Spanien - Portugal
Kunst, historie og arkitektur i Madrid og Lissabon
Madrid er en af verdens mest spændende hovedstæder og imponerer sine besøgende med sin storslåede arkitektur, brede boulevarder og berømte kunstmuseer. På trods af sin status som moderne metropol har Madrid stadig formået at bevare tidligere tidsaldres smukke bygninger og hyggelige stemning i mange kvarterer.
Også de mange træer, både i parker og på gader og pladser, bidrager til byens udtryk, og en gåtur rundt i byen er en oplevelse i sig selv. ”Kun himlen er over Madrid,” siger de lokale om deres by. Når dagen er omme flokkes de om tapasbarerne, hvor snakken går over et glas vin og forskellige små delikatesser.
Portugals hovedstad Lissabon er en utrolig smuk by, der ligger på vestkysten hvor floden Tejo munder ud i Atlanterhavet, og har et meget mildt klima hele året. Mange af de smukke bygninger i den nedre del af byen stammer fra perioden efter det store jordskælv i 1755, som ødelagde størstedelen af Lissabon, som på daværende tidspunkt var en af de største og vigtigste byer Europa.
Efter jordskælvet blev byen genopbygget i henhold til tidens moderne byplanlægningsregler. Smukke boulevarder, små grønne oaser og lyse, luftige pladser præger byen, og de karakteristiske mosaikfortove og de charmerende gamle sporvogne fuldender byens atmosfære.
Denne rejse kombinerer den spanske og portugisiske hovedstad på bedste vis, og giver lejlighed til at opleve de to metropolers spændende historie, imponerende arkitektur og enestående kunstsamlinger.
