Riga
Inkl. operaforestilling i Letlands Nationalopera
Riga er den største af byerne i de baltiske lande og en ægte arkitektonisk juvel – ingen andre steder findes der så mange bygninger i Art Nuveau-stilen koncentreret på ét sted som i den gamle bydel i Riga. Hovedstaden byder desuden på en fin palet af spændende museer og gallerier, smukke kirker, farverige markeder og sjove butikker. De mange restauranter, caféer og barer frister med udendørsservering i solen og de brostensbelagte gader indbyder til slentreture.
Riga gør sig også bemærket med en lang række parker – en femtedel af byen består af grønne områder, hvor man kan slappe af og betragte det lokale folkeliv. På programmet er, foruden alt det bedste af Riga, også et eksklusivt besøg på en legendarisk chokoladefabrik, naturligvis med smagsprøver og mulighed for selv at forsøge sig med håndværket.
Vi skal desuden opleve flere af Letlands mange ansigter og besøger den idylliske kystby Jurmala, et rekreativt feriemål, som er berømt for sine skønne træhuse i jugendstil, sin langstrakte sandstrand, den rislende Lielupe-flod og duftende pinjeskov. I det maleriske naturområde ved Sigulda i Gauja Nationalpark skal vi opleve ægte middelalderstemning og forføres af romantiske legender og heroiske skikkelser.
Rejsen fuldendes med enestående operaoplevelser i Letlands Nationalopera, hvor vi på en rundtur i operaen kommer bl.a. kommer backstage, og hvor en operasanger til ære for vores gruppe vil give en prøve på sin kunnen mens vi nyder et glas champagne. Om aftenen skal vi opleve Giacomo Puccinis Madame Butterfly.
Med komfortabel base på det dejlige Hotel Tallink Riga centralt i Riga skal vi opleve Letlands historierige og charmerende hovedstad på nært hold.


