Sydengland
HERRESÆDER, IMPONERENDE HAVER OG HISTORISKE SEVÆRDIGHEDER
I tidligere tider var de mange herresæder og de tilhørende parker i Sydengland forbeholdt overklassen, som førte en privilegeret tilværelse i de smukke omgivelser. I dag er de fleste historiske ejendomme åbne for offentligheden, og vi skal på denne tur besøge nogle af de mest spændende huse og haver i Cornwall og Cotswolds.
Når man som besøgende går rundt i de historiske bygninger og haveanlæg kan man levende forestille sig landadelen drikke gin & tonics på de bløde, grønne plæner en sommerdag, mens gartnerne passer roser i baggrunden. Det er ikke tilfældigt, at adskillige af vores udflugtsmål har været brugt som kulisser i film baseret på Rosamunde Pilchers romaner om livet i England midt i forrige århundrede.
Vi skal også besøge nogle af de mest spektakulære domkirker i det sydlige England, det mystiske stenmonument Stonehenge, samt Bath med de romerske bade, der gjorde byen berømt som kursted mange hundrede år før den moderne wellness-trend bredte sig.
Cotswolds, som også kaldes Englands hjerte, er betegnelsen for et kuperet område, der omfatter grevskaberne Gloucestershire og Oxfordshire, samt dele af Wiltshire, Somerset, Worcestershire og Warwickshire. Cotswolds betragtes som et af de smukkeste landskaber i England og er kendetegnet ved idylliske byer og landsbyer bygget af lokalt forekommende gyldne limsten, såkaldt Cotswold stone.
Cornwalls unikke kultur, fantastiske landskaber og milde klima tiltrækker mange turister til regionen til trods for den afsides beliggenhed. Cornwall ligger ud til Den Engelske Kanal og Det Keltiske Hav, og har lange kyststrækninger med dejlige strande og stejle klipper.
