Rejseplan
DAG 1 · HOLLAND
Ankomst til Amsterdam med fly fra København eller Aalborg. Transfer til Lelystad, hvor vi indkvarteres i vores kahytter på krydstogtskibet M/S Normandie. Om aftenen er der aftensmad i skibets restaurant.
DAG 2 · AMSTERDAM
Det kan varmt anbefales at stå tidligt op for at nyde indsejlingen til Amsterdam. I Amsterdam starter vi med en kanalrundfart rundt i byens mange kanaler. På en times sejltur nyder vi synet af havnen, de snævre kanaler og de mange smukke gavlhuse - en dejlig måde at opleve denne spændende by på. Vi spiser sen frokost ombord på M/S Normandie mens skibet sætter kurs sydover.
DAG 3 · WILLEMSTAD · ANTWERPEN
Vi er nået til byen Willemstad, hvor vi om formiddagen begiver os ud på en lille slentretur rundt i byen. Her kommer vi bl.a. rundt til byens gamle, velbevarede fæstningsværker og ser de smalle gader, maleriske broer over kanalerne og de farvestrålende blomster. Efter turen rundt i den hyggelige by kører vi med bussen ud til kysten. På vejen krydser vi flere øer inden vi kommer til den 9 km lange dæmning Oosterscheldekering. Vi møder vores skib og fortsætter sejladsen gennem den sydlige provins Zeeland til Antwerpen. Undervejs oplever vi det hollandske landskab med de flade marker, kanaler og møller.
DAG 4 · ANTWERPEN
Formiddagen er til fri disposition til afslapning eller eventyr på egen hånd. Om eftermiddagen tager vi på byrundtur. Antwerpen, som er en af Europas største havnebyer og har et verdensberømt diamantdistrikt, er en pragtfuld by fuld af historie, kunst, design, mode og arkitektur, og på turen får vi fortællingen om denne spændende by. Sidst på dagen vender vi atter tilbage til skibet.
DAG 5 · BRÜGGE · SCHOONHOOVEN
På rejsens femte dag kører vi til kanalbyen Brügge - måske Belgiens smukkeste by og en af landets største seværdigheder. Vi kommer helt ind i den historiske bykerne med velbevarede middelalderbygninger, hvor vi til fods oplever denne historiske og romantiske by med sine mange pittoreske små kanaler. Der bliver tid til en let frokost på egen hånd og måske også lidt shopping. Vi møder skibet midt på eftermiddagen, hvor vi slapper af med eftermiddagskaffe og lækre sandwicher. Vi sætter nu kurs mod sølvbyen Schoonhoven. Efter middagen fører rejselederen an på en tur til fods gennem byens idylliske gader.
DAG 6 · KEUKENHOF
Efter morgenmaden er tiden kommet til en af turens højdepunkter! Vi kører med bus til den verdenskendte blomsterpark Keukenhof, som netop på denne årstid er allersmukkest og virkelig en fryd for øjet. Vi tilbringer nogle timer omringet af millioner af blomster i alle regnbuens farver i denne vidunderlige park, hvor vi også spiser frokost, som denne dag består af en picnic, som vi medbringer fra skibet. Vi møder M/S Normandie i den idylliske fiskerby Volendam og om aftenen nyder vi kaptajnens middag ombord.
DAG 7 · ALKMAAR · AMSTERDAM
Efter morgenmaden kører vi til den gamle markedsby Alkmaar. Her skal vi opleve det farverige ostemarked, der har eksisteret siden 1500-tallet. Når køberne har afsluttet handlen, ser vi ostebærerne i deres hvide tøj og stråhat løbe ind i vejehuset og få vejet ostene på de gamle vægte. En stemningsfuld oplevelse! Vi returnerer til skibet og nyder frokosten, mens vi sejler på tilbage til Amsterdam.
DAG 8 · HJEMREJSE
Efter morgenmaden er det tid til at tage afsked med skibet og dets besætning. Transfer til lufthavnen, hvorfra vi flyver tilbage til Danmark.



