Parlamentet i Budapest
M/S Viva Enjoy
Bratislava

Donau

Luksus på Donau - 8 dage

Pris pr. person fra
kr. 18.995

8-dages krydstogt på den øvre del af Donau gennem 3 lande med besøg i deres hovedstæder. Vi sejler gennem Østrigs naturskønne Wachau-dal og oplever den historiske by Melk. Glæd dig også til den gamle ungarnske kongeby Esztergom og hovedstaden Budapest. Herfra går turen igen nordpå med anløb i Slovakiets charmerende hovedstad Bratislava og videre tilbage til Østrigs hovedstad Wien.

Vi sejler med det luksuriøse 5-stjernede og helt nye skib M/S Viva Enjoy. På dette flydende luksushotel skal vi kun pakke ud en gang, da vi hver aften vender tilbage til den samme behagelige seng, selvom vi oplever syv forskellige byer i tre forskellige lande. Her kan vi slappe af mellem de spændende oplevelser i land og lade os forkæle med lækre måltider. Både drikkevarer og drikkepenge er inkluderet i prisen!

Se også vores 16-dages krydstogt på Donau med M/S Viva Two

Gæsteanmeldelser af rejsen

Luksus på Donau 2024

Rejseplan

  • Dag 1 - Wien – Ombordstigning
  • Dag 2 - Esztergom (08:00-12:00) og Budapest (15:30-)
  • Dag 3 - Budapest (-16:00)
  • Dag 4 - Bratislava (10:00-18:00)
  • Dag 5 - Dürnstein (08:30-11:00) og Melk (14:00-20:00)
  • Dag 6 - Linz am Donau (06:00-19:00)
  • Dag 7 - Wien (09:00-)
  • Dag 8 - Hjemrejse
Hent pdf-udgave af rejsen
Stepmap Map Luksus P Donau 2024 8 Dage

Inkluderet i prisen

Fly til/fra Wien inkl. bagage

Transfer lufthavn-skib t/r

7 overnatninger på Viva Enjoy i valgt kahytstype

Velkomstdrink

Helpension ombord. Pensionen starter med middag på dag 1 og slutter med morgenmad ombord den sidste morgen.

Drikkepenge til skibets personale

Drikkevarer ombord (læs mere i programmet) inkl. minibar

Erfaren dansk rejseleder

Udflugter ifølge program

Ikke inkluderet i prisen

Forplejning udenfor skibet

Afbestillings- og rejseforsikring Læs mere

Evt. drikkepenge til chauffører og lokalguider

Kahytstillæg på M/S Viva Enjoy

  • Kahyt med fransk altan på mellemdæk (Ruby) kr. 2.100
  • Kahyt med fransk altan på øvre dæk (Diamond) kr. 3.000
  • Suite med balkon på øvre dæk (Diamond) kr. 4.500
  • Kahyt på hoveddæk - enebrug kr. 6.500
  • Kahyt med fransk altan på mellemdæk (Ruby) - enebrug kr. 8.600
Dag 1

Wien – Ombordstigning

Vi flyver direkte til Østrigs hovedstad Wien. Fra lufthavnen kører vi i egen bus ind til centrum, hvor der bliver tid på egen hånd til at købe frokost. Midt på eftermiddagen samles vi og køres til skibet. Efter indkvartering i de dejlige kahytter er der præsentation af skibets besætning og en dejlig middag.

Midt på aftenen starter vi vores flodkrydstogt på Donau.

OBS: Billeder af interiør er fra M/S Viva Enjoys søsterskib, M/S Viva Two. M/S Viva Enjoy står først færdig i 2024.

Dag 2

Esztergom (08:00-12:00) og Budapest (15:30-)

Om morgenen lægger vi til i den gamle ungarske hovedstad Esztergom. Efter morgenmaden tager vi på udflugt i byen, som gennemføres i et lille turisttog, der kører os til den gamle basilika, Denne nyklassicistiske kirke er den største i hele Ungarn og gemmer på sjældne og kostbare skatte.

Vi vender tilbage til skibet og spiser frokost og nyder et par times sejlads, inden vi om eftermiddagen ankommer til Budapest. Bredderne langs floden er her dækket af tæt skov afløst af pittoreske landsbyer, der kravler op ad bjergsiderne.

Donau deler Ungarns hovedstad Budapest i to bydele: det grønne og kuperede Buda med Gellert-højen, slotskomplekset, Matthias-kirken og fiskerbastionen, og Pest, hvor parlamentet, forretningsgaderne og den berømte markedshal findes.

Vi nyder en lækker middag ombord, og skal herefter på en aftentur. For Budapest er netop kendt for sin imponerende oplysning af de store bygninger langs floden, og disse oplever vi på tætteste hold når vi tager på en sejltur rund i en mindre kanalrundfartsbåd, som henter og bringer os direkte ved vores flodkrydstogtsskib.

Dag 3

Budapest (-16:00)

Efter morgenmaden ombord tager på byrundtur med bus i Budapest. Vi kommer forbi Skt. Stefan-kirken, operaen, Heltepladsen med statuer af ungarske herskere og andre historiske personer, og parlamentet. Derefter krydser vi Donau og ser Buda-siden, hvor der vil være stop ved Fiskerbastionen (bemærk, at der er en del trapper her) og Matthias-kirken samt på toppen af Gellert-højen.

Vi vender tilbage til skibet til frokost og om eftermiddagen sejler vi atter mod vest

Dag 4

Bratislava (10:00-18:00)

Vi tilbringer dagen i Slovakiets hovedstad Bratislava. Efter morgenmaden ombord på skibet tager vi på rundtur i den charmerende og romantiske by. Vi både spadserer og kører med det lille turisttog gennem den gamle bydel med Michael-broen og -tårnet, det gamle rådhus, torvet og nationalteatret. Vi slutter turen af med at byde på noget af den gode lokale øl. Efter byrundturen vender vi tilbage til skibet og spiser frokost og der er herefter tid på egen hånd.

Dag 5

Dürnstein (08:30-11:00) og Melk (14:00-20:00)

Vi har om formiddagen stop i den hyggelige by Dürnstein i Østrig. Mens vi nyder frokosten ombord, sejler vi videre gennem den smukke Wachau-dal, som er er blandt de mest berømte regioner i Østrig. Besøgende fra hele verden kommer for at nyde det pittoreske landskab, kulturarven og de suveræne vine, der dyrkes i området.

Vi tilbringer eftermiddagen i Melk, hvor vi besøger det imponerende benediktinerkloster Stift Melk, en af Europas mest betydningsfulde barokbygninger og et af Østrigs mest berømte klostre, hvor der har boet munke i mere end 900 år.

Dag 6

Linz am Donau (06:00-19:00)

I dag skal vi udforske Linz og omegn.

Vi starter med at køre til området omkring Pöstlingberg, som er en meget stejl bakke/klippeside i byen, og som nærmest er blevet byens vartegn. Fra toppen er der en fantastisk udsigt ud over byen og hele dalen med floden i bunden.

En sjov måde at komme til toppen er med den gamle sporvogn, og turen op på toppen regnes for at være en af de stejleste sporvognsstrækninger i hele verden! Herefter går vi en tur i den hyggelige gamle bydel, som byder på mange flotte specialbutikker.

Dag 7

Wien (09:00-)

Vi nyder den righoldige morgenbuffet på skibet, inden vi tager på byrundtur i Wien og får et indtryk af byens mange spændende seværdigheder. Vi starter med et stop ved det berømte Hundertwasser-hus og fortsætter til Ringstrasse, hvor vi bl.a. passerer forbi operaen, parlamentet, Burgtheater og Votivkirken. Herefter går turen ind til det historiske centrum med Skt. Stefans-domkirken.

Vi går en tur gennem de smukke, gamle gader og kommer bl.a. forbi Michaela-pladsen og det kejserlige palads Hofburg, Den Spanske Rideskole og Albertina-pladsen med kunstmuseet.

På vej tilbage til skibet kommer vi forbi Prater-parken med det store pariserhjul. Efter frokost på skibet er eftermiddagen til fri disposition.

Dag 8

Hjemrejse

Et skønt krydstogt er ved at være til vejs ende – og efter morgenmaden er det tid til at sige farvel til besætningen. Afhængig af flytiden kan der være lidt tid på egen hånd i Wien inden vi kører til lufthavnen, og flyver retur mod Danmark.

Bemærk - om vandstand og sluser

Som deltager på et flodkrydstogt skal man være opmærksom på, at rejsens gennemførelse i overensstemmelse med programmet kan afhænge af naturens luner. Det er derfor vigtigt, at man på et flodkrydstogt er indstillet på disse forhold, som bl.a. kan medføre, at ekstraordinært lav eller høj vandstand kan betyde ændringer i skibets sejlplan og dermed have indflydelse på gennemførelsen af rejsens program. Ligeledes, kan høj vandstand betyde, at soldækket lukkes af sikkerhedsmæssige årsager - eksempelvis grundet passage af broer med lav frihøjde. Dog sejler vi kun på strækninger, som oftest benyttes til flodkrydstogter, og vi oplever derfor normalt ikke problemer i forbindelse med skiftende vandstand.


På alle floder er skibene underlagt de enkelte slusers åbningstider. Oftest er slusetiderne bestilt i forvejen, men alligevel kan der, ved eksempelvis eftersyn eller reparationsarbejde, opstå forsinkelser.

Vi forsøger altid at give vores gæster mest mulig tid i de byer og ved de seværdigheder, som besøges. Man må derfor være indstillet på, at forhold omkring sluserne eller vandstanden på floderne, som vil forsinke eller direkte forhindre gennemførelsen af turens program, kan medvirke, at man tilbagelægger visse strækninger i bus frem for med skibet, uden at dette kan betragtes som en mangel ved rejsen.

Har du brug for hjælp?

Kontakt Best Travel

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.

Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.

Din henvendelse