REJSEPLAN

 

Dag 1: Ankomst – Verona – Chioggia

Afgang om morgenen fra København til Milano. Ankomst til Milano Malpensa lufthavn allerede midt på formiddagen. Efter ankomsten kører vi i egen bus frem til Valpolicella vinområdet, hvor vi starter rejsen på bedste italienske vis med en god frokost bestående af lokale specialiteter på en hyggelig restaurant indrettet i gammel fæstning bygget af Habsburgerne som forsvar af det Østrig-ungarske kejserrige.

 

Efter frokosten arrangeres et besøg i Romeo og Julies by Verona. Sidst på eftermiddagen kører vi frem til lagunebyen Chioggia, hvor vi indkvarteres på det dejlige og traditionsrige Hotel Grande Italia med skøn beliggenhed direkte ud til den venezianske lagune.


2. dag – Sejltur i Den Venezianske Lagune

Dagens tur fører os til et par af øerne i den venezianske lagune. Vi skal på en skøn sejltur gennem den venezianske lagune og besøger glaspusteriernes ø Murano og den herlige ø Burano med de skønne farvestrålende huse. Frokost på en hyggelig restaurant på Burano.

 

3. dag – Karneval i Venedig

Efter morgenmaden er der afgang mod Venedig, også kaldet ”Adriaterhavets Dronning”. Fra fastlandet går turen med skib gennem lagunen frem mod Markuspladsen.

 

Efter sejlturen skal vi opleve byens specielle atmosfære under karnevalet med de flot udklædte karnevalsdeltagere. Kanalerne og de smukke palazzoer danner en perfekt ramme om karnevalet.

 

Endvidere er der mulighed for at se nogle af Venedigs smukke seværdigheder såsom Dogepaladset, Markuskirken, Rialtobroen og Sukkenes bro, inden der om aftenen bydes på en typisk veneziansk menu på en hyggelig restaurant.

 

Efter middagen skal vi opleve den romantiske stemning i Venedig i aftenbelysningen, inden turen går tilbage til Chioggia.


4. dag – Chioggia

Dagen er på egen hånd, hvor der er mulighed for at udforske den spændende by Chioggia med de maleriske kanaler og flotte gamle venezianske bygninger. Der er også mulighed for at tage vandbussen uden for hotellet og arrangere en tur på egen hånd til Venedig.


5. dag – Vingårdsbesøg – Milano – Afrejse

Efter morgenmaden forlader vi hotellet i Chioggia. Først kører vi til en vingård, hvor der bydes på vinsmagning og en let anretning.

 

Efter vingårdsbesøget sætter vi kurs mod Milano. Under vores ophold i Milano arrangeres en kort byvandring, hvor vi naturligvis skal se byens berømte domkirke. Endvidere bliver der tid til shopping på egen hånd, inden vi fortsætter mod lufthavnen for afrejse mod København.