Schlagernacht i Berlin
Schlagermusik... Indbegrebet af Tyskland og kendt verden over! Schlager er musikken, der hitter som aldrig før, og som ingen anden musikgenre formår at sprede stemning og glæde blandt sit publikum. Nu har du chancen for at lade dig rive med af den festlige stemning, når vi tager til Schlagernacht des Jahres 2011 i Berlin.
Schlagernacht i Berlin er uden sammenligning årets schlagerfest, hvor en række af Tysklands mest populære kunstnere sørger for en fornøjelig og underholdende aften. På én og samme aften får I fornøjelsen af at opleve stjerner som bl.a. den unge Helene Fischer, der på kort tid er blevet den nye strålende stjerne indenfor tysk schlagermusik, storcharmøren og den argentinskfødte schlagerstjerne Semino Rossi, populære DJ Ötzi med hittet ”Anton aus Tirol” samt Vicky Leandros og Andrea Berg. Det bliver en aften fuld af stemning, fest og godt humør, når multiarena O2 World i Berlin er vært ved årets største schlager-begivenhed lørdag den 19. november.
Der er dansk rejseleder med på turen, og naturligvis kombinerer denne rejse enestående musikoplevelser med førsteklasses sigthseeing i en af verdens flotteste og mest interessante storbyer.
Det 4-stjernede Hotel Ramada am Alexanderplatz, et særdeles flot og moderne hotel, danner rammen om opholdet.


