Rhinen i Flammer
Oplev det berømte fyrværkerishow Rhinen i Flammer fra et skib på floden. De mange borge og fæstninger langs Rhinen vidner om områdets spændende historie og det smukke landskab, der omgiver floden, har givet inspiration til mange myter og legender. Synet af det fantastiske fyrværkeri over floden og dens smukke middelalderbyer er en enestående oplevelse.
Turen inkluderer mange andre spændende oplevelser, heriblandt besøg ved Niederwalddenkmal-monumentet og den berømte klippe Lorelei, samt vinsmagning og et besøg i Siegfrieds mekaniske musikkabinet med ca. 350 selvspillende instrumenter.
I Rüdesheims berømte Drosselgasse er der rig mulighed for at smage på de dejlige vine, og mange steder er der levende musik.
Vores danske bus og chauffør sørger for transporten på hele turen, ligesom der er dansk rejseleder.
HOTEL ALTDEUTSCHE WEINSTUBE BBB
Under hele opholdet i Rüdesheim bor vi på det velholdte familiedrevede Hotel Altdeutsche Weinstube. Her er en hyggelig atmosfære og et særdeles godt køkken, hotellet har egen restaurant med regionale specialiteter samt vinkælder, hvor man bl.a. kan nyde Riesling-vine fra familiens egen vingård.
Hotellet har 36 værelser, heraf nogle i anneks.
Værelser: Alle med bad/toilet, hårtørrer, telefon, TV og værdiboks.
Program
DAG 1 · TYSKLAND · RÜDESHEIM
Efter endt opsamling i Danmark går turen til Tyskland. Med passende pauser undervejs ankommer vi til Rüdesheim midt på aftenen, hvor aftensmaden venter på Hotel Altdeutsche Weinstube.
DAG 2-4
I løbet af opholdet indgår følgende udflugter:
RHINEN I FLAMMER
Turens højdepunkt er naturligvis den smukke sejltur på Rhinen, hvor vi sidst på aftenen oplever det fantastiske fyrværkeri som oplyser landskaberne omkring floden. Undervejs nyder vi en dejlig middag på skibet.
På turen med afrejse den 30. juni sejles omkring Rüdesheim og Bingen
På turen med afrejse den 11. august sejles omkring Koblenz
På turen med afrejse den 8. september sejles omkring St. Goar og St. Goarshausen
LORELEI OG NIEDERWALDDENKMAL
Vi besøger monumentet Niederwalddenkmal, som blev rejst for at fejre grundlæggelsen af det tyske kejserdømme. Den første sten blev sat af Kejser Wilhelm I i 1871. Vi besøger også den berømte 120 meter høje klippe Lorelei på Rhinens østlige bred. Floden er meget smal her, og den stærke strøm og de mange klipper under vandet har forårsaget mange skibsforlis.
KOBLENZ
En flot panoramatur over Hünsrück langs Mosel til Koblenz, hvor Rhinen og Mosel løber sammen. Undervejs vil der være fotostop, så de mange smukke motiver kan foreviges.
VINSMAGNING
Hyggelig og uformel vinsmagning, hvor vi smager på 3-5 lokale vine og hører lidt om dyrkningen og om de lokale vinområder. Der vil være mulighed for at købe vin til at tage med hjem.
RÜDESHEIM
Vi går rundt i byen og der bliver mulighed for at opleve Drosselgasse og måske købe en kop af den berømte Rüdesheimer Kaffee. Vi besøger også det morsomme musikkabinet med mekaniske instrumenter hos Siegfried.
DAG 5 · HJEMREJSE
Efter tidlig morgenmad på hotellet er det tid til at tage afsked med Rüdesheim, og bussen kører med passende pauser mod Danmark.


