Golsfjellet
Golsfjellet byder på velorganiseret net af over 200 kilometer afmærkede og præparerede langrendsløjper i et afvekslende terræn fra 900 til 1300 meters højde. Vores gæster bor på Kamben Høyfjellshotell, som er ideelt beliggende i bjergtagende omgivelser på Golsfjellet mellem Hallingdal og Valdres.
Dejlige ture med rygsæk
På Golsfjellet er der mulighed for rolige ture i skoven, som giver læ i tilfælde af blæst, og pragtfulde udflugter til højfjeldet på solskinsdage. Området egner sig til udflugter med rygsæk og madpakke, og mens begynderen kan prøve kræfter med små, lette ture, møder de rutinerede skiløbere udfordring i form af det 1729 meter høje fjeld Skoghorn.
Alpinanlæg
Hvis man ønsker at kombinere langrendsløbet med slalom, er der tre alpinanlæg i umiddelbar nærhed. Storefjell Ski- og akesenter ligger blot 1 kilometer fra hotellet, og har tre lifter og 8 nedfarter, børneområde og kælkebakke. Golsfjellet Alpinsenter ligger 3 kilometer fra hotellet og har 1 lift og tre nedfarter, samt børneområde. Gol Skisenter ligger 18 kilometer væk og har 3 lifter og 5 pister, samt en snepark. Endvidere ligger det større Hemsedal Skisenter ca. 30 kilometer væk.
