Eventyrlige slotte og uhyrlige historier

 

Skotlands begivenhedsrige historie går 8.000 år tilbage i tiden og de utallige slotte og borgruiner vidner om de mange invasioner, krige og religiøse kampe. Nationens historie er i høj grad defineret af de mange konflikter mellem de skotske klaner og de engelske konger, og vi skal opleve skuepladserne for nogle af de fascinerende historiske begivenheder. I disse omgivelser kan man levende forestille sig hvordan de skotske helte, iført kilte i de karakteristiske klantern, kæmpede for at holde stand mod den engelske overmagt.

 

Skotland er kendt for andet og mere end sin stormfulde historie. Landet har en rig uddannelsestradition og nogle af Storbritanniens ældste universiteter, og golfspillet har sin oprindelse i området omkring St. Andrews, hvor fårehyrderne omkring det 12. århundrede gjorde det til en sport at slå sten i kaninhullerne. Endvidere kender vi Skotland for den berømte whisky og myterne omkring Loch Ness-uhyret, som vi også skal stifte bekendtskab med.

 

Vi besøger også Skotlands største byer Glasgow og Edinburgh, hvor den moderne hverdag udspiller sig midt mellem de mange middelaldermindesmærker, samt den romantiske ø Isle of Skye.

 

Naturen i Skotland er et kapitel helt for sig selv. Overalt imponerer landskabet med sin skønhed og store variation, fra bløde grønne bakker og frodige haver til store skove, lyngbevoksede bjergområder og barske kyststrækninger. I højlandet græsser fårene i det barske hedelandskab og gamle borgruiner spejler sig i de blanke søer.