Livigno
Livigno kombinerer skiløb, solskin og alpehygge på bedste vis, og tilbyder fantastisk skiløb for både begyndere og øvede. Områdets høje beliggenhed gør det til et af de mest snesikre i Europa. Der er god plads til at boltre sig på de brede pister, og du kan stå på ski helt op i knap tre kilometers højde. Det velfungerende liftsystems høje kapacitet gør køer til en sjældenhed.
Italiensk charme til toldfri priser
I Livigno ligger bondegårde og butikker side om side, for selvom byen bedst kendes som skisportsmekka, drives der stadig landbrug. De mange butikker på byens hyggelige hovedgade tilbyder mærkevarer til favorable priser, da Livigno nyder status som toldfrit område på grund af sin isolerede beliggenhed i bjergene.
Livigno for alle
Livigno er særdeles børne- og begyndervenligt. For de mere rutinerede skiløbere er der god mulighed for at finpudse carvingfærdighederne på de brede boulevarder i det 115 kilometer store skiområde. Livigno lægger endvidere sne til en af Europas største og mest eftertragtede funparker, hvor vovehalse kan få adrenalinniveauet i vejret.
Gratis skibusser
I Livigno er der gratis skibusser. Hele 3 linjer krydser byen, og der er således fine transportmuligheder til og fra liften eller centrum. Hen på aftenen, når busserne holder stille, serviceres byen af et stort antal taxaer.
Uden mad og drikke…
Livigno er kendt for sine utallige små restauranter og cafeer, som serverer lækre italienske retter og drikkevarer til rimelige priser. De talrige barer indbyder til livlig afterskiing, og senere kan man forsætte festen på en af byens natklubber.

