra vores værelser. Herefter besøger vi det spændende nationalhistoriske museum. Efter frokost (inkl. 0,5 l. vand og kaffe/te) på en lokal restaurant er der tid på egen hånd, indtil vi sætter kursen mod lufthavnen og flyver tilbage til København via Bangkok. Vi flyver med Thai Airways og måltider og drikkevarer ombord er inkluderet i prisen.
Hjemkomst
Vi lander i lufthavnen i København, beregnet ankomst fra Bangkok kl. 06.35. Tak for denne gang!
Som deltager på et flodkrydstogt skal man være opmærksom på, at rejsens gennemførelse i overensstemmelse med programmet kan afhænge af naturens luner. Det er derfor vigtigt, at man på et flodkrydstogt er indstillet på disse forhold, som bl.a. kan medføre, at ekstraordinært lav eller høj vandstand kan betyde ændringer i skibets sejlplan og dermed have indflydelse på gennemførelsen af rejsens program. Ligeledes, kan høj vandstand betyde, at soldækket lukkes af sikkerhedsmæssige årsager - eksempelvis grundet passage af broer med lav frihøjde. Dog sejler vi kun på strækninger, som oftest benyttes til flodkrydstogter, og vi oplever derfor normalt ikke problemer i forbindelse med skiftende vandstand.
På alle floder er skibene underlagt de enkelte slusers åbningstider. Oftest er slusetiderne bestilt i forvejen, men alligevel kan der, ved eksempelvis eftersyn eller reparationsarbejde, opstå forsinkelser.
Vi forsøger altid at give vores gæster mest mulig tid i de byer og ved de seværdigheder, som besøges. Man må derfor være indstillet på, at forhold omkring sluserne eller vandstanden på floderne, som vil forsinke eller direkte forhindre gennemførelsen af turens program, kan medvirke, at man tilbagelægger visse strækninger i bus frem for med skibet, uden at dette kan betragtes som en mangel ved rejsen.
Kontakt Best Travel
Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.
Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.