Madeira
NATUROPLEVELSER PÅ PORTUGALS BLOMSTERØ
Madeira er en perle af naturoplevelser. Vi bor i hovedbyen Funchal, hvor vi skal på byrundtur, opleve markedet og smage Madeira-vinen. Botanisk have og Monte, som er kendt for de berømte kurveslæder, er et ”must” på Madeira, og øens fredede laurbærskove, vandreture langs de unikke vandingskanaler og besøg i idylliske kystbyer med fantastiske udsigter er også på programmet.
Madeira ligger som en frodig oase i Atlanterhavet med frodig vegetation, skønne blomster og stejle klippekyster. Vi kommer tæt på øens spændende historie, bl.a. på vores vandring langs nogle af de såkaldte levadaer – vandingskanalerne, der skaber grundlag for de frodige marker og plantager, samt for den berømte Madeira-vin, der er blevet produceret på øen siden det 15. århundrede.
Der bliver også mulighed for at opleve på egen hånd, kigge nærmere på Funchals seværdigheder, markedet og måske handle lidt i de små butikker. Der er gode shoppingmuligheder på Madeira, ikke mindst når det gælder kurveflet, broderier og vægtæpper, som øen er meget kendt for.
Nyd de lune aftentimer med lokal vin i glasset eller drag ud i nattelivet og oplev den typiske portugisiske musik, fado.
Selv om vi får oplevet det meste af Madeira på denne tur, skal vi kun pakke ud én gang, da vi har fast base på det dejlige 4-stjernede Hotel Girassol i Funchal i gåafstand til både strand, butikker, restauranter og bycentrum. Hotellet er omgivet af en dejlig subtropisk have og har flere swimmingpools.



