Mexico
Unik rundrejse med fokus på Mexicos historie, kunst og kultur
Kreativiteten har altid blomstret i Mexico, som i disse år oplever en fornyet interesse i landets kunst, design, filmkultur, musik og kogekunst. De seneste års politiske reformer har gjort Mexico til et mere åbent og moderne samfund, men visse ting har heldigvis ikke ændret sig – mexicanernes karakteristiske varme, åbenhed og afslappede indstilling til livet er bevaret.
Vi har sammensat en spændende rundrejse i det centrale Mexico med kunst- og kulturoplevelser i særklasse. Mexicos oprindelige indianerkulturer var meget avancerede civilisationer, og de mange spændende mindesmærker illustrerer deres høje niveau indenfor matematik, astronomi, arkitektur.
Foruden Mexicos spændende historie er der på denne rejse også fokus på landets spændende kunsthistorie, ikke mindst ægteparret Frida Kahlo og Diego Rivera, som måske er de mest berømte repræsentanter for Mexicos malerkunst.
Vi starter rundrejsen i Mexico City, verdens tredjestørste by, hvor vi skal opleve de vigtigste historiske og kulturelle seværdigheder, heriblandt Teotihuacan-pyramiderne, Zocalo-pladsen og det nationale kunstmuseum. Efter nogle spændende dage i Mexico City er det tid til at opleve en anden side af Mexico. Vi forlader den pulserende storby og rejser rundt i det centrale Mexico blandt små maleriske landsbyer og smukke byer i kolonistil, hvoraf flere er på UNESCOs Verdensarvsliste.
Mæt af spændende kunst- og kulturindtryk kan man afslutte turen med at nyde livet på en hvid palmestrand og bade i det turkisblå Stillehav.
