Korsika
Skønne naturoplevelser og charmerende byliv på bjerget i havet
På denne rejse til den bjergrige franske ø Korsika i Middelhavet er der tid til både at nyde livet i historiske Ile Rousses og til at opleve en række af øens spændende seværdigheder. Vi skal på udflugt til små landsbyer som Pigna, San Antonio og Calvi med hyggelige gamle gader og kreative kunsthåndværkere.
Vi skal opleve gamle bydele med huse, der næsten fornægter tyngdekraften højt på klipperne, og vi skal besøge den elegante by Bonifacio længst mod syd og opleve den karakteristiske klippekyst både fra land- og vandsiden.
Korsika har altid været ombejlet og har været på mange forskellige hænder gennem tiderne. Denne omtumlede historie afspejler sig i småbyer med befæstede mure og landskaber med gemte ruiner. Grækere, etruskere, romere, saracenere, genovesere og franskmænd har alle kæmpet om den smukke ø og kun i en kort periode i 1700-tallet opnåede øen selvstændighed.
Corté var en kort overgang øens hovedstad, i dag er den lille by et hyggeligt bekendtskab midt i klippelandskabet. Vi tager toget fra Ile Rousse til Corté for at opleve det smukke og foranderlige landskab på nærmeste hold.
Under opholdet på Korsika bor vi på Resort Napoléon Bonaparte centralt i den rolige og maleriske by Ile Rousse lige ved havet og få meter fra en skøn sandstrand. Hotellet har et dejligt poolområde og skandinavisktalende personale.



