DAG 1 ● DANMARK ● SKT. PETERSBORG
Fly til Skt. Petersborg. Transferguiden møder os i lufthavnen og viser vej til bussen. Indkvartering og aftensmad på vores hotel. 
 

DAG 2 ● SKT. PETERSBORG
Efter morgenmaden skal vi ud og opleve Skt. Petersborg. Vi skal besøge Peter-Paul fæstningen, som Peter den Store lod opføre, da han i 1703 grundlagde byen. En del af fæstningen blev hurtigt omdannet til fængsel, og den første indsatte var zarens egen søn. På fæstningsområdet ligger bl.a. katedralen, som Peter den Store ikke selv nåede at opleve færdig. Klokketårnet med det gyldne spir er stadig er byens højeste bygning. Vi skal se katedralens barokke interiør og den berømte gyldne ikonvæg. Siden Peter den Store blev de russiske zarer med enkelte undtagelser begravet i katedralen. I 2006 blev Prinsesse Dagmar af Danmark flyttet fra Roskilde Domkirke hertil for at ligge sammen med sin mand, den myrdede zar Alexander III.
 

Vi skal også besøge Eremitagen, et af verdens største kunstmuseer og i sig selv en samling pragtfulde, ødselt udstyrede bygninger, deriblandt den smukke barokbygning kendt som Vinterpaladset, der ligger smukt på floden Nevas bred. Den enorme kunstsamling blev grundlagt af Katarina den Store, der måtte bygge nye bygninger til sin ekspanderende samling, og hendes efterfølgere fulgte i hendes fodspor. 
 

Efter disse besøg på to af Skt. Petersborgs mest kendte seværdigheder kører vi tilbage til hotellet, hvor vi spiser aftensmad.
 

DAG 3 ● SKT. PETERSBORG
I dag er vores første udflugtsmål Peterhof, Peter den Stores storslåede gods med flere smukt dekorerede paladser, flot anlagte parker og et væld af prægtige statuer, fontæner og kunstige vandfald. Peter den Store tegnede selv de første skitser med inspiration fra Versailles. Peterhof overgår det franske palads i ødselhed, og en enkelt dag rækker slet ikke til at det hele, så vores besøg omfatter den nedre park og det fantastiske Grand Palace. Tyske tropper ødelagde meget af Peterhof under 2. verdenskrig, men over 1.000 frivillige gik straks efter krigen i gang med at restaurere godset.
 

Efter besøget på Peterhof tager vi ud på en lille sejltur på Skt. Petersborgs floder og kanaler. Undervejs kan vi betragte de store paladser, broerne, Eremitagen, kirker og livet på bredderne. Herefter vender vi tilbage til hotellet, hvor vi spiser aftensmad. 
 

DAG 4 ● SKT. PETERSBORG ● MOSKVA
Efter morgenmad på hotellet har vi et par timer på egen hånd, inden vi skal med lyntoget fra Skt. Petersborg til Moskva. På den 800 kilometer lange tur kan vi nyde udsigten til Ruslands enorme landbrugsarealer og landskabet med skove, landsbyer og søer. Ved ankomst til Moskva er der transfer til vores hotel, hvor vi tjekker ind og senere spiser aftensmad.
 

DAG 5 ● MOSKVA
Efter morgenmad på hotellet skal vi på en heldagstur med sightseeing i Moskva, som har været Ruslands historiske og politiske centrum gennem århundreder. Karakteristiske løgkupler, bygninger fra Ivan den Grusommes tid i 1500-tallet, imponerende museumsbygninger og massiv, firkantet sovjetarkitektur sætter deres præg på byen. Moskva er imidlertid også en grøn by med mere end hundrede parker og haver. 
 

Vi skal blandt andet besøge mindesmærket for Den Store Patriotiske Krig (2. verdenskrig), der blev afsløret i 1998. Øverst på den 142 m høje obelisk står en statue af Nika, sejrsgudinden. Vi går også en tur på gågaden Stary Arbat i Moskvas historiske centrum, hvor vi i dag ser både moderne og historiske husfacader, butikker, gadekunstnere og restauranter. Efter dagens mange oplevelser bliver vi kørt tilbage til vores hotel. Aftensmad på hotellet.
 

DAG 6 ● MOSKVA
Vi spiser morgenmad på hotellet, og derefter skal vi opleve det berømte Kreml-kompleks. Kreml er på én gang magisk smukt og lidt hemmelighedsfuldt. To tredjedele af området er stadig lukket for besøgende, men i den sidste tredjedel er der mere end nok for os at kigge på. Foruden de enorme museer er det her, den russiske præsident har sin officielle residens. Kreml var ikke kun politisk centrum, men også religiøst centrum i det gamle Rusland, og indenfor Kremls mure ligger adskillige historiske katedraler og kirker, bl.a. den smukke, enkle Mariæ Himmelfartskatedral, hvor zarerne blev kronet. I sovjettiden blev Kremls kirker og katedraler lavet om til museer. 
 

Vi skal naturligvis også gå en tur på Den Røde Plads, hvis navn er en forvanskning af ordet ”smuk”. Fra slum og henrettelsesplads til militærparader og rockkoncerter – der er sket meget på denne plads gennem tiderne! Pladsen er omkranset af spændende bygninger, bl.a. Vasilij-katedralen, der oprindeligt blev opført af Ivan den Grusomme som en hvid bygning med gyldne kupler, og det massive Lenin-mausoleum bygget i granit. 
 

Den Røde Plads er forbundet med torvet Manezhnaya, hvor der midt på pladsen ligger et 4-etagers underjordisk shoppingcenter med en roterende glaskuppel. Pladsen afgrænses til den ene side af den smukke Alexanderhave, der var en af byens første offentlige parker. Vi skal også opleve nogen af de flotte gamle stationer i Moskvas berømte metro, inden dagens sightseeingtur afsluttes. Aftensmad på hotellet.
 

DAG 7 ● HJEMREJSE
Morgenmad på hotellet og transfer til lufthavnen, hvorfra vi flyver hjem til Danmark.