Lido di Jesolo
Det er den lange hvide sandstrand, den ægte italienske feriestemning, den hyggelige hovedgade og beliggenheden tæt ved Venedig, der får danskerne til at vende tilbage til Lido di Jesolo gang på gang.
Byen er kendetegnet ved at være lang og smal – hovedgaden er 9 kilometer lang, men byen er kun 3-4 parallelgader bred. Det betyder, at uanset hvor I vælger at bo, er der aldrig langt til vandet.
Hver aften forvandles hovedgaden i Lido di Jesolo til en hyggelig og atmosfærefyldt gågade med sjove butikker, hyggelige restauranter og små tivolier. Der er et livligt natteliv med mange små barer og flere natklubber.
Lido di Jesolo syder af feriestemning og byder på masser af aktivitetsmuligheder for hele familien. Desuden er Lido di Jesolo det perfekte udgangspunkt for ture i den spændende region, og der arrangeres udflugter hver uge i højsæsonen. Besøg for eksempel Venedig, som kaldes verdens smukkeste by. Vi ser et udvalg af de mange berømte seværdigheder såsom Markuskirken, Dogepaladset og Rialtobroen og der er mulighed for en sejltur i gondol på kanalerne.
Vores mest populære udflugt er en skøn sejltur i lagunen, hvor vi besøger glaspusternes ø Murano og Burano med de farverige huse og de mange butikker med kniplingskunst, samt den idylliske ø Torcello.
Gå heller ikke glip af et typisk italiensk marked med et kæmpe udvalg af varer i de mange forskellige boder.

