Rejseplan
DAG 1 · ANKOMST
Morgenfly fra København til Arlanda Lufthavn, Stockholm. Direkte fly fra Arlanda til Guadeloupe. Transfer fra lufthavnen til Resort Fort Royal og indkvartering.
DAG 2-13
I løbet af opholdet er der mulighed for at deltage i følgende udflugter ved køb af udflugtspakke:
VANDRETUR I REGNSKOVEN
Vi skal på en forrygende vandretur i Guadeloupes fredede regnskov – husk gode vandresko. Regnskoven dækker et 17.000 hektar stort område og i den frodige jungle med floder, buldrende vandfald og smalle stier er der et net af afmærkede stier. Vi kommer helt tæt på plante- og dyrelivet og kan nyde den smukke udsigt over havet og de omkringliggende øer. Undervejs holder vi pause ved et af regnskovens vandfald, og der bliver tid til et svalende bad.
POINTE–A-PITRE
Vi tager på byvandring i den farverige by Pointe-a-Pitre, der er Guadeloupes største by. Byen ligger, hvor Basse-Terre og Grande-Terre mødes i et sumpet område, der måtte afvandes før der kunne bygges tilbage i 1700-tallet. Byen har gennem tiderne været udsat for brande, jordskælv, orkaner og kolera, men har overlevet og byder nu velkommen med charmerende pastelfarvede huse i hyggelige gader. Vi overværer den ugentlige fiskeauktion, hvor der er livlig aktivitet. På vores vandring i byen oplever vi den gamle franske koloni helt tæt på. Vi skal besøge byens duftende markeder med alt fra krydderurter til punch og kunsthåndværk og kigge nærmere på byens gamle bygninger og den smukke domkirke St. Pierre. Vi spiser frokost på en lokal restaurant.
UDFLUGT TIL LES SAINTES
Vi bliver hentet i bus og kører ned på den modsatte ende af Basse-Terre, hvorfra vi sejler ud til ø-gruppen Les Saintes. Vi går i land på Terre-de-Haut og oplever vi de caribiske strande, når de er bedst – et helt lille paradis. Der er mulighed for at snorkle, dykke eller udforske den lille ø til fods. Efter en fantastisk dag i de smukke omgivelser vender vi tilbage til hotellet.
PLANTAGEUDFLUGT
I dag skal vi dufte og smage Guadeloupe! Vi skal besøge plantager med kaffe og sukker, og se hvordan man producerer den gyldne rom, der sætter smag på alt fra is til en afslappet stund med udsigt til solnedgangen. Vi får et godt indblik i håndværket og en fornemmelse for arbejdsgangen fra plantage til færdige produkter.
DAG 14 · HJEMREJSE
Transfer til lufthavnen og direkte fly til Stockholm.
DAG 15 · HJEMKOMST
Ankomst til Stockholm og fly tilbage til København.



