Dublin
Hvor mange hovedstæder præges af højhuse og kontorbygninger, er Dublin anderledes intim og har formået at bibeholde sin georgianske charme. Byen er ikke større end at man let kan opleve den fods, og de venlige irere hjælper gerne med at finde vej hvis det kniber.
Ønsker man at supplere sin storbyferie med en bid af den skønne, irske natur, så besøg den lille halvø Howth Head nord for Dublin og oplev stejle klippekyster, grønne bakker og det hyggelige fiskerleje. Fra havnen kan man komme ud til den lille ubeboede ø Ireland’s Eye, som ligger ud for kysten.
Der er gode muligheder for shopping i Dublin. I området omkring Grafton Street finder man eksklusive forretninger, heriblandt stormagasinet Brown Thomas, hvor man kan finde internationale designervarer, og det lille indkøbscenter Powerscourt Townhouse. I gadens sydlige ende finder man St. Stephen's Green Shopping Centre og i sidegaden Dawson Street finder man nogle af byens bedste boghandlere. Souvenirs samt typisk irske varer som uldstrik og tweed finder man i Nassau St. På den anden side af Liffey-floden er der en del butikker i Henry St. og O’Connell St., samt er par centre.
Temple Bar er Dublins hyggelige forlystelseskvarter med mange barer og pubber, og man kan altid finde et sted med hyggelig stemning og livemusikere, som optræder med klassiske irske folkesange. Dublin har et livligt natteliv, og i området omkring St. Stephen's Green er der en del natklubber.

