Wien
Budapest ved aftenstid
Bratislava

Donau

Julekrydstogt på Donau

Pris pr. person fra
kr. 7.995

Oplev smukt julepyntede byer og stemningsfulde julemarkeder langs Donau. Vi flyver fra både København og Aalborg til Wien, hvor vores krydstogt tager sin begyndelse. Herfra går turen til skønne Budapest og hyggelige Bratislava. Vi sejler med det imponerende 4+ stjernede skib M/S Vivienne, hvor vi ombord kan nyde godt af skibets udsøgte helpension. Fuld udflugtsprogram med dansk rejseleder er også inkluderet.

I Wien skal vi naturligvis opleve en række af byens skønne julemarkeder - og man kan ikke undgå at komme i julestemning, når man slentrer rundt blandt de mange boder, som bugner af julesnaps og lækre, østrigske julespecialiteter. Vi tager også på byrundtur med bus, hvor vi ser en række af byens vigtigste seværdigheder og kan nyde den imponerende arkitektur, som kendetegner byen.

Fra Wien sejler vi ad Donau mod Budapest i Ungarn, hvor vi også starter med en byrundtur med bus, så vi får et godt indtryk af byen og får set de vigtigste seværdigheder. I Budapest skal vi både på fødevaremarked i den smukke gamle markedshal, og til traditionelt julemarked i byens hjerte, hvor der naturligvis også er mulighed for at shoppe i gågadens flot julepyntede butikker.

I Slovakiets hyggelige, lille hovedstad Bratislava foregår vores byrundtur med et lille tog. Her i byen breder julestemningen sig fra byens største plads, hvor det hyggelige julemarked holder til. Tag også en slentretur i den charmerende, gamle bydel.

På hele turen forkæles vi på MS Vivienne, som er den perfekte ramme om vores hyggelige julerejse på Donau. Vi har helpension ombord og bliver forkælet med en righoldig morgenbuffet, lækre frokoster og hyggelige middage. Om aftenen er der oftest underholdning i baren.

Gæsteanmeldelser af rejsen

Rejseplan

Rejseplan

  • Dag 1 - Ankomst - Julemarkeder i Wien
  • Dag 2 - Byrundtur og julemarkeder i Wien
  • Dag 3 - Sightseeing og julestemning i Budapest
  • Dag 4 - Byrundtur og juleshopping i Bratislava
  • Dag 5 - Wien - Hjemrejse
Hent pdf-udgave af rejsen
Donau JUL 5Dage 2015 Jpg

Inkluderet i prisen

Fly fra København eller Aalborg til Wien t/r inkl. bagage

Lufthavnstransfer t/r

4 overnatninger ombord på 4+-stjernede skib M/S Vivienne i valgt kahytskategori

Helpension ombord, starter med aftensmad dag 1 og slutter med morgenmad dag 5

Udflugter ifølge program

Dansk rejseleder

Ikke inkluderet i prisen

Drikkevarer

Service-fee, som omfatter obligatoriske drikkepenge, på 7 euro/nat pr. person som afregnes lokalt/ombord

Afbestillings- og rejseforsikring Læs mere

Ekstraudflugt: Klassisk koncert i Wien kr. 650

Fast plads i bussen kr. 200-300

Kahytstillæg på M/S Vivienne:

  • Kahyt på mellemdæk med panoramavindue kr. 400
  • Kahyt på mellemdæk med fransk altan kr. 1.000
  • Kahyt på øvre dæk med fransk altan kr. 2.000
  • Suite på øvre dæk med fransk altan kr. 3.000
  • Kahyt på hoveddæk - enebrug kr. 2800

Skibets drikkevarepakke kr. 700

  • Fadøl
  • Husets vin i glas (rød, hvid og rosé)
  • Juice, vand og sodavand i glas.

Skibets all inclusive pakke kr. 1.100

  • Fadøl
  • Husets vin i glas (rød, hvid og rosé samt mousserende)
  • Juice, vand og sodavand i glas.
  • Kaffe, te og specialkaffe
  • Spiritus/likør/whiskey
  • Dagens cocktail
  • 1 flaske vand pr dag til at medbringe på udflugter
  • 1 stor flaske vand pr dag i kahytten

Drikkevarerne serveres i restaurant og bar i tidsrummet 9:00-24. Ved køb skal alle personer på bestillingen tilvælge drikkevarepakken. Visse mærker af spiritus samt cocktails og minibar er ikke inkluderet!

Dag 1

Ankomst - Julemarkeder i Wien

Efter ankomsten til Wien skal vi ud og opleve nogle af Wiens mange, smukke julemarkeder*.

Vi starter på Rådhuspladsen, som op til jul omdannes til et helt juleeventyr. Over 150 boder falbyder julepynt, kunsthåndværk, lækre delikatesser, julegodter og kager samt duftende glühwein. Et mindre, men lige så hyggeligt julemarked, finder vi på Maria-Theresien-Platz, hvor markedet ligger i stemningsfulde omgivelser mellem kunstmuseet og naturhistorisk museum. På julemarkederne er der rig lejlighed for at spise frokost ved de mange boder med lune lækkerier. Efter besøget på julemarkederne kører vi til skibet, som ligger i bekvem nærhed af centrum ved Handelskai.

Efter julemarkederne bliver vi indkvarteret i vores kahytter ombord på M/S Vivienne. Kort efter mødes vi til en velkomstdrink, hvor vi bliver præsenteret for kaptajnen og hans besætning. Vi spiser en lækker velkomstmiddag i skibets restaurant.

*Tiden på julemarkederne er afhængige af flytiderne. Gæster fra Aalborg 8. december køres direkte til skibet.

Dag 2

Byrundtur og julemarkeder i Wien

Efter den lækre morgenbuffet på skibet tager vi på byrundtur med bus i Wien. På denne panoramatur kommer vi forbi en række af den smukke østrigske hovedstads vigtigste seværdigheder og flotte bygninger. Herefter besøger vi Freyung, hvor man har holdt julemarkeder helt tilbage til 1772. Her finder man blandt andet julepynt i glas, keramik og meget andet. Få skridt derfra findes endnu et julemarked, nemlig Am Hof, som også er kendt for kunsthåndværk.

Efter formiddagens oplevelser kører vi tilbage til skibet, som serverer en lækker 3-retters frokost.

Eftermiddagen er på egen hånd. Her er der mulighed for at tage på besøg på flere julemarkeder – eller tage en gåtur til Prater. Prater er en af Wiens mest berømte og ikoniske attraktioner. Det er en stor offentlig park beliggende i den østlige del af byen og strækker sig over omkring seks millioner kvadratmeter. Prater er kendt for sit karakteristiske Wiener Riesenrad, en imponerende pariserhjul, der er et symbol på byen.

Ekstraudflugt: Klassisk koncert i Wien
Efter middagen ombord er der (mod tillæg) mulighed for at opleve en ægte Wienerkoncert i de rette omgivelser - i et af byens smukke koncerthuse (oftest Auersberg eller Börse). Der optrædes med værker af Mozart og Strauss. Orkestret suppleres af indslag fra operasangere og balletdansere. I pausen serveres et glas mousserende vin eller et glas juice. Efter koncerten kører vi gennem Wien by night, hvor vi kan nyde synet af de smukt oplyste bygninger langs Ringstrasse, heriblandt operahuset, Burg-Theater og parlamentet.

Vi tager forbehold for, at udflugten kan aflyses, hvis der ikke opnås tilstrækkeligt antal tilmeldinger.

Sent om aftenen sejler skibet mod Budapest

Dag 3

Sightseeing og julestemning i Budapest

Om formiddagen nyder vi den smukke sejlads mod Budapest, som vi skal udforske efter frokosten ombord. Donau deler Ungarns hovedstad Budapest i to bydele: det grønne og kuperede Buda (med Gellert-højen, slotskomplekset, Matthias-kirken og fiskerbastionen) og Pest, hvor parlamentet, forretningsgaderne og den berømte markedshal findes.

Efter frokosten tager vi på byrundtur med bus i Budapest. Turen bringer os blandt andet forbi Stefans-kirken, operaen, Helte-pladsen, Fiskerbastionen og Gellertbakken. Turen slutter ved den store markedshal fra slutningen af det 19. århundrede. Her kildres sanserne af dufte og farver, når vi besøger det store marked, som bugner af ungarske delikatesser og julespecialiteter. Her er paprika og hvidløg på snor, pølser, salami, lufttørret skinke, sødtduftende bagværk og naturligvis ungarsk vin og brændevin. Benyt lejligheden til at smage på Ungarn og måske få en lille, spiselig souvenir med hjem.

Vi besøger det store julemarked på Vörösmarty-pladsen, hvor over hundrede træhytter falbyder ungarske julespecialiteter, kunsthåndværk og julestads efter ungarsk tradition. Mens vi spiser middag ombord, sejler skibet nordpå igen med kurs mod Bratislava

Dag 4

Byrundtur og juleshopping i Bratislava

Vi spiser morgenmad og nyder en afslappet formiddag ombord. Undervejs passerer vi gennem den store sluse Gabcikovo, hvor forskellen i vandstand er omkring 20 meter. Efter frokost ombord ankommer vi til Slovakiets hyggelige hovedstad, hvor vi tager på sightseeingtur med det lille bytog. Vi kører op til den højtbeliggende middelalderborg, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen og helt til Østrig og Ungarn. Herefter går vi gennem den gamle bydels charmerende gader.

Afsluttende er der tid på egen hånd i centrum til at shoppe og nyde julestemningen. På julemarkedet på byens største plads bugner boderne af glaspynt, træ- og lædervarer, håndflettede kurve, strikvarer med mere. Skulle de liflige dufte få sulten til at melde sig, kan man benytte lejligheden til at smage på slovakiske delikatesser såsom gåselever, kartoffelpandekager, kartoffelfladbrød og meget andet. Tilbage på skibet skal vi om aftenen nyde en festlig aften med kaptajnens gallamiddag, mens vi påbegynder sejladsen tilbage til Wien.

Dag 5

Wien - Hjemrejse

Gæster fra Aalborg: Vi er tilbage i Wien, og et skønt julemarkedskrydstogt nærmer sig sin afslutning. Efter morgenmaden ombord kører vi til lufthavnen, hvorfra vi flyver tilbage til Danmark via Amsterdam.

Gæster fra København: Vi skal først flyve hjem om eftermiddagen, så der bliver lidt ekstra tid på julemarkedet i byen, imens bagagen opbevares i bussen. Herefter sætter vi kursen mod lufthavnen og flyver direkte tilbage til Danmark.

Bemærk - om vandstand og sluser

Som deltager på et flodkrydstogt skal man være opmærksom på, at rejsens gennemførelse i overensstemmelse med programmet kan afhænge af naturens luner. Det er derfor vigtigt, at man på et flodkrydstogt er indstillet på disse forhold, som bl.a. kan medføre, at ekstraordinært lav eller høj vandstand kan betyde ændringer i skibets sejlplan og dermed have indflydelse på gennemførelsen af rejsens program. Ligeledes, kan høj vandstand betyde, at soldækket lukkes af sikkerhedsmæssige årsager - eksempelvis grundet passage af broer med lav frihøjde. Dog sejler vi kun på strækninger, som oftest benyttes til flodkrydstogter, og vi oplever derfor normalt ikke problemer i forbindelse med skiftende vandstand.


På alle floder er skibene underlagt de enkelte slusers åbningstider. Oftest er slusetiderne bestilt i forvejen, men alligevel kan der, ved eksempelvis eftersyn eller reparationsarbejde, opstå forsinkelser.

Vi forsøger altid at give vores gæster mest mulig tid i de byer og ved de seværdigheder, som besøges. Man må derfor være indstillet på, at forhold omkring sluserne eller vandstanden på floderne, som vil forsinke eller direkte forhindre gennemførelsen af turens program, kan medvirke, at man tilbagelægger visse strækninger i bus frem for med skibet, uden at dette kan betragtes som en mangel ved rejsen.

Har du brug for hjælp?

Kontakt Best Travel

Mangler du hjælp eller har du spørgsmål til vores rejser? Udfyld formularen og vi vil vende tilbage hurtigst muligt.

Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser indenfor 2 hverdage.

Din henvendelse