Rejseplan
DAG 1 · DANMARK · CAPILEIRA
Fly til Malaga. Transfer til den hvide landsby Capileira, hvor vi skal bo under hele opholdet. Her spiser vi hver dag morgen- og aftensmad.
DAG 2 · CAPILEIRA · BUBIÓN · PAMPANEIRA
Vi spiser morgenmad på hotellet, hvorefter vi starter dagens vandretur. Vi bliver i Poqueira-kløften, så vandreturen starter fra hotellet. Capileira samt Bubión og Pampaneira er kløftens tre hvide byer med klassiske kridhvide kalkede huse og en fantastisk udsigt til Sierra Nevada-bjergkædens toppe. Dagens tur går omkring alle tre byer i kløften. På denne rute er der bl.a. udsigt til Mulhacén, der med sine 3.482 m er Sierra Nevadas højeste tinde. Vi går helt ned i bunden af Poqueira-kløften og krydser floden af samme navn. Med flot udsigt til de tre byer vandrer vi til Pampaneira, hvor vi spiser frokost på den lokale bodega. Derefter fortsætter vi til Bubión, hvor der er mulighed for en kaffepause, inden vi går det sidste stykke hjem til vores egen hvide by, Capileira.
DAG 3 · CAPILEIRA · LA CEBADILLA
Vi vandrer opad langs Poqueira-floden indtil vi kommer til den forladte landsby La Cebadilla. Landsbyen blev bygget i 1957 til at huse de arbejdere, der udviklede det hydro-elektriske kraftværk, der ligger øverst i kløften. Her holder vi frokostpause i det fri. Efter frokosten fortsætter vi op i bjergene til La Isla, hvor vi holder pause, inden vi går tilbage til Capileira.
DAG 4 · BUSQUÍSTAR · TREVÉLEZ
Efter morgenmaden bliver vi kørt til landsbyen Busquítar, der ligger ved floden Trevélez. Herfra vandrer vi ad gamle stier gennem et smukt landskab og skove med de karakteristiske stenege, og når op til Spaniens højest beliggende landsby, Trevélez. Vi er oppe i 1.600 m højde, og den rene, tørre luft her er perfekt til tørring af de kendte Serrano-skinker. Trevélez er hovedbyen for skinketørrerierne, og de lækre skinker hænger i hobetal fra lofterne i byens butikker og barer. Vi skal naturligvis besøge et af tørrerierne og smage på skinkerne. Frokost på lokal restaurant. Efter dagens oplevelser transporteres vi tilbage til Capileira.
DAG 5 · CAPILEIRA
Dagen er til fri disposition. Der er mulighed for at tilkøbe en udflugt til Granada, hvor der først bliver tid til at kigge på byen på egen hånd. Man kan lade sig friste af byens butikker eller besøge den overdådige domkirke med det kongelige gravkapel og de legendariske katolske monarker Isabel og Fernandos smukke gravsted.
Herefter er der fælles byvandring i den gamle bydel, Albaycín, hvor Granadas første bosættere slog sig ned for 1000 år siden. Bydelen er på UNESCO’s Verdensarvliste, og de smukke omgivelser udgør den perfekte ramme for frokostpausen. Efter måltidet skal vi besøge det verdensberømte mauriske palads Alhambra, der blev bygget af dynastiet Nasriderne for 700 år siden. Vi bliver vist rundt af en lokal guide både i det pragtfulde Alhambra og i det smukke sommerpalads Generalife. Hen under aften kører vi tilbage til Capileira.
DAG 6 · PAMPANEIRA · SOPORTÚJAR · CAÑAR
Vi spiser morgenmad og bliver herefter kørt til Pampaneira. Herfra vandrer vi mod vest med flot udsigt til Middelhavet, indtil vi når ned i Guadalfeo-dalen, hvor floden af samme navn løber. Vi fortsætter frem til den lille landsby Soportújar, der lyser op i landskabet med sine hvidkalkede mure. Byen har under 300 indbyggere, men huser Spaniens første buddhistcenter. Vi slapper af og spiser frokost i det fri i den lille by, inden vi fortsætter turen. Vi vandrer over en af Sierra Nevadas mest spektakulære dæmninger, der blev bygget i starten af 1900-tallet, og fortsætter til landsbyen Canãr, der ligger på bjergskråningen. Fra Canãr bliver vi transporteret tilbage til hotellet.
DAG 7 · PITRES · MECINA FONDALES
I dag skal vi på turens sidste vandring. Vi bliver kørt fra hotellet til landsbyen Pitres, hvor dagens etape begynder. De hvide landsbyer i denne dal stammer helt tilbage fra maurernes tid. I 800 år var området under maurernes styre, og de små charmerende landsbyer her udgjorde et selvstændigt samfund, et såkaldt ”taha”. Vi spiser frokost på en bodega i Mecina Forales og bliver bagefter kørt tilbage til vores hotel i Capileira.
DAG 8 · CAPILEIRA · AFREJSE
Transfer til lufthavnen og fly tilbage til København.



