Praktiske oplysninger
FLYREJSER
Billet
På langt de fleste rejser fungerer billetten fra Best Travel også som flybillet, og skal blot medbringes til afrejselufthavnen sammen med gyldigt pas. På rejser med visse flyselskaber fremsender Best Travel en såkaldt e-ticket (udskrevet kopi fra flyselskabets reservationssystem) ca. 7-10 dage før afrejse.
Generelle afrejseoplysninger fremsendes 7-10 dage før afrejse.
Mødetid og bagage
Check-in skal altid være foretaget senest 1 time før flyafgang – vi anbefaler dog mødetid 1½-2 timer før afrejse. Med mindre andet fremgår af billetten, kan hver deltager medbringe 20 kg bagage samt 5 kg håndbagage. Læs mere her: www.besttravel.dk/flyinfo
Forplejning på flyet
På flyvninger indenfor Europa er der ikke forplejning inkluderet i rejsens pris, men mad og drikke kan oftest købes ombord. På oversøiske rejser er der inkluderet forplejning på den interkontinentale flyvning. Læs mere her: www.besttravel.dk/flyinfo
Ankomst til rejsemålet
På flyrejser med udflugtsprogram i bus vil der oftest være mulighed for at forudbestille en fast plads i bussen på rejsemålet. Se nærmere på www.besttravel.dk eller kontakt os på tlf. 70 20 98 99. Ifølge internationale hotelregler kan du ikke påregne, at dit værelse er klar til indcheck før kl. 15.00 på ankomstdagen - i sjældne tilfælde først kl. 17.00.
BUSREJSER
Opsamling og rute
Best Travel tilbyder opsamling i næsten hele landet, hvilket betyder, at der oftest vil være busskifte i Kolding, hvor gæster fra Jylland mødes med gæster fra Sjælland og Fyn. Med mindre andet fremgår af billetten, vil gæster fra Sjælland altid køre via Storebælt og Fyn. I tilfælde hvor der er få gæster fra et givent opsamlingssted forbeholder Best Travel sig retten til at ændre opsamlingsstedet mod refundering af tog/busbillet på standardklasse til det nye opsamlingssted.
Generelle afrejseoplysninger fremsendes 7-10 dage før afrejse.
Placering i bussen
Det er på alle busrejser muligt at bestille fast plads i bussen. Dette gøres ved bestilling af rejsen – eller ved senere at logge ind på ”Min rejse” på www.besttravel.dk. En pladsreservation koster kr. 100 pr. person.
Bagageansvar
Deltageren har selv ansvaret for, at kufferter og anden bagage kommer på og af bussen, og bør kontrollere det. Best Travel er ikke ansvarlig for evt. beskadiget eller mistet bagage. Erstatningskrav må rettes til deltagerens eget forsikringsselskab. Det tilrådes at tegne rejseforsikring med bagagedækning.
Læs mere her: www.besttravel.dk/businfo
PÅ REJSEN
Påklædning
Foruden almindeligt tøj medbringes en god sweater, vindjakke og gode, solide travesko. Undlad at medbringe dyre smykker og andre værdigenstande. På krydstogter afholdes 1-2 formelle aftener, hvor herrerne forventes at være iklædt jakkesæt og damerne tilsvarende pænt tøj. Ellers er påklædningen på krydstogter ganske afslappet.
Udflugter
Under hver rejsebeskrivelse fremgår det hvilke udflugter, der er inkluderet i rejsens pris. På temarejser og flodkrydstogter er de fleste udflugter inkluderet, dog ofte ekskl. evt. entréer. På krydstogter med MSC Cruises tilkøbes udflugter ombord, undtagen pakker med 3 udflugter til særpris, som bestilles sammen med rejsen.
Valuta
Den gængse rejsevaluta i Europa er euro, som vi anbefaler at medbringe i små sedler på langt de fleste rejser. Visa-kort kan ligeledes benyttes så godt som overalt. Går rejsen til Rusland eller Ukraine anbefaler vi at læse mere om valuta under de respektive rejsers beskrivelse.
Drikkepenge på krydstogter
Det er kutyme at give drikkepenge til personalet efter et krydstogt. På flodkrydstogterne har Best Travel inkluderet et beløb i drikkepenge til skibets personale, men det forventes, at man som gæst viser sin påskønnelse med et mindre beløb til lokalguider og chauffører på udflugter. På krydstogter med MSC trækkes automatisk et beløb til drikkepenge, ca. €7 pr. person pr. dag.
Rygning
Alle busser og fly er røgfrie, og vi gør opmærksom på, at der ombord på krydstogtsskibene ikke må ryges i kahytter eller i opholdslokalerne, men oftest udelukkende udenfor. De fleste hoteller er ligeledes røgfri.
Kørestole og gangbesværede
På en del ture vil det ikke være muligt eller hensigts-mæssigt for kørestolsbrugere og gangbesværede at deltage. Kontakt gerne Best Travel for yderligere information herom.
Forsikring
Rejsedeltageren er selv ansvarlig for at have tegnet de forsikringer, som anses for nødvendige. Det gule sygesikringskort gælder kun på rejser indenfor EU, og dækker kun sygdom, læge og hospitalshjælp, men ikke hjemtransport i forbindelse med sygdom, samt meget andet. Det tilrådes derfor at tegne en rejseforsikring, som bl.a. dækker forsinket fremmøde, erstatningsrejse, hjemrejseforsinkelse, overfald, hjemtransport, sygeledsagelse, invaliditet og død. Forsikringen kan tegnes hos Gouda Rejseforsikring gennem Best Travel. Ved sygdom opstået under rejsen påhviler det rejsedeltageren selv at afholde alle omkostninger eller udlæg, f.eks. til lægebehandling, sygehusophold eller særlig hjemrejsetransport. Rejsedeltagere er forpligtigede til før bestilling af rejsen at konsultere en læge, hvis de er vidende om, at deres helbredstilstand ikke er god. Deltagelse i rejsen sker på eget ansvar.
Glemte sager
Hvis du har glemt en genstand på din rejse med Best Travel er du velkommen til at kontakte os, så forsøger vi gerne at efterlyse den glemte genstand. Alle fundne sager fremsendes mod betaling.
Ekstra ydelser
Vi gør opmærksom på at de fleste ekstra ydelser på indkvarteringssteder kan være mod tillæg. Som eksempler herpå kan nævnes brug af aircondition eller værdiboks på værelset, solsenge ved pool og på strand m.m.
Billeje
Har man bestilt billeje hjemmefra gennem Best Travel vil man inden afrejsen få tilsendt en voucher, hvor det er noteret, hvor bilen kan afhentes. Betaling for billejen foretages af Best Travel, men der skal oftest oplyses et kreditkortnummer som sikkerhed for eventuelle bøder eller skader før bilen udleveres. Bemærk, at biludlejningsselskabet også opkræver gebyr for ekstraudstyr som evt. barnestol eller navigationsudstyr, samt for at få opført flere førere på lejekontrakten. Med mindre andet er skriftligt aftalt skal føreren være mellem 25-74 år og have haft kørekort i mindst 1-3 år. Bilen skal returneres samme sted som den udleveres, og med samme mængde brændstof i tanken.
KRYDSTOGTER MED MSC CRUISES
Rejseleder
Der medfølger ikke dansk rejseleder på krydstogterne. Man kan altid få svar på spørgsmål og købe udflugter hos det engelsktalende personale ombord.
Bagage og krydstogtsdokumenter
Ca. 7-10 dage før afrejse fremsendes de endelige krydstogts-dokumenter fra MSC Cruises, som udover billetten til selve skibet også omfatter specielle, fortrykte kuffertmærker, som al bagage skal være forsynet med inden ankomsten til skibet. Bagagen bringes til/fra kahytten af skibets personale.
Læs meget mere om krydstogterne og livet ombord på www.besttravel.dk/msc



