I nærkontakt med den smukke færøske natur

 

En lille øgruppe langt ude i Nordatlanten med 17 beboede øer og en række ubeboede småøer, holme og skær. Et sted, der er præget af det hav, der aldrig er mere end 5 km væk, uanset hvor man befinder sig. På denne flotte rejse skal vi opleve Færøernes spændende historie og den særegne natur langs de stejle kyster og på de græsklædte klipper.

 

Vi bor i charmerende Tórshavn, verdens mindste hovedstad, under hele opholdet, og lærer den betagende færøske natur at kende på ture ud i landskabet. Næsten halvdelen af øernes befolkning bor i byerne Thorshavn og Klaksvig, så der er masser af plads og rum til gæster på de smukke grønne øer, hvor man stadig kan opleve helt uberørt natur.

 

Netop naturen er Færøernes største attraktion, og på en vandretur i fjeldet finder sjælen ro. Nyd den uspolerede natur og fyld lungerne med den rene luft på en smuk travetur gennem let terræn over fjeldet til øernes gamle bispesæde ved Kirkjubø. Vi skal også opleve den forrevne kyst fra Atlanterhavssiden ved Vestmanna, hvor vi sejler gennem smalle sunde og ind i de dybe grotter, som havet har skåret i klippemassivet.

 

Færøerne ligger ensomt i havet, men har været beboet siden 600-tallet, og i løbet af ugen får vi indblik i hvordan man har levet og overlevet herude gennem århundrederne. Irske munke, norske vikinger og tilknytningen til både Norge og Danmark har præget øerne, der fik hjemmestyre i 1948.