Karneval i Venedig
At overvære karnevalet i Venedig er en oplevelse for livet.
Venedigs karneval er vel nok verdens mest kendte karneval. I vor tid er karnevalstraditionerne blevet genoptaget i 1979, men Venedigs karneval er mere end 700 år gammelt. Der er kendskab til karnevalsfestligheder i Venedig så langt tilbage som år 1268.
Karnevalets midtpunkt er Markuspladsen med parade og kåring af de flotteste kostumer, men karnevalet foregår over hele byen – langs kanalerne og på byens skønne pladser og torve. Venedigs smukke palazzoer og skønne piazzaer er sammen med kirkerne, kanalerne, broerne og lagunen en perfekt ramme om det imponerende venezianske karneval. Oplev festligt udklædte karnevalsdeltagere i farverige kostumer og flotte venezianske masker.
På rejsen venter der en perlerække af oplevelser i det smukke Norditalien. Først og fremmest skal vi opleve den enestående by Venedig, som danner ramme om det fantastiske karneval.
Endvidere er der udflugt til laguneøerne Murano og Burano – besøg i den skønne by Verona – og sightseeing og shopping i Italiens førende modeby Milano.
Under opholdet bor vi i den herlige laguneby Chioggia med maleriske kanaler og hyggelige og spændende gader og stræder. Chioggia har tilnavnet ”lille Venedig”. Chioggia er det perfekte udgangspunkt for udflugter i den venezianske lagune.
Og sidst men ikke mindst byder rejsen på kulinariske oplevelser, idet der vil være mulighed for at smage på spændende og karakteristiske norditalienske specialiteter.


