Makedonien - Albanien
To nye, uopdagede rejsemål
Tag med på en anderledes rejse til et af Europas skønne, uspolerede hjørner. Vi starter i Makedonien, som løsrev sig fra Jugoslavien i 1991. Makedonien ligger på Balkan-halvøen lige nord for Grækenland, og kulturen er stærkt knyttet til Grækenlands, ligesom landene også har det milde klima tilfælles.
Efter et kort ophold i landets hovedstad Skopje går turen mod sydvest hvor den store sø Ohrid ligger på grænsen til Albanien. Med base på et skønt hotel ved søens nordlige bred tager vi på udflugter i det naturskønne område, inden vi tager videre til Albanien, som ligger vest for Makedonien ud mod Adriaterhavet.
Albanien, som tidligere var meget isoleret, er stadig et af Europas forholdsvis uopdagede lande, men den venlige befolkning og det smukke bjergrige landskab gør Albanien til et dejligt bekendtskab. Vi skal bo i hovedstaden Tirana, som er grundlagt i 1614 og gennemstrømmes af floderne Lanë og Tiranë.
Vi skal opleve Tiranas vigtigste seværdigheder og tager desuden på en udflugt til Durres, som er Albaniens ældste og næststørste by, som blandt andet rummer Balkans største amfiteater. På turens sidste dag besøger vi nationalhelten Skanderbegs hjemby Kruja, som ligger smukt i bjergene nord for Tirana.
